Christina Egebjerg Jensen.
Station 2

Hun bad om hjælp igen og igen, men kommunen overhørte hende - her er historien om kvinden, ingen hjalp

Skive Kommune har tilsidesat sine forpligtelser som social myndighed og bevidst fejet det ind under gulvtæppet, lyder det fra ekspert i socialret.

Christina havde siddet på det kolde klinkegulv i entréen, hvor hun var tvunget til at sidde det meste af dagen, og kigget ud ad vinduet, da hun fik øje på betjentene udenfor.

Nu stod hun bag den brune dør på værelset og lyttede til, hvordan Martin forsøgte at holde politiet ude derfra.

- Har I en ransagningskendelse? spurgte han.

- Åbn døren, eller vi sparker den ind, svarede en betjent.

Christina fortæller i den nye Station 2-dokumentar 'Mishandlet og svigtet', at hun håbede, de ikke ville finde hende. Men da hun få sekunder senere stod ansigt til ansigt med en betjent, ramte lettelsen hende. Endelig var de kommet for at redde hende. Endelig kunne hun komme væk fra det her helvede, tænkte hun.

17. marts 2019 blev 24-årige Christina Egebjerg Jensen befriet fra den vold, mishandling og frihedsberøvelse, hun i mere end halvandet år havde levet med.

Hun var karseklippet, udmagret og beskidt. Hendes arme havde taget et farveskifte til en blanding af blå, gul og rød. Dér, hvor hundens tænder havde siddet, var der hudafskrabninger og ar.

Christina Egebjerg Jensen havde 34 læsioner, da hun blev undersøgt på retsmedicinsk afdeling efter befrielsen.

Men hvorfor gik der så lang tid, før hun blev befriet? Christina havde allerede haft adskillige besøg af sagsbehandlere fra Skive Kommune og flere gange bedt om hjælp til at komme ud af det voldelige hjem.

"Skamfuldt for det danske samfund"

TV 2 har gennem Christina Egebjerg Jensen fået aktindsigt i hendes sagsbehandling hos Skive Kommune, og den har John Klausen og Karin Gaarsted gennemgået.

John Klausen er professor og ph.d. i socialret og har 25 års erfaring på det sociale område, og ifølge ham kunne der ikke have været samlet flere faresignaler på én gang. Karin Gaardsted, som er formand for Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK), mener, at det er skamfuldt for det danske samfund, at det kunne ske i Danmark.

Det er et bevidst forsøg på at feje nogle ting ind under gulvtæppet

John Klausen, professor og ph.d. i socialret

De er enige om, at det her er en historie om en kommune, der ikke har ydet den indsats, den er forpligtet til.

Systembarn

Christina Egebjerg Jensens kontakt med det kommunale system begyndte allerede, da hun var fire år gammel. Kommunen vurderede, at hendes mor og far ikke kunne magte opgaven som forældre, og derfor kom hun på børnehjem.

Hun blev mobbet i skolen og havde i det hele taget en række udfordringer i løbet af sin ungdom. For eksempel gik hun 9. klasse om to gange, før hun begyndte på en treårig STU-uddannelse for unge med særlige behov for støtte.

Christina Egebjerg Jensen i børnehaveklassen.

- Hun er en ung kvinde med en lav IQ, en række psykiske og psykiatriske problemstillinger. Hun er en meget ressourcesvag kvinde, der har en væsentlig nedsat psykisk funktionsevne, siger John Klausen.

En giftig relation

Lige inden Christina fyldte 21, mødte hun Martin, der var fire år ældre end hende. Allerede da de havde skrevet sammen på datingsiden Single.dk i 14 dage, følte Christina, at de var kommet tæt på hinanden. Han var sød og betænksom, og de aftalte hurtigt, at Christina skulle besøge Martin.

Martin Lønborg Nielsen.

Kort tid efter deres første møde, blev Christina gravid. Det var en drøm, der gik i opfyldelse for hende. Hun var meget forelsket i Martin og følte sig helt sikker på, at han ikke var som de andre mænd, hun havde datet.

Så hun flyttede ind hos ham og var ikke i tvivl om, at det ville blive godt. Men det skulle vise sig, at hun tog helt fejl.

