Coronavirus

Dagens nyheder 19. september

Frankrig registrerer rekordstor smittestigning.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

TV2.DK giver dig seneste nyt om coronavirus i Danmark og i hele verden.

Hvad skete der? Regeringen har varslet en yderligere nedlukning af nattelivet. Fra i dag skal udskænkningssteder og restauranter over hele landet lukke klokken 22. 

Hvad var status? Det seneste døgn er 454 personer konstateret smittet i Danmark. Det er det højeste antal smittede på et døgn nogensinde. Se de nyeste tal her.

Urtemedicin kan blive testet som mulig coronabehandling

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har lørdag givet grønt lys til, at afrikansk urtemedicin kan blive testet som mulig behandling mod coronavirus. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Sverige melder om lang ventetid for at blive testet

Den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, anbefaler, at alle børn og voksne med symptomer bør lade sig teste for coronavirus. Men i mange tilfælde er ventetiden på at blive testet så lang, at coronavirussen kan nå at forsvinde ud af kroppen, før testen bliver foretaget. Det betyder, at smitteopsporingen ikke fungerer efter hensigten, skriver det svenske medie SVT.

Oslo og Bergen oplever boom i smitte på skoler

Der er meldinger om coronasmitte på adskillige norske skoler. Fredag meldte Oslo, Norges hovedstad, om smitte på 20 skoler i kommunen. Lørdag melder storbyen Bergen, at der er 19 skoler, hvor der er påvist coronasmitte. Ni af skolerne er videregående skoler. Ingen af dem har måttet lukke helt ned, men hundreder af elever er røget i karantæne, skriver den norske avis VG.

Chef i Lægemiddelstyrelsen tager gerne første skud coronavaccine

Lægemiddelstyrelsens chef, Thomas Senderovitz, regner med, at en coronavaccine er klar i 2021.

Og han er ikke bekymret for, at udviklingen af en vaccine går for hurtigt. Han ville ikke tøve, hvis en godkendt coronavaccine lå klar allerede.

– Jeg tager gerne det første skud, siger han til DR Nyheder.

Frankrig registrerer rekordstor smittestigning

Der er det seneste døgn registreret 13.498 nye tilfælde af coronavirus i Frankrig, oplyser sundhedsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters. Det er den største stigning på en enkelt dag, landet har registreret siden coronaudbruddet. Med til historien hører, at flere bliver testet i dag end i foråret. I alt er 442.194 personer bekræftet smittede i Frankrig.

Brostrøm: Går op til to uger før vi ser effekt af restriktioner

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, er bekymret over udviklingen i antallet af coronasmittede. Det siger han i et interview til TV 2. Her fortæller han også, at han forventer, der vil gå en uge til to, før effekten af de nye restriktioner kan ses på smittetallet.

SF og DF efterlyser klarere coronaregler

SF og DF efterlyser klarere coronaregler til social adfærd. Det skriver Jyllands-Posten. På et pressemøde fredag opfordrede statsminister Mette Frederiksen (S) danskerne til at begrænse den sociale omgang. Hvor mange personerne danskerne bør omgås, ville statsministeren dog ikke sætte tal på. Og det vækker kritik hos SF og DF.

Storbritannien registrerer største daglige smittestigning siden maj

Storbritannien har konstateret 4422 nye smittetilfælde det seneste døgn. Det er 100 flere end det forrige døgn og det største antal smittede på et døgn siden 8. maj.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Statsministeren beder Anders Hemmingsens følgere om hjælp

Den populære Instagram-profil Anders Hemmingen har lørdag lagt en video op med statsminister Mette Frederiksen (S).

Her beder hun de unge om to ting: at holde igen med festerne og downloade Smittestop-appen.

- Jeg ved, det er træls og irriterende. Måske er du startet på en ny uddannelse og vil gerne ud med dine nye gode venner.

- Men det er bare svært med et livligt natteliv og en pandemi, siger hun.

Politi opfordrer til at nyde det gode vejr i små grupper

Der er godt vejr over Danmark lørdag, og derfor opfordrer politiet til ikke at lade solen distrahere folk fra at huske coronareglerne.

Københavns Politi minder også om, at det er til stede i hele byen for at holde øje med, om reglerne bliver overholdt.

Endnu en nordjysk minkfarm er ramt af corona

Nye tal fra Fødevarestyrelsen viser, at endnu en minkfarm i Hjørring er testet positiv for coronavirus, skriver TV2 Nord.

Dermed er på bare en uge sket en stigning fra 12 til 20 smittede farme i Vendsyssel.

Smittet barn sender klasse hjem

Et barn i indskolingen på Holluf Pile Skole i Odense er blevet konstateret smittet med coronavirus. Det betyder, at en hel klasse er sendt hjem, bekræfter konstitueret skoleleder til TV2 Fyn.

Hundredvis demonstrerer mod coronatiltag i London

Mere end tusind mennesker er samlet i den centrale del af London for at demonstrere mod Storbritanniens tiltag for at inddæmme coronavirus, rapporterer The Guardian fra stedet. 

Politiet ruster op over hele landet

Politiet vil bekæmpe spredningen af covid-19 med en oprustning i hele landet, varsler rigspolitichef Thorkild Fogde på Twitter.

Højeste antal indlagte i tre måneder

Der er yderligere fire indlagt med coronavirus i det seneste døgn, viser tal fra politi.dk. Dermed er der nu 62 indlagte i alt, og det er det højeste tal siden midten af juni.

Antallet af nye smittede slog rekord med 589.

Plejecenter ramt af smitte - lukket for besøg

En beboer på Ålbæk Plejecenter i Vendsyssel er testet positiv for coronavirus. Det skriver TV 2 Nord.

Plejecenteret er lukket for besøgende, indtil alle beboere er testet negative.

- Vi tager de nødvendige forholdsregler, så vi kan bremse eventuel smitte bedst muligt. Det betyder, at de beboere og ansatte, som er nære kontakter til den smittede, vil blive isoleret og testet, så vi kan bryde smittekæden, fortæller Jytte Egetoft Thøgersen, der er centerchef for Sundhed og Pleje i Frederikshavn Kommune.

Radikales landsmøde ramt af corona-ændringer

432 delegerede skulle have været med til De Radikales landsmøde lørdag i Nyborg, men grundet coronarestriktioner holdes det fysiske fremmøde til det minimale, ligesom landsmødet hovedsageligt afvikles digitalt.

Det betyder, at de delegerede skal stemme hjemmefra via et link.

Partiet oplyser, at man er cirka 35 personer til stede på Nyborg Strand for at stå for afviklingen.

Kun politisk leder Morten Østergaard og politisk ordfører Sofie Carsten Nielsen er til stede fra folketingsgruppen.

Ny smitterekord i Polen

I Polen er der registreret 1002 nye smittetilfælde det seneste døgn, hvilket er ny rekord i det østeuropæiske land. Polen har ellers længe lykkedes med at holde smitten nede gennem strenge restriktioner og en kontant nedlukning af landet.

Overlæge: Mange unge indlagte afspejler smittespredning

At unge udgør en større del af de indlagte coronapatienter kan ses som et udtryk for, at smitten ikke for alvor har bredt sig til de ældre og sårbare i denne omgang. Det vurderer Lars Østergaard, der er ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital.

- De indlæggelser, vi ser på hospitalerne, afspejler den smittespredning, vi ser i samfundet, hvor der også er forholdsvist flere unge, der er smittet, siger han.

Sundhedsministeren oplyste fredag, at 14 procent af de indlagte er under 30 år.