Unge kvinder fortæller om overgreb i ungdomspolitik: - Jeg husker, at han tvang sig oven på mig
I en ny dokumentar fortæller unge kvinder, at de har oplevet overgreb i politiske ungdomspartier. Her er deres historier.
Det er min veninde Olivia, der fortæller mig, hvad der skete den aften til festen. For jeg kan ikke selv huske det.
Hun fortæller, at hun og en anden ung fra partiet fandt mig på et toilet i et omklædningsrum. Jeg hang ind over vasken. Mine trusser var trukket ned om lårene, og min kjole sad oppe over bh'en. Jeg var 17 år gammel.
Bag mig stod en fyr fra ungdomspartiet med åben skjorte. Han gav slip på mig, da døren blev åbnet, så jeg væltede forover og ned i mit eget bræk på gulvet.
Det eneste, Olivia husker, han sagde, var: "Jeg har en god advokat".
Og så gik hun ud af omklædningsrummet. Hun skulle bruge hjælp.
Mit navn er Caroline Kristiansen. Jeg er 22 år, og jeg meldte mig ind i Liberal Alliances Ungdom som 17-årig.
Det var den der anarkistiske tilgang, der tiltalte mig. "Du er din egen lykkes smed" og "ingen skal fortælle dig, at du ikke kan de ting, du vil".
Jeg kan stadigvæk sidde tilbage med en varm følelse af at være en del af det fællesskab i Liberal Alliance Ungdom (LAU). Det gav mig en tilhørsfølelse, som jeg på det tidspunkt ikke følte, jeg kunne få nogen andre steder.
Vi var ligesom en del af et større formål.
Min veninde Olivia og jeg meldte os ind sammen. Jeg kan huske, at jeg var virkelig spændt op til den første politiske bootcamp på Fyn i januar 2015.
Der var rigtig god stemning omkring det, og det var bare en megafed følelse at være så mange mennesker samlet på samme sted. Den første aften var virkelig hyggelig. Vi lå og pjattede og glædede os til dagen efter, hvor der var fest om aftenen.
Jeg ved, at jeg som 17-årig var meget bevidst om, at jeg ikke havde lyst til at være hende, der drak sig for fuld. Det ville være decideret pinligt, fordi der var mange ældre, ledende ungdomspolitikere med.
På trods af det husker jeg kun den frygtelige aften i små brudstykker.
Derfor kan jeg ikke fortælle, hvad der præcist skete i omklædningsrummet. Så Olivia har været mine øjne og ører den aften.
Hun fortalte, at manden gik, og hun var bange for, at jeg skulle dø, fordi jeg var ukontaktbar. Så hun gik ud for at hente en voksen - ham, der var en slags "foreningsfar".
Olivia insisterede på, at der skulle ringes efter en ambulance, men det afviste han. I stedet har jeg fået at vide, at han og Olivia tog sig af mig i timerne efter.
Næste morgen vågnede jeg i et lokale, jeg ikke kunne genkende. Omkring mig lå der andre unge og sov, og langsomt begyndte jeg at genkende flere fra min lokalafdeling. Olivia hjalp mig i bad, og mens jeg stod i bruseren, spurgte hun: "Ved du godt, hvad du har været ude for i går aftes?".
Jeg svarede nej. Jeg husker intet.
Og så var det, at hun forklarede mig, hvordan de fandt mig.
I dag - fem år efter - kan jeg stadig ikke huske, hvad der skete. Det føles lidt som ikke at kunne se noget, men at der er nogle følelser koblet til det. Jeg har senere fået flashback omkring, at jeg står nede i omklædningsrummet sammen med ham fyren, og at jeg står med mine hænder på hans brystkasse.
Jeg kan ikke sige, at jeg har skubbet ham væk, fordi jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at den følelse, jeg har, når jeg tænker på det, og når flashbacket kommer, er en ubehagelig følelse. Det er en følelse af at ville væk.
Når jeg fortæller min historie er det, fordi der ikke er andre piger, der skal udsættes for det samme. Og hvis det sker, at der så bliver taget hånd om det på den rigtige måde.
