Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

Livebloggen opdateres ikke mere.

Hvad sker der? Myndighederne har besluttet at forlænge de nationale restriktioner til og med 18. oktober. Desuden kommer forsamlingsforbuddet på over 50 personer også til at omfatte private arrangementer som bryllupper og fødselsdage allerede fra lørdag.

Hvad er status? 678 danskere er konstateret smittet med coronavirus det seneste døgn - det højeste daglige antal nogensinde. Se de seneste tal her.

Nordjysk by gennemfører open by night

Open by night i Dronninglund i Nordjylland førte til stor smittespredning af covid–19 i byen.

Alligevel har Frederikshavn, der ligger en halv times kørsel i bil nord for Dronninglund, valgt at gennemføre et open by night–arrangement i byen fredag, skriver TV2 Nord.

Handelschef i Frederikshavn Dan Kobberup siger til TV2 Nord, at han ikke havde nogen betænkeligheder ved at holde arrangementet.

Ingen kontrol af danske rejsende ved tysk grænse

Selv om Tyskland onsdag indførte karantæneregler for folk, der rejser ind i Tyskland fra Region Hovedstaden i Danmark, så vil de ikke blive kontrolleret ved den dansk–tyske grænse, skriver Flensborg Avis ifølge TV Syd.

Det er således borgerne selv, der har ansvaret for at overholde karantænereglerne, da ingen tysk myndighed kontrollerer det.

USA har passeret syv millioner bekræftede coronatilfælde

Der er registreret over syv million coronatilfælde i USA under pandemien, viser en opgørelse fra Johns Hopkins University fredag aften dansk tid.

Det er i delstaten Californien, der er registreret flest tilfælde. Her er der bekræftet i alt over 800.000 tilfælde fredag.

Hotelkæde må rykke fester for fjerde gang efter nyt coronatiltag

Det er hård kost for de mennesker, der bliver ramt af det skærpede forsamlingsforbud på over 50 personer, som fredag er blevet udvidet til også at omfatte private fester.

Det mener Søren Faerber, som er administrerende direktør i Danmark for hotelkæden Scandic.

- Det kommer med et helt ekstremt kort varsel, så mange har fået travlt rundt omkring med at rykke eller aflyse fester, siger han til Ritzau.

Han fortæller, at det udvidede forbud rammer arrangementer på kædens hoteller i denne weekend, men også især i weekenden op til efterårsferien i uge 42.

Allan Randrup havde gerne set, at barerne blev helt lukket

De nye restriktioner, som sætter en stopper for store private fester, er fornuftige, men ikke helt nok.

Det fastslår Allan Randrup Thomsen, der er professor i virologi ved Københavns Universitet.

- Som situationen er lige nu, så jeg gerne, at man helt lukkede barerne i en periode, siger han.

Han mener, at barer er en særlig coronasmittekilde.

WHO frygter to millioner coronadøde før udbredt vaccine

Det er "meget sandsynligt", at over to millioner personer smittet med coronavirus er døde, før en vaccine er klar til udbredt brug. Sådan lyder meldingen fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fredag.

Hvis de seneste restriktioner har virket, ser vi dem inden for fire dage, siger ekspert

Hvis sidste uges restriktioner har virket, så kommer vi til at se effekterne af dem inden for de næste fire dage. Sådan lyder det fra tidligere direktør i Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen.

- Det er skal måles på, at antallet af nye smittede bliver mindre. Antallet af indlagte bliver ikke mindre lige med det samme, siger han.

Ekspert tror, at der kommer flere restriktioner i næste uge

- Hvis jeg får ret i mine pessimistiske forudsigelser, hvilket jeg ikke håber, at jeg gør, så kommer der flere restriktioner i næste uge, konstaterer tidligere direktør i Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen.

Konfirmationer er ikke forsvarlige at holde lige nu, siger Nils Strandberg Pedersen

- Risikoen er klart den halve, hvis du har 50 frem for 100. Prøv at forestil dig en konfirmation, hvor oldemor og kammerater er med. Det er simpelthen ikke forsvarligt efter min mening, siger tidligere direktør i Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen.

Nils Standberg Pedersen slår dog fast, at det er lettere at smitteopspore på en fest med 50 frem for 100.

