Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus 23. september

Israel lukker ned.

Hvad sker der? Her får du seneste nyt om coronavirus i Danmark og verden.

Hvad er status? 558 danskere er konstateret smittet med coronavirus det seneste døgn. 78 personer er indlagt, heraf er 15 på en intensivafdeling. Se de seneste tal her.

Denne blog opdateres ikke længere.

Denne blog opdateres ikke længere.

Husk, at du i morgen igen kan følge udviklingen i den aktuelle coronapandemi. 

Tak, for i dag.

Israel lukker helt ned i 14 dage

Et stigende antal coronatilfælde får Israel til at indføre "fuld nedlukning" i to uger fra fredag.

Det siger landets premierminister, Benjamin Netanyahu, iskriver Ritzau.

Beskeden kom under et videomøde i den israelske regering onsdag.

I forvejen er der indført nedlukning. Det er ikke umiddelbart oplyst, på hvilke områder reglerne skal strammes yderligere.

Den nedlukning, der blev indført i sidst uge, indebærer, at skoler og indkøbscentre er lukkede. Det samme er restauranter, caféer, barer, strande, fitnesscentre.

Nedlukningen varer frem til 9. oktober.

Stort operahus i New York aflyser alle forestillinger

Metropolitan Opera i New York aflyser alle forestillinger i den kommende sæson og holder dermed lukket indtil september 2021 på grund af coronakrisen, skriver The Guardian.

Operaen, der har 3800 sæder, har flere end 200 forestillinger på en sæson med omkring 800.000 gæster.

Skoler og dagtilbud vil have ansatte foran i testkøen

Skoler og dagtilbud vil have deres ansatte foran i testkøen. Det skriver Jyllands-Posten.

På grund af lange ventetider på at få foretaget en coronatest, oplever både skoler og daginstitutioner, at medarbejdere kan være længe væk, fordi de er småforkølede - men hvor en test senere viser, at de ikke er coronasmittede.

Derfor har pædagogernes fagforening, Bupl, i fællesskab med Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen og Lederforeningen i Bupl bedt regeringen om at komme foran i testkøerne.

Coronakrisen har kostet 500 millioner jobs

500 millioner jobs er forsvundet globalt som følge af coronakrisen.

Det vurderer den internationale lønmodtagerorganisation ILO i en ny rapport, skriver Finans.

Tallet er langt højere end forventet, lyder det i rapporten.

ILO skriver videre, at antallet af arbejdstimer på verdensplan er faldet med 17,3 procent i forhold til samme periode sidste år. Omregnet til arbejdspladser svarer det til næsten 500 millioner fuldtidsstillinger. Tidligere lød vurderingen fra ILO, at antallet af arbejdstimer ville falde med 14 procent.

Tyskland indfører karantænekrav

Tyskland indfører krav om 14 dages karantæne for indrejsende fra Region Hovedstaden.

Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice.

Kravet er trådt i kraft onsdag klokken 19.

Netkendisser hjælper Mette F. med at dele coronabudskab

Youtuberen Rasmus Brohave og Instagram–profilen Andershemmingsendk har hjulpet med at sprede statsminister Mette Frederiksens (S) budskab om at gøre en ekstra indsats for at holde afstand for at få coronasmitten ned.

På Facebook skriver statsministeren, at det er en svær situation, Danmark står i.

- Og der er brug for, at vi alle står sammen - ved at holde afstand.

Frankrig indfører hårdere restriktioner

Frankrig indfører fra lørdag nye, skrappe restriktioner i bestræbelserne på at bekæmpe coronavirus. 

Det skriver blandt andre Le Monde

Dermed følger Frankrig i fodsporene på blandt andre Danmark og England. De nye restriktioner indebærer blandt andet, at det i Paris bliver forbudt at sælge alkohol efter klokken 20.00, og at det bliver forbudt at forsamles mere end ti personer. 

På et pressemøde forklarer den franske sundhedsminister, Olivier Véran, at de franske myndigheder har udviklet et nyt system til at klassificere pandemien: rød zone, forhøjet alarmberedskab og maksimalt alarmberedskab. 