Højgravid og overfaldet

Christina husker ikke, hvad der havde pisset Martin af den sommerdag i 2017. Hun husker til gengæld tydeligt, hvordan han satte sig på hendes gravide mave og slog hende i hovedet med knyttede næver til det sortnede for hendes øjne.

På trods af den oplevelse blev Christina sammen med Martin. Og i slutningen af graviditeten flyttede de til Skive Kommune, som i den forbindelse overtog hendes sagsbehandling.

Ifølge professor John Klausen vidste kommunen på det tidspunkt "det hele" om hendes sag.

- De har ret omfattende sagsakter om hendes liv, før hun flytter til kommunen. Og så har de faktisk nogle meget alarmerende oplysninger om, at der har været store udfordringer, og at der er formodninger om, at hun er blevet holdt indespærret i den tidligere lejlighed, siger John Klausen.

Det var en drøm, der gik i oplevelse for Christina Egebjerg Jensen, da hun blev gravid.

Skive Kommune lavede en længere forældreundersøgelse af Christina, og på baggrund af den blev hendes søn anbragt hos en plejefamilie halvandet døgn efter fødslen.

Fik fire skiver brød om dagen

Christina husker det som en skrækkelig tid. Martin var førtidspensionist, så han var hjemme stort set hele tiden. Og mens han lå på sofaen og spillede PlayStation eller computer, vartede Christina ham op og hentede drikkevarer til ham i hans eget køleskab.

Det eneste, Martin bidrog med, var madlavningen. Når han og Christina var alene, lavede han mad til sig selv. Aldrig til Christina. Hun spiste for meget, mente Martin, og derfor fik hun kun lov til at spise fire skiver brød om dagen.

Jeg mener, at man kan kritisere sagsbehandlingen fra dag ét i Skive Kommune

John Klausen, professor og ph.d. i socialret

Kort tid efter at parret flyttede sammen, så Christina Egebjerg Jensen ingen anden udvej end at skrive til kommunen i al hemmelighed og bede om hjælp til at komme væk. Det fremgår af sagsakterne, hvor Skive Kommunes sagsbehandlere selv har skrevet noter undervejs.

”Christina skriver dags dato til undertegnede, at hun har brug for at komme et andet sted hen, da der er sket nogle ting mellem Martin og hende. Christina vil ikke have, at Martin ved, hvad hun skriver til undertegnede”, skrev en sagsbehandler 26. juli 2017.

Samme dag sendte Christina sagsbehandleren en sms:

  1. ...jeg er ved at gå psykisk ned pga. Martin er sådan over for mig som han er...

”Christina forespørger, om undertegnede kan hjælpe hende på krisecenter tæt på hendes søn”, noterede sagsbehandleren.

Christina Egebjerg Jensen er 24 år.

Men kommunen hjalp ikke Christina på krisecenter.

- Alle alarmklokker burde have ringet

Sagsakterne viser, at Martin var til stede under alle sagsbehandlernes besøg hos Christina. På trods af at det fremgår af hendes papirer, at hun bliver udsat for vold.

- Jeg ville gerne have ønsket, at han ikke var til stede, men jeg spurgte ikke, fordi jeg vidste, hvad der så ville ske. Martin ville tro, at jeg havde sagt alt muligt, og så ville jeg få flere bank, siger Christina Egebjerg Jensen.

Karin Gaarsted, formand for Landsorganisationen af Kvindekrisecentre.

Det burde have fået alle alarmklokkerne til at ringe hos Skive Kommune, mener Karin Gaarsted.

- Det står på side ét i socialrådgiverens håndbog, at når man sidder over for en kvinde, som har den slags problemer, skal man sørge for at have hende til en samtale, hvor manden ikke er til stede. Jeg er faktisk rystet. Vi taler ikke om én eller to gange, men at han har været til stede hver eneste gang. Sagsbehandlerne burde have fanget, at her er noget, der ikke er i orden, siger formanden for LOKK.

To uger efter det første hjemmebesøg, skrev Christina Egebjerg Jensen til Skive Kommune igen. Denne gang for at søge om økonomisk hjælp til at flytte væk fra Martin.

”Ham, jeg bor sammen med, vi kan simpelthen ikke sammen længere, og han truer mig, slår mig, kaster ting efter mig og kalder mig alle mulige grimme ting, og jeg kan ikke mere nu, da jeg er så nedbrudt, at jeg faktisk burde komme på krisecenter”, skrev hun.