Efterspil
Det er første gang, at Caroline Kristiansen står frem og fortæller sin historie på tv.
Sidste år var hun en af syv kvindelige medlemmer af Liberal Alliances Ungdom, der i anonyme vidnesbyrd anklagede mandlige medlemmer i ungdomspartiet for voldtægt, seksuelle krænkelser og opfordringer til at sende nøgenbilleder.
Kvindernes vidnesbyrd blev fremlagt til et landsmøde, hvor den tidligere formand for ungdomspartiet, Carl Andersen, blev væltet.
Få dage før landsmødet valgte Caroline Kristiansen at anmelde en mand fra partiet for en voldtægt begået ved den politiske bootcamp tilbage i 2015.
Sagen kom først for byretten, der slog fast, at "Caroline Kristiansen befandt sig i en meget påvirket og i al væsentlighed ukontaktbar tilstand (…)”.
Manden forklarede i retten, at han mente, at Caroline Kristiansen havde sex frivilligt.
Han blev dømt for voldtægt i byretten, hvor en dommer stemte for frifindelse og to dommere stemte for domfældelse.
Senere blev manden frikendt i landsretten, hvor tre dommere stemte for frifindelse og tre for domsfældelse.
Den frikendte mand har via sin forsvarsadvokat meddelt, at han ikke ønsker at medvirke eller udtale sig i dag i forbindelse med TV 2s dokumentar.
Mit navn er Helene Mørck. Jeg er 23 år, og jeg meldte mig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom som 15-årig.
Jeg blev aktiv fordi jeg gerne ville være med til at gøre verden til et bedre sted.
Jeg elskede at være sammen med andre mennesker, og jeg syntes, at det var fantastisk at komme ind i et så unikt fællesskab. Nogle finder det i et kollegie, andre på gymnasiet eller på arbejdet. Vi fandt fællesskabet i DSU.
Det hele var bare perfekt. Næsten.
Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at der var en usund og giftig kultur.
Der var ingen konsekvenser, når der blev sunget nedladende slagsange eller sagt grænseoverskridende ting om piger og unge kvinder. Eller når man blev klappet i røven og taget på. Der var ikke en ægte voksen, eller nogen der tog ægte ansvar for, hvad der skete.
Jeg kan huske, at jeg en dag i 2013 skulle mødes med en mand fra ungdomspartiet og en af mine veninder. Jeg var 15 år gammel, og han var i slutningen af 20'erne.
Vi skulle spise frokost sammen og snakke politik, men ret hurtigt tog vi hen til hans lejlighed i stedet.
Det var ikke unormalt, at man holdte DSU-arrangementer i private hjem. Og han virkede jo flink og prøvede at være min ven. Så jeg så egentlig ikke nogen advarselstegn til at starte med.
Da vi kom hjem i hans lejlighed, ville han meget gerne sidde i sofaen og snakke. Jeg kan huske, at jeg flere gange spurgte: "Hvornår kommer min veninde?". Og han erkendte så, at det gjorde hun ikke, fordi hun ikke kunne alligevel.
Og så skete det.
Det er rigtig svært at snakke om. Men jeg tror, at det er bedst at snakke om det, for jo mere jeg tænker over det, jo sværere bliver det.
Jeg husker, at han tvang sig selv oven på mig, og at jeg råbte nej. Han ignorerede det. Og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så hele min krop frøs. Jeg kunne ikke bevæge mig.
Det næste, jeg kan huske, er, at jeg blev fulgt ned til stationen igen. Han krammede mig farvel. Jeg synes, det var supergrænseoverskridende, men jeg lod ham kramme mig, for jeg skulle bare væk. Jeg skulle bare hjem og ud af den her situation.
Nogen undrer sig måske over, at jeg ikke fortalte det til forældre eller anmeldte det til politiet dengang.
Men jeg var 15 år. Jeg var ikke klar til at snakke med mine forældre om det, og jeg var ikke klar til at blive afhørt. Jeg har hørt så mange skrækscenarier, så jeg tænkte: "Hvad nu, hvis de ikke tror på mig?".
Så først året efter betroede jeg mig til en fra ledelsen i partiet.
