Coronavirus

Udenrigsministeriet fraråder rejser til 8 svenske regioner

13 svenske regioner er stadig åbne for rejser.

Hvis man har planlagt at tilbringe efterårsferien i Sverige, bør man tjekke Udenrigsministerietes rejsevejledninger, inden man pakker bilen.

Corona-smittetallet i Sverige er nemlig steget til 32,4, og det har fået Udenrigsministeriet til at fraråde alle ikke-nødvendige rejser til dele af landet.

Det oplyser ministeriet i sin opdatering af rejsevejledningerne torsdag.

Det drejer sig nærmere bestemt om otte svenske regioner, hvortil alle ikke-nødvendige rejser frarådes:

  • Halland
  • Blekinge
  • Stockholm
  • Jämtland Härjedalen
  • Kronoberg
  • Uppsala
  • Västmanland
  • Örebro

Af de i alt 21 svenske regioner vil 13 fortsat være åbne for rejser, da disse har et smittetal, der er under 30.

Normalt fraråder Udenrigsministeriet rejser til et helt land, hvis der er over 30 nye smittede om ugen per 100.000 indbyggere.

Den grænse har Sverige altså overskredet i denne uge med 32,4, men for de nordiske lande betyder det ikke, at myndighederne fraråder rejser til hele landet.

I stedet går man over til en model, hvor man ser på smitten i hver enkelt region.

For hele Danmark er det gennemsnitlige smittetal 47,4.

San Marino-rejser tillades

855 personer er testet positive for coronavirus i Sverige det seneste døgn, fremgår det af en opgørelse fra den svenske sundhedsstyrelse.

I alt 97.532 personer er foreløbig testet positive i Sverige, mens der er registreret 5892 dødsfald blandt coronapatienter.

I de nye opdaterede rejsevejledninger tillades det nu igen at rejse til San Marino.

Her er de lande, som man ifølge de danske myndigheder stadig kan rejse til, hvis man udviser ekstra forsigtighed:

  • Polen
  • Italien
  • Bulgarien
  • Grækenland
  • Cypern
  • Liechtenstein
  • Sverige (13 regioner)
  • Norge (krav om ti dages karantæne for danskere ved indrejse)
  • Tyskland ( krav om 14 dages karantæne for indrejsende fra Region Hovedstaden).