Denne liveblog opdateres ikke længere.

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

USA melder om knap 50.000 nye smittede

Det amerikanske center for sygdomskontrol– og forebyggelse (CDC) har lørdag registreret yderligere 49.575 smittetilfælde i USA. Antallet af døde med coronavirus er ifølge centerets tal steget med 983, skriver nyhedsbureauet Reuters. CDC's tal reflekterer ikke nødvendigvis det samlede antal af nye smittede i USA, da tal i enkelte stater kan differentiere.

Afvikling af mini-oktoberfest møder kritik i Tyskland

Den årlige ølfest i den sydtyske by München er ramt af aflysning på grund af coronaudbruddet. Men 54 af byens pubber har i stedet inviteret til mini-oktoberfest på pubberne. Det møder kritik i München, hvor antallet af nye smittetilfælde er steget på det seneste, og der er indført krav om, at de større skoleelever skal have mundbind på, skriver dpa.

Mand stukket ned ved pizzaria

En mand er blevet stukket med kniv ved pizzariet Luxus i Ruds Vedby sent lørdag eftermiddag. - Jeg kan bekræfte, at der er tale om et knivstikkeri, og at vi er til stede på adressen, fortæller vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Stefan Jensen.

Et øjenvidne på stedet fortæller til TV2 ØST, at manden blev behandlet på stedet. Efter at politi og ambulance var ankommet til gerningsstedet, kom lægehelikopteren også til assistance.

200.000 demonstrerede i Bangkok

Titusinder var lørdag samlet i Thailands hovedstad, Bangkok, til den største politiske demonstration i årevis. Arrangørerne af demonstrationen vurderer, at 200.000 mennesker var mødt frem for at bakke op om kravet om reformer. Den store demonstration kommer i kølvandet på næsten daglige protester rundt om i landet, hvor mange har været på gaden for at kræve regeringens afgang.

Guldborgsundtunnelen ĂĄben igen

Guldborgsundtunnelen er genåbnet i begge retninger efter et uheld spærrede vejbanerne i begge retninger tidligere lørdag aften. 

Hviderusland anholder over 200 kvinder ved ny protest

Politi i Hviderusland har anholdt over 200 kvinder under en demonstration i hovedstaden Minsk lørdag. Det oplyser en hviderussisk menneskeretsorganisation. Kvinderne deltog i et protestoptog gennem byen med krav om, at præsident Aleksandr Lukasjenko går af. 

Minneapolis omdøber gade til ære for George Floyd

En del af en hovedgade i Minneapolis bliver omdøbt George Perry Floyd Jr Place. Det har det lokale byråd vedtaget. George Floyd var en sort mand, der døde, i forbindelse med sin anholdelse, og affødte protester verden over under parolen "Black Lives Matter". 

Mange dræbt i luftangreb i Afghanistan

Over 30 medlemmer af Taliban er dræbt i luftangreb i Afghanistan. Det oplyser det afghanske forsvarsministerium lørdag ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Guldborgsundtunnelen spærret i begge retninger

Guldborgsundtunnelen er spærret i begge retninger efter en ulykke, hvor en trailer er væltet inde i tunnelen. Der er ikke sket personskade. Oprydningsarbejdet er i gang. 

To døde og en savnes i Grækenland efter orkan

En beboer i byen Karditsa i det centrale Grækenland baner sig vej gennem vandmasserne.

To personer er døde og en savnes i Grækenland, efter orkanen Medicane Ianos har ramt regionen Thessalien. Hundreder er blevet evakueret grundet oversvømmelser. 

Trump vil vælge ny højesteretsdommer straks

USA's præsident, Donald Trump, opfordrer Republikanerne til straks at vælge en afløser for netop afdøde højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg.

- Vi blev sat i denne magtfulde og vigtige position for at tage beslutninger for de mennesker, der stolt valgte os, og den vigtigste beslutning har man længe ment er udvælgelsen af højesteretsdommere, skriver Trump på Twitter.

Hviderussisk politi anholder snesevis ved ny protest

Hviderusserne demonstrerer i flere byer i dag.

Politi i Hviderusland har anholdt snesevis af demonstranter i hovedstaden Minsk lørdag. Det oplyser et øjenvidne til nyhedsbureauet Reuters.

Flere hundrede mennesker deltager i et protestoptog gennem byen med krav om, at præsident Aleksandr Lukasjenko går af.

Svensker bliver ny premierminister i Somalia

Somalias præsident har udpeget Mohamed Hussein Roble til ny premierminister i det østafrikanske land. Roble har også svensk statsborgerskab og er uddannet på Kungliga Tekniska Högskolan i Stockholm. Han kom til Sverige som flygtning fra borgerkrigen i Somalia i 1992. 

Politiet ruster op over hele landet

Politiet vil bekæmpe spredningen af covid-19 med en oprustning i hele landet, varsler rigspolitichef Thorkild Fogde på Twitter.

- Covid-19 spreder sig igen, og politiet hæver sit beredskab over hele landet. Ikke for at genere befolkningen og erhvervslivet, men for at medvirke til, at vi trygt kan gå efteråret og den mørke tid i møde, skriver Thorkild Fogde.

Navalnyj er i bedring

Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj er øjensynligt i bedring, efter at han i august blev forgiftet med nervegiften Novitjok. Lørdag har Navalnyj lagt et billede på det sociale medie Instagram, hvor han uden hjælp går ned ad en trappe. Det skriver Reuters.

25-årig fængslet for knivdrab

En 25-årig mand er varetægtsfængslet foreløbig indtil 15. oktober for et drab begået i Gundsømagle torsdag aften. Det skriver anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter. Han har været fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holbæk og nægter sig skyldig. Offeret var en 31-årig mand.

Medier: 48-årig kvinde favorit til USA's højesteret

Amy Coney Barrett er ifølge flere medier favorit til at erstatte Ruth Bader Ginsburg i den amerikanske højesteret.

Ifølge flere amerikanske medier er det den 48-årige dommer Amy Coney Barrett, der er favorit til at blive ny højesteretsdommer i USA. Det skriver blandt andre New York Times, Bloomberg og Los Angeles Times, efter at højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg døde af kræft natten til lørdag.

16 skudt i Rochester - to dræbt

Politichef Mark Simmons fra Rochester Politi oplyser, at 16 personer er ramt af skud ved et masseskyderi til en ulovlig fest i byen sent fredag aften lokal tid. To personer, en ung mand og en ung kvinde mellem 18 og 22 år, er blevet dræbt. Ingen er anholdt i sagen.

25-ĂĄrig anholdt efter knivdrab

En 25-årig mand fra Slagelse er blevet anholdt, mistænkt for et overfald på en 31-årig mand i Gundsømagle torsdag aften. Den 31-årige blev stukket med kniv og døde af sine kvæstelser. Den anholdte bliver frem stillet i grundløvsforhør 10.30 lørdag.