16x9

Jeg er mester i at skifte fra pige til pige, sagde han – men de endte alligevel i retten

Jakob fra Fredericia slog sine kærester og tog deres frihed. Og han slap afsted med det. Igen og igen. Der gik flere år, før politiet stoppede ham.

Jakob bad Anna om koden til hendes Facebook. Først nægtede hun, men så blev han vred. De havde været kærester i et par måneder, og han sagde, at han var nødt til at kunne holde øje med hende, fordi hun overskred reglerne for, hvordan man er i et forhold.

Anna syntes ikke, at hun overskred nogle regler. Men hun gav ham alligevel koden. Så loggede han ind og læste hendes private beskeder.

Der gik ikke længe, før han begyndte at møde op på hendes arbejde for at spise med hende, når hun havde pause.

Så ville han bestemme, hvilket tøj hun gik i, hvor lyst hendes hår skulle være, og hvordan det skulle sidde, når hun skulle ud ad døren. Han bestemte også, at hun ikke længere skulle bruge penge på at få lavet negle.

- Det måtte jeg ikke, fordi det var spild af penge, som ham og jeg kunne bruge på noget andet, husker Anna.

Anna Lysholdt Jørgensen og Jakob.
Anna Lysholdt Jørgensen og Jakob. Foto: Privatfoto

Mens han kontrollerede, hvor meget vand hun brugte, når hun gik i bad, hvornår hun var på arbejde, og hvem hun var sammen med, dækkede Anna over ham over for sin familie, venner og kollegaer. Hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at få det til at fremstå, som om han var en god kæreste. Som om han stadig var den lidt generte, men meget imødekommende og glade fyr, som hun var faldet for.

Indtil en decembermorgen i 2015.

- Det er din egen skyld, vi er endt her

De havde skændtes. Igen. Anna løb ud på badeværelset og smækkede døren bag sig. Mens hun drejede nøglen, løb tårerne ned over hendes kinder. På den anden side af døren stod Jakob. Han ville have hende til at åbne den, men Anna reagerede ikke.

- Det bliver værst for dig selv, hvis du ikke åbner, husker Anna, at han råbte.

Han gik udenfor og begyndte at banke på vinduet. Det var pinligt, at han stod derude, hvor naboerne kunne se det, og skabte sig, tænkte Anna. Så hun rejste sig for at åbne døren.

Jakob stormede mod hende og skubbede hende ned på gulvet. Inden hun nåede at reagere, lå hun i brusekabinen med Jakobs ene hånd om sin hals.

- Det er din egen skyld, vi er endt her, hørte Anna Jakob råbe, mens hans greb om hendes hals blev strammere. Hun fik sværere og sværere ved at trække vejret.

Med sin frie hånd trak Jakob skuffen under vasken ud og tog en frisørsaks frem. Han satte sig hen over hende, og Anna mærkede spidsen mod sin hals. Blikket i Jakobs øjne var tomt og ondskabsfuldt på samme tid.

- Nu er det slut, husker Anna, at han råbte. Nu er det slut!

Anna Lysholdt Jørgensen er 24 år og bor stadig hos sine forældre, fordi forholdet til Jakob har påvirket hende meget.
Anna Lysholdt Jørgensen er 24 år og bor stadig hos sine forældre, fordi forholdet til Jakob har påvirket hende meget. Foto: TV 2

Anna var sikker på, at nu ville hun dø. Hun tænkte på, hvordan hendes forældre ville komme hjem og finde hende der på badeværelsesgulvet. Det ville hun ikke byde dem. Det eneste, hun kunne komme i tanke om at gøre, var at sige undskyld. Hun vidste ikke for hvad, men hun råbte undskyld til ham. Igen og igen.

- Undskyld, undskyld, undskyld, råbte hun.

Anna turde ikke melde det

Det virkede. Med ét stoppede Jakob med at råbe. Han slap taget i hende, rejste sig op og lagde saksen på bordet. Så bad han hende sætte sig på kanten af badekarret. Hvor ydmygende det end føltes, fulgte Anna Jakobs ordre.

Han var glad for, at hun undskyldte, sagde han. For så vidste han, at hun var klar over, det hele var hendes egen skyld. At hun var årsagen til, at han reagerede sådan.

Jakob ville gerne have, at Anna lignede en kvinde fra Hollywood.
Jakob ville gerne have, at Anna lignede en kvinde fra Hollywood. Foto: Privatfoto

Anna gav ham ret. Hun tænkte, at hvis bare hun talte ham efter munden, kunne hun stadig komme væk derfra.