I den røde zone ligger områder, der har mindre end 50 smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere. Det forhøjede alarmbereskab er områder, hvor virussen er stærkt til stede. Den sidste kategori er reserveret til områder, hvor virussen udgør en ekstremt stor sundhedsfare. I det sidste tilfælde vil den franske stat kunne indføre en sundhedsmæssig undtagelsestilstand. Guadeloupe og Marseille falder ind under denne kategori. På grund af smitte skal restauranterne i Marseille lukke.

Olivier Véran opfordrer til, at franskmændene begrænser deres omgang med andre og i så stort et omfang arbejder hjemmefra. 

Nytårsfejring bliver virtuel

Nytårsfejringen på Times Square i New York bliver i år afholdt virtuelt i en nedskaleret version. Det skriver arrangørerne bag begivenheden ifølge The Guardian. Arrangørerne siger også, at kun en mindre gruppe af specielt udvalgte vil deltage i begivenheden. 

Tyskland overvejer karantæne for rejsende fra Danmark

Tyskland overvejer at indføre rejserestriktioner på  ture til Danmark, skriver Flensborg Avis.

Rejserestriktionerne kan involvere karantæner på rejsende fra Danmark.

Avisen skriver, at det tyske udenrigsministerium er bekymret over, at flere områder i Danmark har flere end 50 nye tilfælde af coronasmitte pr. 100.000 indbyggere. Ministeriet oplyser, at man overvåger den aktuelle situation. 

Den slesvig-holstenske ministerpræsident, Daniel Günther, holder også øje med smitteudviklingen i både Danmark og Tyskland.  

- Det har vist sig, at smittetallene stiger, når folk vender hjem fra rejser. Der er ingen steder, der lige nu er så trygt at opholde sig som her i Slesvig-Holsten sagde Daniel Günther onsdag til NDR.

Ventetiden på test i Region Midtjylland er på fem-seks dage

Ventetiden på en coronatest i Region Midtjylland er på nuværende tidspunkt er fem-seks dage. Det skriver Jyllands–Posten.

Ventetiden skyldes, at testkapaciteten i region er faldet med 50 procent den seneste måned.  

Den lægefaglige direktør i Region Midtjylland, Per Sabro Nielsen, opfordrer til, at borgere i regionen overvejer, om de skal testes, hvis de ikke har symptomer. Har man symptomer, skal man til gengæld sørge for under alle omstændigheder at lade sig teste.

Administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, siger, at lange ventetider på tværs af Danmark er et problem.

- Det er et meget stort problem både for danske virksomheder og den enkelte ansatte. Det går ud over muligheden for at passe sit arbejde, siger Brian Mikkelsen til Ritzau.

Ifølge Brian Mikkelsen bør myndighederne skrue op for test- og analysekapaciteten i samfundet, selv om det koster. 

15 ud af 46 steder hvor man kan blive testet uden symptomer, er der mere end fire dages ventetid. Det viser en gennemgang af tiderne på coronaprover.dk onsdag.

FN og WHO: Regeringer skal bekæmpe forkert information om coronavirus

FN og Verdenssundhedsorganisationen WHO opfordrer verdens regeringer til at slå ned på, hvad organisationerne kalder ”infodemi” – altså misinformation om den aktuelle coronapandemi.

Det skriver The Guardian.

Ifølge FN og WHO skal regeringerne ”udvikle og implementere planer”, der kan forhindre spredning af forkerte oplysninger. Udmeldingen fra de to organisationer gentager pointerne fra en resolution, som blev vedtaget i maj.

Flere sociale medier som Facebook har allerede indført restriktioner i forhold til spredning af misinformation.

Madrid i akut lægemangel

Coronapandemien skaber stor mangel på læger i Madrid. Myndighederne har derfor onsdag bedt om hjælp til hyre flere læger og udvide politistyrken. 

Det skriver flere nyhedsbureauer - heriblandt Ritzau.