Jeg fortæller min historie, fordi det vigtigste netop er, at man kan tale om det. At man aldrig er alene og tænker: ”Jeg er den eneste, det er sket for”, men at man har nogen at gå til. Derfor håber jeg også, at ungdomspartierne vil se på deres retningslinjer. Der er nødt til at være en uafhængig person ansat i partiet, så der er nogen, der reelt har ansvaret for, hvad der sker til arrangementerne. Måske burde man adskille børne- og ungdomspolitik.
Efterspil
Helene Mørck anmeldte ikke sagen til politiet. I stedet gik hun til ledelsen i ungdomspartiet og indberettede manden, men uden at det fik mærkbare konsekvenser.
Helene Mørck skiftede lokalafdeling for at slippe væk fra ham. Hun fortæller, at hun ikke fik nogen opbakning hos ledelsen i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).
TV 2 har fået bekræftet fra flere centrale kilder i ledelsen, at Helene Mørcks sag blev taget op under et lukket punkt, hvor der står ”personsag”. Der er dog ikke ført referat.
Manden blev ikke ekskluderet fra partiet. Helene Mørck fik besked på at den eneste konsekvens var, at DSU bad ham blive væk fra arrangementer, hvor hun også var med.
Manden i Helene Mørcks beretning forklarer til TV 2, at han mener, at der var tale om frivillig sex. Han har ikke ønsket at deltage i et interview.
DSU har efter Helene Mørcks oplevelse i 2013 undersøgt kulturen i ungdomspartiet. Det skete i 2015, hvor der blev sendt en række spørgsmål ud til medlemmerne.
Undersøgelsen viste, at 21 procent af deltagerne på en sommerlejr oplevede ”grænseoverskridende adfærd”. Og på et påskekursus havde 29 procent af deltagerne oplevet, at ”nogen var ubehageligt fysisk nærgående over for dem”.
12 procent på påskekurset og 15 procent på sommerlejren oplevede, at ”deres afvisninger ikke blev respekteret”.
Helene Mørck deltog dengang i undersøgelsen, men har aldrig set undersøgelsens konklusioner.
Mit navn er Tine. Jeg er 25 år, og jeg meldte mig ind i Venstres Ungdom som 13-årig.
Jeg meldte mig ind i Venstres Ungdom efter en meget ophedet diskussion i samfundsfag med en socialdemokratisk lærer. Jeg sad i et frikvarter og meldte mig ind lidt mod mine forældres ordre. De havde gerne set, at jeg var ældre.
Jeg meldte mig ind med det for øje at skulle diskutere en helt masse politik, men så opdagede jeg også, hvor stort et fællesskab, der egentlig lå bag.
Selvom mine forældre forsøgte at kontrollere, hvor meget jeg drak, fik jeg som de fleste unge lidt for meget. Det var lidt sejt, at de lidt ældre personer ville snakke med én og dele en øl. Så jeg har nok også drukket lidt mere for at være en del af fællesskabet.
Jeg kan huske, at der til flere fester blev sagt til os piger, at vi kunne tage vores bh og trusser af og hænge dem op på en tørresnor, og så kunne vi få et barkort for det.
Selvfølgelig har vi fået en vis form for opmærksomhed. Der var jo folk, der hujede og klappede, men jeg tror også bare, at jeg som mange unge var bange for at sige fra.
For så er man jo pludselig ikke en del af det fællesskab.
Hvert år er der en landskonference i Venstres Ungdom, som foregår på et pænt hotel i København, hvor der er middag, gallafest, værelsesfester. Det plejer at være en rigtig hyggelig weekend.
Et år endte jeg med at kysse med en fyr, som min kammerat havde taget med til en værelsesfest. Jeg var 16 år gammel, og jeg havde ikke rigtig lyst til at lave mere med ham.
Det næste klip, jeg kan huske fra den aften, er, at jeg blev væltet ned på en seng på et andet værelse, hvor vi kun er os to alene.
Jeg husker, at han tog mit tøj af, og han havde et fuldbyrdet samleje, som jeg ikke ønskede at have.
Jeg forsøgte at sige fra. Jeg forsøgte at skrige.