Også dét lykkedes. De blev ikke gode venner igen, men Anna fik Jakob med på, at hun skulle på arbejde. Hun ville have cyklet, men han insisterede på at køre hende på arbejde i børnehaven.

Anna forsøgte at koncentrere sig om at være der med børnene, men måtte indse, at det ikke gik. Hun trak sin kollega til side og gik til bekendelse: Hendes kæreste havde overfaldet hende. Hun havde løjet, når hun fortalte dem om, hvor god en kæreste, han var. Hun var bange.

Men Anna meldte ikke episoden til politiet, selvom hendes kollegaer rådede hende til det. Hun turde ikke. Hun var bange for, at det ville få endnu flere konsekvenser for hende og hendes forældre.

Det fik det alligevel otte måneder senere.

- Bare rolig, han er bare besvimet

Jakob var mødt op på familiens adresse, og nu stod han og Annas far, Poul, ansigt til ansigt ved familiens havelåge.

- Hvis du vidste, hvor fucking meget jeg har lyst til at smadre dig. Du har ikke nogen anelse, råbte Jakob.

- Jeg har gået til boksning, og det er ikke fucking amatørboksning. Så hvis jeg smadrer dig nu, så kan du sige til politiet, at han går til boksning. Gør det!

Anna sad i skjul bag en busk og optog det med sin mobil, mens Jakob råbte ad hendes far. Så så hun Jakob svinge en knytnæve i retning mod hendes far. Hun så ikke, om den ramte, men de to mænds råb forstummede.

- Far. Far. Far!, råbte Anna.

Hun fór op fra sit skjul og løb hen til sin far, som lå på jorden.

- Bare rolig, han er bare besvimet, husker Anna, at Jakob sagde.

Poul vågnede med et sæt. Han rakte frem mod Jakob og tog fat i hans jakke. Jakob trak ham op at stå, og mens han holdt ham oprejst med den ene hånd om halsen, slog han Poul med den anden.

- Stop, Jakob! Stop!, råbte Anna hysterisk.

Jakob gik meget op i træning.
Jakob gik meget op i træning. Foto: Facebook

Men Jakob stoppede ikke med at slå. Så Anna løb ind i huset for at ringe efter politiet.

- Hvem er synderen?, spurgte den ene betjent, da de kom frem.

Anna husker, at Jakob svarede, at det var ham. Så betjentene anholdt ham. Han blev varetægtsfængslet og sigtet for grov vold.

Jakob har en anden forklaring på, hvad der skete i indkørslen den aften i august. En forklaring som myndighederne sidenhen vurderede som utroværdig.

Anna tænkte, at nu ville det hele få en ende. Men det skete ikke. I stedet blev Jakob løsladt og vendte tilbage til hverdagen, hvor han trænede olympisk vægtløftning og gik så meget op i det, at han nemt kunne bruge fire timer i træningscenteret ad gangen.

square to 16x9
Jakob på toppen af Lillebæltsbroen. Foto: Jakobs Youtube

Han brugte også meget tid på parkour, som han underviste i på flere ungdomsskoler. Han samlede over 20.000 kroner ind til sin kræftbehandling, selvom han ikke var syg. Gik i skole og var ofte i byen med sine venner.

Jakob fik også en ny kæreste. Og endnu en. TV 2 Dokumentar har fundet frem til i alt syv kvinder, som var kærester med Jakob i perioden fra 2011 til 2019 og har oplevelser, som ligner Annas. Deres forhold var også præget af jalousi, vrede, kontrol og vold. Tre af de kvinder meldte også Jakob til politiet.

Men end ikke med deres anmeldelser nåede sagen i retten. For Jakob havde et trick.

Jakobs nye kæreste

Louise mødte Jakob til en fest i foråret 2019. De tilbragte det meste af aftenen sammen, og derfra udviklede det sig hurtigt mellem dem. Jakob trænede meget. Han var charmerende og så godt ud, syntes Louise. Han fik hende til at føle, at hun var speciel, og da de havde kendt hinanden i en måned, flyttede han ind hos hende.

Louise Fyrst Olesen.
Louise Fyrst Olesen. Foto: TV 2

Men der gik ganske kort tid, før de søde ord forsvandt. Det samme gjorde kyssene og Jakobs rolige, forstående gemyt. I stedet blev Louise spundet ind i det samme net af jalousi, vrede og kontrol, som Anna havde levet med.