Telefonisk kontakt ikke mulig

Ifølge eksperterne er det så stort et råb om hjælp, at kommunen burde have reageret med det samme.

- Jeg tror ikke, at man kan forvente, at en borger som Christina ville kunne sige det mere klart. At det her er rivende galt, og at hun faktisk har brug for hjælp, siger John Klausen.

Men selvom Christina skrev, at hun blev udsat for vold, oplevede hun ingen reaktion fra kommunen.

- Det var, som om de bare ignorerede det, husker hun.

Christina Egebjerg Jensen genbesøger det første hus, hun boede i sammen med Martin Lønborg Nielsen.

Besøgene hos hende og Martin fortsatte gennem 2018, mens Christina blev dårligere og dårligere. 9. oktober havde hun besøg af en sagsbehandler fra Familieafdelingen, som efter mødet skrev et bekymringsnotat, som hun sendte til den koordinerende sagsbehandler.

”Christina er meget dårlig. Hun er kraftigt undervægtig. Christina er bange for, at hun er syg, og bange for at dø. Christina udtrykker til mødet et ønske om at komme på et opholdssted og bo, hvor der er nogen, som kan hjælpe hende”, står der i papirerne.

Et ønske, som Christina trak tilbage 20 dage senere.

- Det var noget, som Martin påvirkede mig til. Han var jo bange for, at jeg skulle sige alt muligt. Og så var han bange for at miste pengene. Når jeg fik penge hver måned, skulle jeg hæve alt og give det til ham, så jeg ikke stort set havde en eneste rød reje til mig selv, siger Christina Egebjerg Jensen.

Jeg ved godt, at det er ulækkert, men det var den eneste måde, jeg kunne få noget at spise på

Christina Egebjerg Jensen

Professor John Klausen mener ikke, at Skive Kommune skulle have lyttet til Christina, da hun trak ønsket om at flytte på opholdssted tilbage. I stedet burde de – langt tidligere – have handlet på de foregående og i hans øjne klare råb om hjælp:

- Når man beskæftiger sig med den socialretlige del for voksne udsatte, har man at gøre med de mest udsatte borgere i samfundet. Dem, der er allermest afhængige af, at myndighederne lever op til deres forpligtelser. Det vil jeg sige ret klart her: Det gjorde Skive Kommune ikke, siger han.

- Jeg mener, at man kan kritisere sagsbehandlingen fra dag ét i Skive Kommune. Jeg mener slet ikke, at der er tvivl om, at de groft tilsidesætter deres forpligtelser til aktivt at forsøge at forhindre omsorgssvigt.

Efter halvandet år i huset flyttede Christina og Martin sammen med et vennepar. Christina håbede, at det ville stoppe Martins vold mod hende.

Christina Egebjerg Jensen og Martin Lønborg Nielsen flyttede sammen med et vennepar i dette hus.

Hundehalsbåndet

Men venneparret – en 23-årig mand og en 18-årig kvinde – stoppede ikke Martin, når han slog Christina. Tværtimod var de med til at lukke hende ude i regnen og kulden om aftenen, og de grinede med den dag, han næsten kvalte hende.

Hun var lige kommet ind i stuen efter at have luftet hunden Odin, da Martin kom hen til hende og tog halsbåndet af hunden.

- Nu skal vi prøve noget sjovt, husker hun, at han sagde, mens han tog fat i hendes arm og trak hende ned af stolen.

- Lad være, udbrød Christina. Men Martin lyttede ikke. I stedet lagde han halsbåndet om hendes hals.

Martin trak i snoren. Christina forsøgte at gøre modstand, men jo mere hun holdt igen, jo sværere blev det at trække vejret. Martin grinte, mens han slæbte hende efter sig. Det samme gjorde vennerne.

Rester fra naboens skraldespand

Da de fire flyttede til en anden lille landsby i Skive Kommune, måtte Christina ikke længere bruge møblerne. Fordi hun var klam, forklarede Martin hende, selvom det ifølge Christina var ham, der kontrollerede, hvornår hun måtte komme i bad. I stedet fik hun tildelt en fast plads på klinkegulvet i gangen, hvor hun skulle sidde, når hun ikke gik tur med hunden.

Det var slut med de fire skiver rugbrød om dagen. Nogle dage fik hun slet intet at spise. Andre dage fik hun én portion havregrød.

