Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

TV2.DK giver dig her seneste nyt om coronavirussen fra ind- og udland.

Hvad er status i Danmark? De nyeste tal for smittede viser, at der mandag er blevet registreret 435 nye smittetilfælde. Se alle tallene her.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

 

Barer i Kenya åbner igen - skoler forbliver lukket

Barerne i Kenya åbner nu igen efter de har været lukket seks måneder for at forhindre spredningen af coronavirus, skriver BBC.

Men barerne skal dog lukke klokken 22.

Det annoncerede Kenyas præsident Uhuru Kenyatta mandag. Mod forventning blev skolerne i landet ikke genåbnet, da præsidenten ikke mener, skolerne kan garantere elevernes sikkerhed.

Ældretopmøde bliver virtuelt

Det er blevet besluttet, at et to-dages ældretopmøde på onsdag og torsdag bliver virtuelt på grund af situatonen med covid-19.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Død med covid-19: Borgmester genvalgt efter sin død

En rumænsk borgmester, der døde af komplikationer efter at være blevet ramt af coronavirus, er efter sin død blevet genvalgt med et et overvældende flertal, skriver BBC.

Ion Aliman, 57, der døde den 15. september i hovestaden Bukarest, fik 64 procent af stemmerne ved borgmestervalget og blev genvalgt til en tredje periode som borgmester i landsbyen Deveselu i det sydøstlige Rumænien.

Myndighederne forklarer ifølge nyhedsbureauet Reuters, at man ikke kunne nå at fjerne Alimans navn fra stemmesedlerne, og at der nu vil blive afholdt et nyt valg i byen.

Smitteudbrud på hospital under kontrol

Mandag formiddag er 11 medarbejdere på Regionshospital Nordjylland i Hjørring sygemeldte med COVID-19, skriver TV 2 NORD.

Derudover er otte medarbejdere hjemsendt i karantæne, fordi de på den ene eller anden måde har været udsat for smitte, og altså ikke selv er testet positive endnu. Dermed ser det ud til, at et truende smitteudbrud på hospitalet er taget i opløbet.

Tirsdag i sidste uge blev 44 medarbejdere - læger, sygeplejersker, portører og rengøringspersonale blandt andet i akutmodtagelsen og på sygehusets intensivafdeling - sendt hjem i karantæne, efter de alle havde været tæt på en patient, der blev testet positiv.

Holland venter daglige smittetal på 5000

Den hollandske sundhedsminister, Hugo de Jonge, siger, at hans ministerium venter daglige smittetal på op til 5000 fra 3000 på nuværende tidspunkt.

Mandag var antallet af nye tilfælde med smittede på 2914 og søndag var tallet 2995, oplyser landets Nationale Institut for Sundhed, RIVM.

Krav om mundbind i offentlig trafik i Oslo

Der bliver nu indført krav om mundbind i den offentlige trafik i Oslo, skriver blandt andet NRK.

Det kom frem, da Raymond Johansen, borgmester i Oslo, mandag på et pressemøde præsenterede nye tiltag for at forhindre spredning af smitte.

Foreløbig gælder kravet om mundbind i den offentlige trafik i Oslo frem til 13. oktober.

Russisk vaccine skal testes i Hviderusland

Rusland har mandag sendt de første forsyninger af dets Sputnik V vaccine mod covid-19 til Hviderusland, hvor den skal testes klinisk.

Det er første gang, at dette sker i et andet land end Rusland.

Det oplyser den russiske velfærdsfond RDIF. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Vi aner ikke, hvor vi er blevet smittede

Hovedparten af de coronasmittede i september har ikke en klar idé om, hvor de er blevet smittet.

Det viser en opgørelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

I opgørelsen er der fra 10. til 21. september registreret 4.633 sager om smittede.

Under interview med styrelsen er halvdelen ikke kommet med et bud på, hvor de selv tror, at de er blevet smittet.

Blandt resten er det især på arbejdspladsen eller uddannelsesstedet, i husstanden eller i bekendtskabskredsen, at folk mener, at de er blevet smittede.

TUI tilbyder tyskere rejser til Spanien på trods af advarsler

På trods af, at de tyske myndigheder advarer mod rejser til Spanien, vil rejseselskabet TUI blive ved med at tilbyde ferier til Kanarieøerne.

Det siger talsmand Aage Duenhaupt til det tyske nyhedsbureau dpa.

Rejseselskabet vil sørge for, at valget om at tage afsted eller aflyse i sidste ende ligger ved forbrugeren.

- Det er noget, vi gør, fordi vores kunder ønsker det, siger Aage Duenhaupt.