I begyndelsen ville Jakob vide, hvor hun var, når hun ikke var hjemme. Så ville han bestemme, hvordan hun gik klædt. Ligesom til Anna, købte han nyt tøj til Louise. En aften nægtede hun at skifte til den kjole, han ville have, at hun skulle tage på ud at spise, og så talte han slet ikke til hende under hele middagen. Derfor endte hun altid med at skifte.

Den glade Louise forsvandt

Louise gjorde alt, hvad hun kunne, for at genere Jakob så lidt som muligt. Hun gik på listetæer og passede hele tiden på ikke at gøre noget, som kunne få det til at sige klik for Jakob. Hun så ikke sine venner, fordi det gjorde Jakob jaloux, og gik ikke i byen, fordi han ikke stolede på, at hun ville være ham tro.

I løbet af det halve år de var sammen, forsvandt den glade Louise. Hun blev mere tilbageholdende og trist. Hendes omgangskreds bemærkede det, og flere sagde til hende, at de ikke længere kunne kende hende. Louise vidste hvorfor, og hun vidste også, hvad der skulle til for at ændre det. Men hun kunne ikke gå fra Jakob. Hun turde ikke.

Louise Fyrst Olesen og Jakob i byen sammen.
Louise Fyrst Olesen og Jakob i byen sammen. Foto: Privatfoto

Han sagde altid, at hvis hun gik fra ham, havde hun valget mellem at tage ham tilbage, eller at han ville ødelægge hendes liv. Flere gange truede han også med at tage sit liv, hvis hun gik. Louise havde også hørt rygter om, at tingene kun blev endnu værre, når først man gik fra ham. Som det var sket med Anna og overfaldet på hendes far.

Midt i oktober sidste år flyttede Louise midlertidigt hjem til sin veninde, fordi Jakob havde gjort det forbi. Louise vidste, at det blot var et spørgsmål om tid, før han ville have, at de skulle være kærester igen, og mens hun var hos sin veninde, ringede Jakob til hende igen og igen. Til sidst blev det for meget for Louise.

- Hvad vil du gerne have?

- Jeg ved bare, hvad jeg vil have. Og jeg har ikke lyst til at være ved dig lige nu, for jeg kan ikke holde til det.

- Jamen så river jeg alt, hvad der er herfra i lejligheden, i stykker.

- Så får jeg politiet til at komme.

- I stykker, alt.

- Hvis jeg hører det mindste, så får jeg politiet til at komme.

- Ja, det kan du bare gøre.

- Du skal ikke ødelægge min lejlighed.

- Man kan gøre det på mange forskellige måder. Man kan klippe huller i sofaen, man kan klippe huller i tøjet.

Men efter en lang telefonsamtale, hvor Louise sagde, at hun ikke ville komme tilbage til Jakob, overbeviste han hende alligevel om, at de skulle blive ved med at være kærester. Og nu var Louise ikke kun fanget i et forhold med psykisk terror – hun oplevede også, at Jakob blev voldelig.

- Du skal aldrig komme tilbage

Klokken var halv 4 om morgenen, da hoveddøren gik op. Det var Jakob, der kom hjem fra byen. Tidligere på aftenen var de blevet uvenner over sms, og Jakob var stadig sur. Han kom ind i soveværelset, tændte lyset i loftet og begyndte at råbe af Louise.

Så tog han hendes telefon og kastede den ind i væggen i raseri. Louise rejste sig fra sengen. Hun var rasende. Det var anden gang, han ødelagde hendes telefon. Jakob gik ind på gæsteværelset, og hun fulgte efter ham. Hun forsøgte at få fat i hans computer, som hun ville ødelægge som gengældelse, men det lykkedes ikke, så hun vendte om og gik ud i gangen.

Jakob og Louise Fyrst Olesen.
Jakob og Louise Fyrst Olesen. Foto: Privatfoto

Jakob fulgte efter hende, og ude i gangen greb han fat om hendes nakke med begge hænder. Han løftede hende op med den ene hånd om hendes hals, inden han kastede hende hen ad gulvet. Louises knæ ramte gulvet hårdt, og hun stødte hovedet ind i dørtærsklen. Mens hun lå på gulvet, havde hun svært ved at få vejret. Hun var bange og hyperventilerede.

- Du skal aldrig komme tilbage hertil, hørte hun Jakob sige.

