Nyheder

Jordemoder kæmper for retten til at vise 'rå fødning' på sociale medier

Facebook beklager nu, at billeder af fødsler er blevet slettet. Det var en fejl, oplyser selskabet.

OPDATERET: Facebook beklager nu, at billeder af fødsler er blevet slettet. Læs hele deres svar nederst.

Et billede af en kvinde, der føder et barn, burde være det mest naturlige i verden.

Det mener jordemødrene på Roskilde Fødeklinik, der gerne vil poste billeder af kvinder i fødsel på sociale medier.

Men gang på gang bliver de irettesat af Instagram og Facebook, der fjerner deres billeder og lukker deres konto, fordi billederne overskrider reglerne om ”nøgenhed og seksuelt indhold”.

- Den seksualisering, som Facebook og Instagram vil undgå, er ikke repræsenteret i de fødebilleder, vi forsøger at poste, siger Lea Mejdahl Petersen, der er jordemoder på Roskilde Fødeklinik.

Hun har fået fjernet cirka ti billeder fra de to sociale platforme. Flere gange er hendes konto blevet lukket ned i op til en uge for at overskride reglerne.

Lea Mejdahl Petersen er jordemoder på Roskilde Fødeklinik.

Men Lea Mejdahl Petersen bliver ved med at poste billeder af ”rå fødning”, som hun kalder det. Hun mener, at der er behov for at vise fødsler uden at tildække eller sløre de mest private dele for at ”få fødslerne ud af skammekrogen”.

- Hvorfor kan vi ikke få lov at poste billeder af stærke kvinder, der gør noget, som er en naturlig livsbegivenhed? Vi kan godt dele billeder af kvinder, der har fået proppet silikone ind i brysterne og skubber dem op til kameraet, siger hun.

Billedet her blev fjernet fra Facebook. Da Lea Mejdahl Petersen beskar det, så kvindens underliv ikke kunne ses, blev billedet godtaget.

Fødsler er ikke nødvendigvis lig med smerter, slanger og drop

Som jordemoder er Lea Mejdahl Petersen i kontakt med mange kvinder, der står over for en fødsel. Og hun oplever, at mange kvinder har et forskruet billede af, hvad en fødsel er.

Og ofte er det et negativt billede, som skræmmer de kommende mødre unødigt op til deres fødsel.

- Det gængse billeder er, at fødsler rimer på smerte. Fødsler er noget med slanger og drop. Fødsler foregår i sterile omgivelser. Fødsler foregår med partneren på sidelinjen i en stol, og hvis han er heldig, kan han række saftevand i sugerør, siger hun.

Men sådan behøver det langt fra at være. Fødsler kan også være sjove, fantastiske, smukke, og partneren kan være meget involveret, fortæller Lea Mejdahl Petersen, der mener, at mange flere kvinder vil få et mere realistisk og positivt billede af fødsler og dermed en bedre oplevelse, hvis de ser eksplicitte billeder af stærke kvinder i fødsel.

I sidste ende handler det om få sunde mødre ud på den anden side af en fødsel.

- At komme flyvende ind i sit forældreskab helt høj på en fantastisk oplevelse er bare noget helt andet end at komme haltende ind i sit forældreskab traumatiseret, siger Lea Mejdahl Petersen.

Et billede af Malene Schriber i fødsel er blevet fjernet fra Roskilde Fødekliniks Facebookside for at overskride deres retningslinjer for "nøgenhed og seksuelt indhold". Instagram har ikke fjernet dette billede.

Malene Schriber er på det sorthvide billede i gang med at føde sit andet barn. Hun var selv glad for at kigge på fødselsbilleder på Instagram som forberedelse til, at hun skulle føde første gang. Hun kan ikke se, hvorfor billedet falder under kategorien af seksuelt indhold.

- Billederne viser, at fødsler er meget mere end 1-2-3, og så er der en baby. Og det er heller ikke det hele, der er smertefuldt og kaotisk. En fødsel kan også godt være noget smukt, siger Malene Schriber, der er ærgerlig over, at sociale medier fjerner billeder af fødsler.

Man kan ikke vise en fødsel uden nøgenhed

Nogle af de billeder, som Lea Mejdahl Petersen har fået fjernet fra sociale medier, viser en brystvorte. Andre er meget eksplicitte, hvor man ser barnets hoved på vej ud af kvindens underliv.

Billedet er blevet fjernet af både Instagram og Facebook.