Hun var undervægtig. Og desperat. Så hun sneg sig nogle gange hen til naboen og spiste rester af deres skraldespand.

- Jeg ved godt, at det er ulækkert, men det var den eneste måde, jeg kunne få noget at spise på, siger hun.

Christina overvejede tit at stikke af fra Martin, men hun turde ikke. Og det sker ifølge Karin Gaarsted ofte, at kvinder i voldelige forhold bliver hos deres samlever, fordi de ikke kan se, hvordan de skal klare sig efterfølgende.

Christina Egebjerg Jensen mødte Martin Lønborg Nielsen kort før hendes 21-års fødselsdag.

- Det, der typisk sker, er, at kvinden mister kontrollen over sig selv, når hun bliver kontrolleret af sin samlever. Hun mister troen på sig selv, på at hun duer til noget. Hun har sandsynligvis fået at vide af ham mange gange, at hun er grim, hun er dum, og hun er uduelig. Hvis man får det at vide tilstrækkeligt mange gange, mister man evnen til at tro, at man kan klare sig selv, siger hun.

Afklarende forløb sættes i gang

Da Christina Egebjerg Jensen fik besøg af en socialrådgiver 4. marts sidste år, var der endnu ingen, der havde spurgt hende ind til volden, og Martin sad endnu en gang med under hele mødet.

Martin Lønborg Nielsen.

Efter besøget noterede sagsbehandleren følgende om Christina:

“Fortæller, at hun spiser én gang om dagen, og at hun synes, at hun har en for stor appetit”.

“Da Christina ikke har en mobiltelefon, spørger socialrådgiveren om samtykke til opkald til Martin. Der spørges, om Christina må låne Martins telefon. Martin fortæller, at det er han ikke meget for”.

“Socialrådgiveren fortæller, at hun nok vil sætte et afklarende forløb i gang først, så det kan blive tydeligt, hvad Christina har brug for hjælp til".

Det virker, som om kommunen ikke har forstået de forpligtelser, kommunen faktisk har som social myndighed

John Klausen, professor og ph.d. i socialret

Det chokerer professor John Klausen, at det sker et år og syv måneder efter, Christina skrev til Skive Kommune for første gang.

- Det er dybt rystende. Fordi hvis kommunen først nu skal til afklare, hvilken hjælp der er brug for, er det hele jo gået galt, siger han.

Men få dage efter besøget havde én af Christinas bofæller besøg at et familiemedlem, som blev så chokeret over at se, hvor tynd hun var, og hvordan hun blev behandlet, at han lavede et opkald, som blev afgørende for Christinas liv.

I dette hus eskalerede mishandlingen af Christina Egebjerg Jensen.

34 læsioner

Det var opkaldet fra familiemedlemmet, der betød, at Christina 13 dage efter det sidste besøg fra kommunen stod ansigt til ansigt med en betjent på værelset, hvor hun det seneste stykke tid var blevet tvunget til at sove på gulvet. Først turde hun intet sige.

Men da den kvindelige betjent så hende direkte i øjnene og sagde, at de var der for hendes skyld, at de havde anholdt Martin, gav hun slip. Denne gang løj hun ikke for politiet, der var kommet for at redde hende. Denne gang fortalte hun, hvordan hun i virkeligheden havde det.

Christina Egebjerg Jensen blev kørt til undersøgelse på retsmedicinsk afdeling. Her talte retsmedicinerne 34 læsioner på hendes krop. Hun havde små blå mærker over hele ryggen, hudafskrabninger på hænder og fødder, store, mørke blå mærker over hele overarmen på begge arme og et blåt mærke på lænden, som ifølge Christina selv stammede fra et hundebid.

Christina Egebjerg Jensen havde 34 læsioner, da hun blev undersøgt på retsmedicinsk afdeling efter befrielsen.
Christina Egebjerg Jensen havde blå mærker over det meste af kroppen, da hun blev befriet.

Bevidst forsøg på at feje ind under gulvtæppet

Martin blev varetægtsfængslet i fire uger. Og sidenhen blev han i Vestre Landsret idømt otte års fængsel.

Da detaljerne omkring kommunens rolle i sagen kom frem i forbindelse med retssagen, bad lokalpolitikerne i Skive Kommune om at få en redegørelse af sagsforløbet.