120 millioner lyntests klar til fattige lande

Tedros Adhanom Ghebreyesus, generaldirektør for Verdenssundhedsorganisationen (WHO), siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at 120 millioner lyntests for covid-19 vil blive gjort tilgængelige for lav- og middelindkomst-lande.

Prisen vil blive fem dollar (31,90 kroner) pr. enhed.

Frygter 3500 tilfælde af kræft i Sverige ikke er blevet opdaget under pandemi

Det menes, at omtrent 3500 tilfælde af kræft ikke er blevet opdaget i Sverige, fordi screeninger har været afbrudt under pandemien med coronavirus.

Det skriver Sveriges Radio Ekot.

Hans Hägglund, der er cancer-koordinator på Sveriges Kommuner og Regioner (SKR), mener, det bør overvejes at genoptage screeningerne.

Nye restriktioner på vej i Storbritannien

Der er nye restriktioner på vej for at begrænse smitten med coronavirus i det nordøstlige England, oplyser den britiske sundhedsminister, Matthew Hancock, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De nye restriktioner vil blandt andet komme til at handle om, hvordan familier i det nordøstlige England må omgås indbyrdes. 

To skoler ramt af smitte for anden gang

To skoler i Hillerød er for anden gang blevet ramt af smitte med coronavirus, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det drejer sig om Grønnevang Skole og Frederiksborg Byskole.

På Frederiksborg Byskole er en børnehaveklasse og deres lærere sendt hjem, efter at en elev er blevet konstateret smittet med coronavirus.

På en af Grønnevang Skoles afdelinger er en lærer blevet ramt, og en 5. klasse og en specialklasse er blevet sendt hjem.

Lærer på højskole smittet - alle elever og ansatte sendt hjem

En lærer på Vallekilde Højskole ved Holbæk er blevet testet positiv for coronavirus, og det har fået ledelsen på højskolen til at sende elever og ansatte hjem.

Det skriver Vallekilde Højskole ifølge TV 2 ØST på deres Facebook-side.

Ifølge opslaget er den ansatte blevet smittet uden for skolen, men for at undgå, at smitten skal sprede sig på højskolen, er alle nu blevet sendt hjem.

Endnu en skole i kommune ramt af smitte - 240 elever sendt hjem

240 elever på Køge Bugt Privatskole, der ligger i Solrød Kommune, er blevet sendt hjem og modtager nu nødundervisning hjemme. Det sker, efter skolen er blevet ramt af smitte med coronavirus.

- Jeg ønsker ikke at oplyse, hvor mange, der er smittet. Men ud fra et forsigtighedsprincip og på baggrund af smittetrykket i Solrød Kommune har vi i samråd med sundhedsmyndighederne valgt at lukke skolen og sende eleverne hjem, siger René Thorup, skoleleder på Køge Bugt Privatskole, til TV 2.

Tidligere mandag kom det frem, at ungdomsskolen 10 Solrød, der er en kommunal ungdomsskole for 10. klasses elever, har sendt alle elever hjem, efter to elever er blevet konstateret smittet med coronavirus.

Elever sendt hjem - ungdomsskole ramt af smitte

Eleverne på ungdomsskolen 10 Solrød, der er en skole for 10. klasses elever, er ramt af smitte med coronavirus.

To elever på skolen er konstateret smittet, og derfor er skolens elever sendt hjem og modtager fjernundervisning resten af ugen, oplyser Solrød Kommune til TV 2.

435 nye smittetilfælde

Der er det seneste døgn blevet registreret 435 nye smittetilfælde med coronavirus det seneste døgn. Der er ikke sket nogle dødsfald. Det viser de nyeste tal fra Statens Serum Institut.

Jazzklub reddet af donationer

Det er ikke mere end et par uger siden, at Jazzhus Montmartre i København annoncerede en lukning med udgangen af november. Store private og offentlige donationer har nu reddet spillestedet, der har huset nogle af de største navne inden for jazzverdenen. Det oplyser spillestedet i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

Slovakiet overstiger smittegrænse

Arkivfoto.

Mandag har Slovakiet med 32,6 smittede per 100.000 indbyggere krydset de danske myndigheders grænse for, hvornår der er for mange smittede til, at de vil anbefale rejser. Det viser en opgørelse fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol (ECDC).

Dermed kan landet stå til at blive det næste rejsemål, hvor rejser frarådes. Udenrigsministeriet opdaterer hver torsdag sin rejsevejledning.

Unge festede med ølbong - mange er blevet smittet

26 elever fra Køge Handelsskole er blevet smittet med coronavirus. En konfirmation og en 18-års fødselsdag bliver kædet sammen med smitten. Til mindst en af festerne har de unge "leget med en ølbong", fortæller Tim Christensen, der er direktør for Køge Handelsskole, til sn.dk. Det kan være skyld i, at smitten har bredt sig, gætter han.