- Det her billede siger så meget, fordi det er så eksplicit. Hun har født et barnehoved, og hun smiler. Hun er så høj og glad og ikke-skræmt. Hun er høj på en fødsel, hvor hun mangler at føde kroppen. Og det er de billeder, der gør noget ved folks bevidsthed om, hvad fødsler kan, siger hun.

Billedet blev fjernet fra Facebook og Instagram sammen med en trussel om nedlukning af Lea Mejdahl Petersens konto. Hun har gentagne gange kontaktet Instagram og Facebook for at få en forklaring, men hun har aldrig fået svar.

Facebook har fjernet et billede af en fødende kvinde, som Lea Mejdahl Petersen har postet

Men det er ikke alle fødebilleder, der bliver fjernet fra Roskilde Fødekliniks Instagramside. Disse har fået lov at blive:

Mere skræmmende end oplysende

Hos Jordemoderforeningen kan man godt genkende, at der kan være en fremstilling - for eksempel i film - af fødsler som "udrykningsagtige". Men det er langt fra virkeligheden, lyder det fra Jordemoderforeningens formand Lis Munk, der også har været jordemoder i 30 år.

Hun synes, at Roskilde Fødekliniks vision er fin, men hun er ikke overbevist om, at eksplicitte billeder på sociale medier hjælper med at gøre kvinder mindre nervøse for at føde.

- Jeg tror, at det (at se fødebilleder red.) kan være mere skræmmende end oplysende for nogen - og fantastisk for andre, siger Lis Munk.

Jordemoderforeningen har ikke lavet undersøgelser af kvinders forestillinger om, hvad en fødsel er, men hun oplever, at de fleste - efter ni måneders graviditet og tilvænning til tanken om at skulle føde - går ind til en fødsel med et realistisk billede af, hvad der venter. Men der er nogle kvinder, der er angste for at føde.

- Dem hjælper man bedst med samtaler med en jordemoder, hvor de kan sætte ord på angsten, siger Lis Munk.

Facebook tillader fødsler på papiret

Men faktisk burde fødebillederne få lov at blive på platformen.

I hvert fald ifølge Facebooks egne retningslinjer, som de opdaterede i 2018, da den amerikanske sygeplejerske Katie Vigos startede en kampagne for at tillade "ucensurerede fødsler" på sociale medier gennem sin profil Empowered Birth Project.

Her poster hun nærbilleder - og videoer af babyer, der kommer ud af deres mor. De bliver tilladt på profilen, men gemt væk med en sløring, så man aktivt skal klikke og tilvælge at se billedet, så ingen ufrivilligt bliver eksponeret for et grafisk billede af en fødsel.

Et grafisk billede af en fødsel markeret som ømtåleligt indhold på Instagram, så der skal et klik til, før billedet kommer frem.

Det fik Facebook til at tillade nøgenhed i deres retningslinjer, hvor der blandt andet står "fødsel eller lige efter fødsel eller i sundhedsrelaterede situationer som kønsskifteoperation eller kræftundersøgelse."

Nogle amerikanske konti får lov til at dele billeder af fødsler, men Lea Mejdahl Petersen gør ikke.

Instagram skriver i deres retningslinjer, at de ikke tillader nøgenhed. Det omfatter også kvinders brystvorter. Brystvorter, der vises i forbindelse med amning, er dog undtaget for reglen.

Instagram og Facebook har i flere tilfælde fået kritik for at fjerne billeder og lukke konti, der poster billeder, som i deres optik er stødende.

I 2017 opstod drillekontoen Genderless Nipples, der postede nærbilleder af brystvorter med en opfordring til Instagram om at forsøge at gætte, om vorten tilhører en mand eller kvinde. Kontoen havde til formål at udstille Instagrams retningslinjer, der kun forbyder kvinders brystvorter og ikke mænds.

Facebook har onsdag aften skrevet til TV 2, at det er en fejl, billederne er blevet fjernet:

- Det er korrekt, at vi tillader nøgenhed i kontekst af fødsler, og nedtagningen af billederne lader således til at være en fejl. Vi har kunnet genskabe et af dem, som nu er tilbage på siden og de øvrige burde kunne lægges op igen uden problemer, skriver kommunikationschef i Facebook Norden, Peter Münster og fortsætter:

- Når vi fjerner indhold fra Facebook er det på baggrund af en kombination af menneskelig vurdering og kunstig intelligens, og det hænder desværre, at vi begår fejl.