Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

Arkiv

​Denne liveblog opdateres ikke længere.

TV2.DK giver dig seneste nyt om coronavirus i Danmark og i hele verden.

Hvad sker der? Smittetallene i Danmark har den seneste tid været stigende. Mandag opfordrede Statens Serum Institut til, at der bliver reageret nu.

Hvad er status? Mandag blev 347 registreret smittet i Danmark, mens to blev registreret døde. Se de nyeste tal her.

Skole lukket ned efter elever er testet positiv

I weekenden blev to elever fra en 4. klasse på Vallekilde-Hørve Friskole i Odsherred Kommune konstateret smittet med covid-19, og skolen er nu lukket ned for aktiviteter. Otte kilometer derfra, på Fårevejle Skole, er en elev fra en af skolens udslusningsklasser også testet positiv. 

Det betyder, at eleverne i udslusningsklasserne, som er fra 6. klasse og op, er blevet sendt hjem. Samtidig er en lejrskole til Bornholm for to 6. klasser blevet aflyst, oplyser kommunaldirektør i Odsherred Kommune Claus Steen Madsen til TV 2 ØST.

Hubertusjagten 2020 er aflyst

Hubertusjagt 2015 i Dyrehaven, søndag 1 november. Magasindammen.

På grund af den aktuelle coronasituation i Danmark er Hubertusjagten 2020 aflyst, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse. Hvert år tiltrækker arrangementet mellem 25.000-45.000 tilskuere i Dyrehaven. Hubertusjagten blev afholdt første gang i 1900 og har kun været aflyst under Anden Verdenskrig i 1943 og 1944.

To nye lande når over kritisk smittegrænse

Hospitalsarbejdere i Amsterdam demonstrerer.

Østrig og Holland har mandag registreret flere end 30 smittetilfælde per 100.000 indbyggere den seneste uge. Det viser tal fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol (ECDC), skriver Ritzau.

Det kan betyde, at landene kan blive inkluderet på de danske myndigheders liste over, hvilke lande danskere frarådes at rejse til. Listen opdateres ugentligt.

Giftlinjen: Mange børn får håndsprit i øjnene

Giftlinjen får tre gange så mange opkald om øjengener som før coronakrisen, skriver TV 2 ØSTJYLLAND. Det er ofte små børn, der kommer galt afsted, og det skyldes ikke mindst, at håndspritdispensere typisk er placeret for højt oppe, hvis man er to-tre år, siger overlæge Niels Ebbehøj fra Giftlinjen. Får man håndsprit i øjnene skal man skylle dem med vand, lyder det.

Knap 800 elever sendt hjem - smitte taget til over weekenden

Pilehaveskolen i Vallensbæk vil fra i morgen og 14 dage frem være helt nedlukket, efter at fire lærere og otte elever er konstateret smittet med coronavirus. Smitten er taget til over weekenden, fremgår det af et brev, som skolen har sendt til forældrene på Aula. Pilehaveskolen har 780 elever.

SF vil have permanente corona-restriktioner

SF's Kirsten Normann Andersen.

SF opfordrer sundhedsministeren til at indføre nye corona-restriktioner. Det siger SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen til Ritzau. Hun foreslår, at der indføres mere permanente og nationale tiltag, som kan forebygge smittespredning, indtil der en dag er en vaccine.

Eksempelvis mener hun, at daginstitutioner, skoler og plejehjem skal opdeles i mindre grupper for at begrænse smittespredning. Og så bør butiksejere i højere grad sikre, at der ikke lukkes for mange ind i butikkerne, mener hun.

Gæst ved galopdag smittet - 200 opholdt sig i samme bygning

En tilskuer ved lørdagens galop på Fyens Væddeløbsbane er konstateret smittet med coronavirus, skriver fyens.dk. Der var solgt omkring 340 billetter til arrangementet, hvor lidt over 200 opholdt sig i samme bygning som den smittede. Personer, som har været i nærkontakt med den pågældende, er underrettet.

Pave Frans ”overvåges konstant” for coronavirus

Pave Frans

Pave Frans ”overvåges konstant” for, om han skulle være smittet med coronavirus. Det skriver The Guardian. Pave Frans mødtes med den filipinske kardinal Luis Antonio Tagle 29. august under en privat audiens. Da han kom hjem til Filippinerne, blev han sidenhen testet positv for covid-19.

115 anmeldelser om svindel med hjælpepakker

Antallet af anmeldelser om mulig svindel med coronahjælpepakker er steget til 115. Det oplyser Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet i en pressemeddelelse. Det fremgår ikke, hvor mange af anmeldelserne, der er blevet til rene sigtelser.

En 29-årig mand blev 19. august dømt for svindel med hjælpepakker. Det var den første sag af sin slags.

Professor: - Tallet er for højt

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet, mener, at tallet for nysmittede med coronavirus er for højt. Der er 347 nye smittetilfælde mandag.