Vi kunne forlænge efterårsferien, foreslår ekspert

Tidligere direktør i Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen, mener, at der er godt styr på nattelivet i øjeblikket, derfor ser han gerne, at man begynder at kigge på skoler, ungdomsuddannelser og universiteter. 

- Der, hvor vi også ser en smittespredning, er på uddannelsesinstitutionerne. Vi kunne forlænge efterårsferien med to uger, så vi kunne få banket smitten ned, siger han til TV 2.

Ekspert: Vi gør for lidt og for sent

Tidligere direktør i Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen, havde gerne set, at regeringen havde skruet hårdere på knapperne i dag.

- Det, vi gør, er for lidt og for sent. Vi er på vej ind i en fase, som man har oplevet i Sverige gennem de seneste seks måneder. Det er et problem, siger han til TV 2.

Søren Brostrøm: Vi er et andet sted end i foråret

Søren Brostrøm slår fast, at vi er et helt andet sted, end vi var i foråret. 

- Vi har kontrol med vores epidemi. Men vi vil bevare vores kontrol med epidemien, siger han.

Og med den udtalelse lukker Magnus Heunicke pressemødet. 

Heunicke vil ikke afskrive nogle vĂĄben lige nu

Magnus Heunicke bliver spurgt om, hvad det er for nogle tiltag, som regeringen vil tage i brug, hvis tallene ikke falder.

Han indleder med at fortælle, at Danmark ikke står alene i denne her sundhedskrise og fremhæver situationen i andre lande. Han svarer ikke umiddelbart på spørgsmålet i første omgang.

Journalisten fra DR stiller samme spørgsmål igen.

Til det svarer Magnus Heunicke:

- Det vil være uansvarligt at afskrive nogle våben lige nu. 

Det kan være ødelæggende for vores strategi, siger Magnus Heunicke

Direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, gennemgår, hvem der skal testes, og hvem der ikke skal testes i øjeblikket. Da han er ved at være færdig, tager Sundhedsminister Magnus Heunicke ordet for at sende en særlig opfordring til de unge, der tager til fest i weekenden.

- Det er ødelæggende for vores danske strategi, hvis man bare tænker, at man tager til en piratfest og så tænker, at man bare kan tage en test bagefter. Det duer ikke, siger Magnus Heunicke.

Heunicke: Danmark tester mest

Ifølge Magnus Heunicke er Danmark det land i Europa, som tester mest, hvis man ser bort fra Luxembourg. 

En stor kommunikationsøvelse

Magnus Heunicke bliver spurgt til, om han kan forstå, hvis danskerne har svært ved at følge med i, at der hele tiden laves nye restriktioner. Ministeren anerkender præmissen på spørgsmålet.

- Vores mål er at komme igennem denne her pandemi med mest åbent samfund. Derfor er vi nødt til at gøre de her ting. Men jeg er med på, at det er en stor kommunikationsøvelse, som vi er i gang med. Jeg anerkender, at det kan være svært at følge med i nye restriktioner hele tiden, siger Magnus Heunicke. 

Heunicke: - Andet ville være uansvarligt

Det ville være uansvarligt at forlænge tiltagene i 14 dage og ikke samtidig sørge for at få stoppet de fester, som driver epidemien, siger Magnus Heunicke. 

Politiet arbejder i toholdsskift

Politiet har over få dage mangedoblet indsatsen for at kunne hjælpe Styrelsen for Patientsikkerhed med smitteopsporing. 

- Lige nu arbejder vi i toholdsskift for at kunne følge med, siger Rigspolitichef Thorkild Fogde.

Styrelsen for Patientsikkerhed: Fester driver smittespredning

Direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri, siger, at det er fester, som driver smittespredningen. 

- Vi skal have bremset smittespredningen nu. 

Hun siger også, at mange er velforberedte, når Styrelsen for Patientsikkerhed ringer til dem for at smitteopspore. 

- Men jeg vil også opfordre til, at folk ringer tilbage til os. Der er desværre rigtig mange, som ikke vender tilbage til os.

Brostrøm: - Vi har alle et ansvar

Søren Brostrøm hæfter sig ved den stigning, som vi har set på antallet af indlagte.

- Covid-19 er en alvorlig sygdom, når den rammer folk i risikogruppen. Derfor har vi alle et ansvar for at få bragt smitten ned. Også i forhold til at kunne holde vores sygdomsvæsen åbent.