Dagens overblik: Angreb ved Charlie Hebdo og så er Norges konge indlagt
Republikanere garanterer fredelig magtoverdragelse, dansker køber engelsk fodboldklub og så galopperer antallet af coronasmittede i Danmark derudaf.
Efter en herlig sensommer skal jeg love for regnen i dag tog revanche.
Særligt det østlige Danmark blev fredag ramt af flere skybrud med over 15 millimeter regn på 30 minutter.
Mest er der faldet i Tessebølle syd for Køge med hele 51,5 millimeter de seneste 24 timer.
Velkommen til dagens overblik, der forhåbentlig læses i nogenlunde tørvejr.
Norges konge indlagt med åndedrætsbesvær
Norges kong Harald blev tidligt fredag indlagt på Rikshospitalet i Oslo med åndedrætsbesvær.
Covid-19 er allerede udelukket, oplyser det norske kongehus, der beretter, at kongen fredag aften er i bedring.
Han er dog sygemeldt til 4. oktober.
Den norske konge er 83 år gammel, og grandfætter til dronning Margrethe.
Han blev konge, da hans far, kong Olav, døde i 1991.
Knivangreb ved Charlie Hebdo
Flere personer blev ved middagstid angrebet med kniv i nærheden af satiremagasinet Charlie Hebdos gamle lokaler i Paris, og to af dem er kommet alvorligt til skade.
To personer er anholdt og varetægtsfængslet i forbindelse med angrebet, der efterforskes som terror.
Charlie Hebdo genoptrykte i starten af september de kontroversielle Muhammed-tegninger, som terrorister i 2015 brugte som undskyldning for at angribe dem.
Anledningen var, at netop retssagen mod 14 personer, der menes at være involveret, begyndte.
Højeste antal nysmittede i Danmark
Danmark rundede en trist milepæl, da der fredag blev registreret 678 nye coronatilfælde i Danmark.
Det er det højeste antal målt i Danmark på et døgn.
Antallet af indlagte er steget med seks personer siden torsdag og er nu 101.
Det høje smittetal fik fredag myndighederne til at indføre nye restriktioner. Fra lørdag klokken 12 gælder forsamlingsforbuddet på 50 personer også for private fester, bryllupper og andre arrangementer.
Restriktionerne forlænges til og med 18. oktober.
Partifæller modsiger Trump og lover fredelig magtoverdragelse
En lang række republikanske toppolitikere har det seneste døgn irettesat deres egen præsident.
Donald Trump blev onsdag spurgt af en journalist, om han kunne love en fredelig magtoverdragelse, hvis han taber præsidentvalget til november, og det kunne han ikke svare klart ja til.
Siden har mange af hans partifæller følt behov for at udstede den garanti, som præsidenten ikke ville give. Heriblandt flertalslederen i Senatet, republikanske Mitch McConnell.
- Der vil ske en ordnet overgang, som der har været hvert fjerde år siden 1792, forsikrede han på Twitter.
Dansker køber tidligere Premier League-klub
Den danske rigmand Thomas Sandgaard har købt den engelske fodboldklub Charlton Athletic.
Charlton rykkede i sidste sæson ned fra The Championship og spiller i denne sæson i Englands tredjebedste række, EFL League One. Efter to kampe har de hentet tre point.
Klubben var senest i Premier League i 2007 og har tidligere vundet FA Cup-trofæet i 1947.
Thomas Sandgaard anslås at være god for over tre milliarder kroner, men Charlton oplyser ikke, hvor meget Sandgaard har købt traditionsklubben for.
***
Det var alt fra dagens overblik i dag. God weekend.