Alligevel kørte hun hjem til sin farmor, som hun så mange gange før havde gjort, når tingene gik galt med Jakob. Der kunne hun altid få støtte. Louises farmor overtalte hende til at melde Jakob til politiet.

Anna, Freja, Louise

To dage senere fandt Louise frem til Anna. Hun kendte hende ikke, men vidste, at hun også havde været kærester med Jakob. For han havde fortalt om hende. Og hun havde hørt fra andre, at han havde behandlet hende dårligt.

Louise sendte Anna en besked på Instagram:

30-10-2019 
Louise Fyrst Olesen
Jeg har været i forhold med Jakob i et halvt år nu, og han har jo som du nok kender til, manipuleret, truet og behandlet mig som pis. Jeg fik ham for 2 dage siden, meldt for vold, da han har gjort det 2 gange nu. [...] Håber det er okay jeg skriver. Hvis ikke så bare lad hver med at svare. Det er helt okay. Hilsen Louise.
30-10-2019  17:33
Anna Lysholdt Jørgensen
Hej Louise, Tak for din besked. Er ked af, at høre du har måtte gå det samme igennem, men det overrasker desværre ikke. Har forsøgt, at få dig advaret. Hvordan har du det lige nu? Mvh Anna

De to kvinder skrev et par beskeder frem og tilbage, og så aftalte de at mødes.

Anna Lysholdt Jørgensen tog Freja Junker Andersen med, da hun besøgte Louise Fyrst Olesen for første gang.
Anna Lysholdt Jørgensen tog Freja Junker Andersen med, da hun besøgte Louise Fyrst Olesen for første gang. Foto: TV 2

Anna tog Freja, som også havde været kærester med Jakob, med. Hun fortalte, hvordan han en aften i sommeren 2018 tvang hende ind i sin bil, låste dørene og kørte rundt med hende i sin bil i flere timer, inden han lod hende gå.

Kvinderne delte historier og fandt ud af, at de alle har haft lignende oplevelser og haft den samme frygt for, hvad Jakob kunne finde på, hvis de sagde det til nogen.

square to 16x9
Af frygt for Jakob har Louise Fyrst Olesen en køkkenkniv og et bat ved sin seng. Foto: TV 2

På sengebordet i Louises soveværelse lå en lyserød køkkenkniv, og bag hovedgærdet stod et bat. På gulvet stod flere kasser med tøj, som både Freja og Anna kunne genkende - det var tøj, han havde købt til dem, mens de var sammen.

- Jeg er mesteren i at skifte fra pige til pige

Selvom Anna meldte Jakob til politiet efter overfaldet på sin far, havde sagen endnu ikke været for retten, da hun fik kontakt til Louise fire år senere.

Det på trods af at anklagemyndigheden udfærdigede et anklageskrift i 2014, lavede et tillægsanklageskrift i 2015 og yderligere et tillægsanklageskrift i 2016.

Først i oktober sidste år så det ud til, at retssagen mod Jakob ville begynde. Han var tiltalt for at have brudt loven 49 gange. Anna og Poul fik et brev fra anklagemyndigheden om, at de skulle forberede sig på at vidne i retten. Men de blev ikke indkaldt.

For Louise Fyrst Olesens anmeldelser af Jakob viste sig at udsætte den afslutning endnu en gang. Hendes sag blev nemlig lagt sammen med Annas, Frejas og en fjerde ekskærestes sager.

- Men hvis nu de havde været i retten, havde tingene ikke kunne gå ud over mig. Så havde jeg jo nok ikke mødt ham, siger Louise Fyrst Olesen.

Anna Lysholdt Jørgensen, Freja Junker Andersen og Louise Fyrst Olesen til møde med deres bistandsadvokat, Tobias Grotkjær.
Anna Lysholdt Jørgensen, Freja Junker Andersen og Louise Fyrst Olesen til møde med deres bistandsadvokat, Tobias Grotkjær. Foto: TV 2

Ifølge kvindernes bistandsadvokat, Tobias Grotkjær, handler det om, at en tiltalt har krav på at få behandlet lignende kriminalitet i den samme retssag.

Og noget tyder på, at Jakob er bevidst om netop det. I telefonsamtalen med Louise, som hun optog, sagde han:

- Før du og jeg overhovedet kommer i retten, der kan gå mellem tre og fem år. Tro mig. Jeg er mesteren i at skifte fra pige til pige til pige.