Madrid er den region i Spanien, der er hårdest ramt af efterårets stigende smittespredning. Af samme grund har myndighederne indført en delvis nedlukning i de områder. Omkring 850.000 mennesker er hidtil blevet ramt af nedlukningen.

Ifølge Ignacio Aguado, der er vicepræsident i regionen, har Madrid brug for 300 læger uden for EU, der også hjalp til på regionens sygehuse i foråret. På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at genansætte lægerne. 

Smittesporingsapp har været nede i over et døgn

På grund af et nedbrud i systemet har den smittestopsapp, der er lanceret for at opspore smittekæder med coronavirus, været nede fra omkring klokken 12.00 tirsdag til cirka 15.00 onsdag.

Det oplyser Sundheds– og Ældreministeriet.  

I tidsrummet har man ikke kunnet melde sig smittet i appen. 

Alle elever og lærere sendt hjem fra skole

Alle medarbejdere og elever på Slagelse Privatskole er blevet sendt hjem. 

Det skriver Sjællandske.

Hjemsendelserne skyldes, at to lærere og to elever er blevet testet positiv for coronavirus. 

- Nu skal vi danne os et overblik, og så må både elever og lærere først komme tilbage i skole, når de står med et negativt testsvar, siger skoleleder Yurdagul Kizilkaya til Sjællandske.

I alt er 71 elever og 11 ansatte sendt hjem. Yurdagul Kizilkaya håber, at skolen kan åbne igen mandag. Enten ved fysisk fremmøde eller ved fjernundervisning.

Belgien dropper udendørskrav om ansigtsmasker

Belgien dropper fra 1. oktober kravet om at bære ansigtsmasker i det offentlige rum. 

Det skriver The Guardian. 

- At bruge maske er vigtigt for at begrænse epidemien. På nuværende tidspunkt er der ingen grund til, at kræve maskerne overalt, siger den belgiske premierminister Sophie Wilmes. 

Udmeldingen kommer på trods af, at Belgien den senere tid har oplevet en stigning i antallet af coronasmittede. Over den seneste uge har Belgien i gennemsnit registreret 1374 nye tilfælde. Der bor omkring 11 millioner mennesker i Belgien. 

Kravet om ansigtsmasker er indført i hovedstaden Bruxelles og en række andre byer i Belgien.

Region opfordrer til mundbind ved kø til coronatest

Hvis man skal testes i et testcenter i Region Sjælland, bør man have mundbind på i køen, lyder opfordringen fra regionen.

- Så er du med til at nedsætte risikoen for at smitte andre med coronavirus - eller for selv at blive smittet, skriver regionen. 

Region Sjælland skriver på Facebook, at der vil være mundbind til rådighed, hvis man ikke selv har et med.

Fauci blandt verdens mest indflydelsesrige

Anthony Fauci, USA's toprådgiver om covid-19, er kåret som en af verdens mest indflydelsesrige personer. Det skriver Ritzau. 

Det er det amerikanske magasin, Time Magazine, der hvert år kårer de 100 mest indflydelsesrige personer i verden.

I sin leder skriver magasinet, at årets liste er præget af den aktuelle coronapandemi.

- Der har for eksempel aldrig været så mange læger, sygeplejersker og forskere på listen, skriver Time Magazine.

Smittet bodyguard sender tysk udenrigsminister i karantæne

Heiko Maas er gået i karantæne.

Den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, må i karantæne, efter at en af hans bodyguards er blevet testet positiv for covid–19.

Det oplyser det tyske udenrigsministerium.

Norsk kontakttal over 1

Det norske kontakttal for coronasmitte efter 1. september er 1,26. 

Det oplyser det norske Folkehelseinstituttet (FHI) ifølge NRK. 

Dermed smitter en coronainficeret nordmand i gennemsnit 1,26 andre personer.

Kontakttallet for 1. august var 0,89. 

FHI oplyser, at beregningerne er usikre, og at smittesituationen er "relativ stabil".