På et møde i kommunens socialudvalg fremlægger socialchefen Heidi Becker-Rasmussen en syv siders lang redegørelse over sagsbehandlernes besøg hos Christina Egebjerg Jensen. Dengang var formanden for socialudvalget, Niels Ole Damgaard (S), tilfreds.

- Det har været en rigtig god og grundig orientering, vi har fået, udtalte han til TV Midtvest.

Niels Ole Damgaard (S) er formand for socialudvalget i Skive Kommune.

Men lokalpolitikerne fik ikke den fulde sandhed. I redegørelsen stod der ikke ét ord om, at Christina har fortalt, at hun blev udsat for vold, eller at hun to gange bad om hjælp til at komme på krisecenter. Den er altså direkte misvisende, vurderer professor John Klausen.

- Det er et bevidst forsøg på at feje nogle ting ind under gulvtæppet, siger han.

- Det mest bemærkelsesværdige ved den her redegørelse er ikke det, der står. Det er det, der mangler. Hvis det er dækkende over almindelig praksis, så tænker jeg, at man har et meget stort problem i den her kommune. Så må der også være andre borgere, der har brug for hjælp, men ikke får det.

Manglende oplysninger om vold 'var en fejl'

Skive Rådhus.

Heidi Becker-Rasmussen har ikke ønsket at stille op til interview. Det samme gælder borgmesteren i Skive, Peder Christian Kirkegaard (V), der dog oplyser, at Skive Kommune gerne vil svare på skriftlige spørgsmål.

Station 2 har derfor i en mail spurgt, hvorfor Skive Kommune ikke reagerede, da Christina Egebjerg Jensen skrev, at hun blev udsat for vold og trusler og ville på krisecenter.

- Når vi har fået henvendelser fra Christina, har hun efterfølgende afblæst dem igen. Vi møder som kommune desværre mange mennesker, der træffer uhensigtsmæssige valg, men som vi ikke har mulighed for at hjælpe, fordi de er myndige voksne. Vi kan ikke bestemme over deres liv, skriver kommunen.

Men det svar giver professor John Klausen ikke meget for.

- Det ved jeg snart ikke, hvad jeg skal sige til. Det virker, som om kommunen ikke har forstået de forpligtelser, kommunen faktisk har som social myndighed, siger han.

- Det er groft, at de tilsidesætter deres forpligtelser og faktisk prøver at overføre ansvaret på borgeren selv.

Jeg havde brug for nogen, der insisterede på mine vegne, for jeg var simpelthen så langt nede. Jeg kunne ikke mere

Christina Egebjerg Jensen

Skive Kommune erkender da også, at der skulle være gjort mere for at fastholde Christina Egebjerg Jensen i hendes ønske om hjælp.

- Vi skulle ikke have accepteret, at hun gentagne gange trak ønsket tilbage, skriver Skive Kommune.

Hvad angår den syv sider lange redegørelse, skriver kommunen, at det var en fejl, at oplysningen om vold, trusler og krisecenter ikke var med i redegørelsen til lokalpolitikerne.

John Klausen er professor og ph.d. i socialret og har 25 års erfaring på det sociale område.

- Jeg har svært ved at forstå, at det skulle alene bero på fejl. Der er så mange og så væsentlige oplysninger, der ikke er medtaget i redegørelsen netop omkring det, der er vigtigt, og jeg har svært ved at forstå, at man ikke har fundet de oplysninger i første omgang, siger John Klausen.

- Når jeg læser hele sagen, sidder jeg tilbage med en opfattelse af, at hvis kommunen havde levet op til sine forpligtelser, var der aldrig sket det, der skete.

Christina Egebjerg Jensen ville ønske, at kommunen havde gjort det. At de havde hjulpet hende der, hvor hun ikke selv kunne.

- Jeg havde brug for nogen, der insisterede på mine vegne, for jeg var simpelthen så langt nede. Jeg kunne ikke mere. Jeg trængte bare til nogen, der kunne trænge ind til mig og sige: "Christina, du skal væk herfra. Du har det ikke godt, du skal væk herfra”, siger hun.

Og det kom Christina Egebjerg Jensen i sidste ende. Nu bor hun hos sin mor.

Du kan se ’Station 2: Mishandlet og svigtet’ mandag klokken 20.50 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.