- Det er stabilt, men det er stabilt på et for højt niveau efter min opfattelse. Og nu begynder vi også at se, at antallet af indlæggelser langsomt stiger. Det kan gå meget hurtigt, siger han.

Allan Randrup Thomsen forudser, at der snart kommer nye restriktioner. Han mener især, man bør slå ned på nattelivet.

- Jeg vil faktisk stille spørgsmål ved, om man overhovedet skal have barerne åbne.

- Man kan også indskærpe, at folk skal sidde ned på restaurationer, og måske kan mundbind komme på tale. Det er ikke noget supervåben, men det kan godt give en ekstra lille effekt. Det kunne være på udvalgte steder som indkøbscentre og supermarkeder, siger han.

347 er det seneste døgn smittet med coronavirus i Danmark

Antallet af af smittede med covid-19 i Danmark er det seneste døgn 347. Det oplyser Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.

23.697 er blevet testet, antallet af indlagte stiger med 3 og 2 er døde.

Søndag var antallet af smittede 333, mens 27.691 var blevet testet. Søndag var antallet af indlagte 47, hvoraf 4 var indlagt på intensive afdelinger.

Tre personer slipper for coronabøder, selvom de bryder opholdsforbud

Tre personer slipper for at betale bøder på 2500 kroner for at bryde opholdsforbud på Islands Brygge 26. april. Det har Københavns Byret afgjort. Det oplyser byretten til Ritzau. De tre personer havde taget deres bødesager i retten, fordi de ikke mener, at skiltningen på Islands Brygge var god nok, da de fik bøderne.
 

Elever på gymnasium sendt hjem

En klasse og op til yderligere 10 elever er mandag sendt hjem fra Herning Gymnasium, skriver Herning Folkeblad. Hjemsendelsen kommer, efter en elev er testet positiv. De pågældende elever vil modtage digital undervisning den næste uge.

17 kommuner indfører besøgsrestriktioner på sociale botilbud

Social- og Indenrigsministeriet indfører besøgsrestriktioner på sociale botilbud i 17 kommuner i hovedsområdet, hvor der er beboere, der tilhører en risikogruppe. Det er op til det enkelte botilbuds ledelse at vurdere, om der er beboere eller medarbejdere, der tilhører en af grupperne. 

Meldingen kommer et par dage efter, at Styrelsen for Patientsikkerhed gav de samme kommuner påbud om at indføre besøgsrestriktioner på plejehjem.

De 17 kommuner er Albertslund, Ballerup, Brøndby, Dragør, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, København, Lyngby-Taarbæk, Rødovre, Tårnby og Vallensbæk.

Stor filmfestival bliver ændret markant

Festivalen er ændret

Asiens største filmfestival, The Busan International Film Festival, vil blive kraftigt minimeret, og flere af begivenhederne vil afholdes online. Det oplyser arrangørerne af festivalen ifølge The Guardian.

Festivalen bliver normalt afholdt over 10 dage i Sydkorea og var oprindeligt sat til at starte i starten af oktober, men er nu udskudt til 21.-30. oktober. Den kan dog helt blive aflyst, advarer arrangørerne.

198 film fra 68 lande er repræsenteret på festivalen.

Over 5000 nye smittetilfælde i Rusland

Rusland registrerer 5509 nye smittetilfælde mandag, hvilket bringer det samlede antal smittede i landet op på 1.068.320. 

Yderligere 57 personer har mistet livet med virussen på det seneste døgn. Dermed er det samlede dødstal nu 18.635 i landet.

Rusland er fortsat det fjerdemest ramte land i verden.

Statens Serum Institut: Der skal reageres nu

Smittespredningen i det danske samfund er "bekymrende", da den stiger dag for dag. Og samtidig ser vi en stigning i antallet af indlæggelser, og derfor skal der sættes ind med restriktioner nu for, at den ikke løber ud af kontrol.

Sådan lyder det fra afdelingsschef i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause:

- Des mere smittespredning, der er i samfundet, des sværere bliver det også at beskytte dem, der er i særlig risiko for at blive alvorligt syge. Eksempelvis på sygehuse og plejehjem. Derfor skal der reageres nu, siger Tyra Grove Krause.

Tyra Grove Krause fremhæver forsamlingsstørelser, mundbind og opfordringer til øget hjemmearbejde som værktøjer og restriktioner, der kan sørge for, at "gryden ikke koger over".

121 børn, lærere og pædagoger er sendt hjem

121 børn, lærere og pædagoger sendt hjem efter coronaudbrud i Jelling, skriver TV Syd. Ifølge stationen er smittetallet i Vejle kommune 31,2 tilfælde per 100.000 indbyggere.

Coronavagter stopper alle uden mundbind på banegård

Mandag morgen har der stået vagter ved indgangen til Aarhus Hovedbanegård. Her har de stoppet alle dem, der er kommet til stationen og ikke har båret mundbind. Ingen får bøder, men alle uden mundbind bliver stoppet og mindet om reglerne, lyder det fra DSB.

Vagter vil stå der i tidsrummet 08-23 skriver Aarhus Stiftstidende.