Da TV 2 Dokumentar talte med Jakob i telefonen, nægtede han at have gjort noget af det, han er anklaget for at have gjort mod sine ekskærester og Poul.

- Jeg kan jo kun sige, at jeg er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Jeg ved godt, hvad hele det her drejer sig om. Det drejer sig om en personlig vendetta fra de her tre pigers side, sagde han.

Jakob fortalte dog også, at han håbede, Louises anmeldelser skulle inddrages i sagen mod ham.

- Den sag her kommer ikke for retten før engang i 2021, 2022 måske, sagde Jakob.

Hvorfor ikke?

- Det kan jeg ikke svare dig på. Altså indtil videre har de brugt syv år på det her, så mon ikke, de bruger syv år mere. Nu med de sigtelser med Louise, det skal politiet også lige tage stilling til først. De samler det hele under en paraply på et eller andet tidspunkt. Forhåbentlig da, sagde han.

Jakob og Freja Junker Andersen.
Jakob og Freja Junker Andersen. Foto: Privatfoto

Til spørgsmålet om, hvorvidt han er interesseret i en afslutning på sagen så hurtigt som muligt, svarede Jakob:

- Jeg lægger min tillid til, at det kan anklagemyndigheden godt helt selv håndtere. Jo længere tid, der er gået i den sag, jo værre er det blevet for mig, kan man sige, fordi jeg har jo ikke rigtig kunne starte på en frisk nogle steder. Jeg har ikke kunnet involvere mig med nogle piger.

Retssagen

Sagen mod Jakob kom for retten tidligere, end han havde spået. Retssagen begyndte i september i år, og anklageskriftet talte ikke længere kun 49 punkter. Jakob var nu tiltalt for i alt 68 forhold, og han blev dømt for en lang række af dem: Spirituskørsel, bedrageri, en falsk kræftindsamling, trusler, vidnetrusler og vold mod Louise Fyrst Olesen, Freja Junker Andersen og den fjerde ekskæreste. Han blev også dømt for at have klippet hul i ti af Louises bluser, frihedsberøvelsen af Freja og overfaldet på Annas far, Poul.

Retten i Kolding frifandt ham for overfaldet på Anna på badeværelset med den begrundelse, at Anna ikke anmeldte overfaldet umiddelbart efter, det skulle være sket, og at der ikke var nogle objektive beviser, som støttede hendes ellers troværdige forklaring. Jakob blev også frifundet for anklagen om psykisk vold mod Louise.

Ved domsafsigelsen sagde retsformanden, at det ikke var nogen hemmelighed, at retten havde lagt vægt på den lange sagsbehandlingstid. Den første kriminelle handling begik Jakob i 2012, og Anna, som var den første af i alt fire ekskærester til at melde ham til politiet, anmeldte ham i 2016. Han blev varetægtsfængslet 19. december sidste år, og dommen faldt 30. september 2020. Han fik et år og seks måneders fængsel.

Fordi Jakob har siddet varetægtsfængslet siden 19. december sidste år, blev han løsladt efter domsafsigelsen. Og det gør både Anna Lysholdt Jørgensen og Louise Fyrst Olesen utrygge for, hvad der nu kommer til at ske.

- Hvad skal vi gøre? Vi kan vælge at leve vores liv bag lås og slå, som jeg har gjort i flere år nu, siger Anna og lægger armen om Louise.

Anna Lysholdt Jørgensen og Louise Fyrst Olesen ved Retten i Kolding.
Anna Lysholdt Jørgensen og Louise Fyrst Olesen ved Retten i Kolding. Foto: TV 2

Sagen lå stille i perioder

Ifølge chefanklager ved Sydøstjyllands Politi er der flere grunde til, at der skulle gå så mange år, før de var klar til at gå i retten med sagen. En af dem er, at anklagemyndigheden i perioder slet ikke har kigget på den.

- Det er en kompleks sag, hvor der er et samspil mellem mange myndigheder. Derudover er det sådan, at sagen har ligget stille i nogle perioder i anklagemyndigheden her, og det er jeg den første til at beklage, siger Michael Møller Hansen.

Ifølge chefanklageren er det sket, fordi anklagemyndigheden har afventet "erklæringer og andre ting", der var nødvendige for at komme videre med sagen.

Du kan se anden del af dokumentaren 'Forført af Jakob' torsdag klokken 20.00 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 Play.

square to 16x9
Louise Fyrst Olesen, Anna Lysholdt Jørgensen og Freja Junker Andersen. Foto: TV 2