Det sidste, jeg husker, før alting gik i sort, er, at han lagde sine hænder om min hals - sandsynligvis for at få mig til at tie stille.
Det næste, der skete, var, at nogen bankede på døren, og det fik ham ligesom til at stoppe op, forsvinde ud af værelset og efterlade mig tilbage.
Jeg startede med at gå i bad, og jeg følte mig bare utrolig beskidt og skamfuld.
Det føltes ekstremt forfærdeligt at gå alene med det. Det er svært at åbne op og fortælle andre folk om det, for det er det inderste af ens sjæl, man krænger ud. Og når man så samtidig er blevet krænket i den grad, som man er.
Jeg var rigtig bange for folks fordømmelse. Og det var jo det, der gjorde det sværere for mig at stå frem.
Det virker, som om folkestemningen er, hvis man først har sagt A, må man også sige B. Så er det din egen skyld, at det er sket. Det kunne jeg simpelthen ikke overskue at skulle gå igennem.
Derfor sagde jeg, at jeg ikke ville anmelde det, da jeg blev undersøgt på hospitalet to dage efter. Først i september 2015 ringede jeg til politiet, efter at jeg havde været i behandling ved Center for Voldtægtsofre gennem en længere periode.
Her kom jeg ind til en afhøring, hvor jeg skulle fortælle, hvad der er sket dengang.
I dag er det stadig ekstremt svært for mig at snakke om. Men jeg håber, at det kan være med til at gøre det nemmere for andre. Man skal ikke føle skyld og skam ved at tale højt om den slags.
Jeg håber også, at de ungdomspolitiske partier vil blive bedre til at tage deres del af ansvaret og få en form for fælles krisemanual, som de skal følge, når den slags sker. Det ville have været en kæmpe hjælp for mig, hvis jeg havde fået mere hjælp og støtte.
Hvad får man ud af at skjule det? Sket er sket, og det kan man ikke gøre noget ved. Det hænger ikke på Venstres Ungdom, at jeg har været udsat for et overgreb. Men det synes jeg, at det kommer det til i form af den ageren, de har haft i tiden efter.
Efterspil
TV 2 har fået aktindsigt i politiets efterforskning og sagsakterne. Her erkender manden at have haft sex med Tine på hotellet, men nægter at have brugt vold og tvang. Politiet valgte ikke at rejse en straffesag.
I dokumenterne fra politiets efterforskning fremgår det, at Tine to dage efter hændelsen på hotelværelset i 2012 blev undersøgt af eksperter på Center for Voldtægtsofre. Her fortalte hun for første gang om sin oplevelse til et andet menneske.
Manden i Tines beretning forklarer i dag til TV 2, at han mener, at der var tale om frivillig sex og afviser, at han skulle have brugt vold. Han bekræfter, at han var medlem af Venstres Ungdom på det pågældende tidspunkt. Han har dog ikke ønsket at deltage i et interview.
Sagsakterne viser, at politiet i forbindelse med efterforskningen sendte en mail til Venstres Ungdoms daværende leder, som bistod politiet med oplysninger.
I en artikel fra marts 2019 afviser Venstres Ungdom at have kendskab til overgreb eller krænkelser i partiet.
Tine fortæller desuden, at hun aldrig nogensinde blev tilbudt hjælp eller støtte fra Venstres Ungdom, da den daværende leder af partiet blev underrettet.
Tine står kun frem med fornavn af frygt for chikane og/eller repressalier. TV 2 er bekendt med hendes fulde navn
Artiklen er efter udgivelsen opdateret med præcisering af hændelsesforløbet i Venstre Ungdom.
Caroline, Helene og Tine er tre af de i alt ni kvinder, der har valgt at fortælle deres historie i dokumentaren 'Partiernes skjulte overgreb'. Første del kan ses torsdag klokken 20 på TV 2 og på TV 2 PLAY.
‘Partiernes skjulte overgreb’ er produceret af DocEye med støtte fra Public Service Puljen.
Hvis du er forælder til en ung, som er medlem af et politisk ungdomsparti, vil TV 2 gerne i kontakt med dig. Skriv til Kirsten Agger på kiag@tv2.dk eller ring på telefonnummer 20243982.