Nyheder

Dagens nyheder 14. september

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Brand i Skærbæk er under kontrol

Branden i Skærbæk nær Fredericia er nu igen under kontrol, skriver Sydøstjyllands Politi på Twitter. Tilskuere bedes dog fortsat holde afstand, så beredskabet kan arbejde.

DF: Forsvaret skal være klar til at opføre grænsehegn

DF vil have beredskab klar til pigtrådshegn ved grænsen til Tyskland. Det siger formand Kristian Thulesen Dahl (DF) til Berlingske. Forsvaret skal være klar til at opføre et grænsehegn, hvis der der kommer en ny flygtningekrise, siger han.

Brand i villa - beboere skal søge inden døre

Villaen ligger på Skærbæk Ringvej.

Der er brand i en villa ved Skærbæk nær Fredericia. Beboere i området mellem Kraftværksvej, Skærbækvej og Overgade skal søge inden døre, skriver Sydøstjyllands Politi på Twitter. Politiet oplyser til TV 2, at der ikke er meldinger om nogen personskade.

Youtube lancerer TikTok-lignende produkt

Youtube - Googles musik- og videoplatform - lancerer over de næste par dage et produkt, der minder om den populære danse-app TikTok. Youtubes pendant hedder 'Shorts' og vil først blive afprøvet i Inden, inden det vil blive rullet ud i andre lande, skriver Reuters.

Mette Frederiksen melder sig ind i sexisme-debatten

I et opslag på Facebook skriver statsminister Mette Frederiksen (S), at hun synes, at sexchikane er forkert, og at hun bakker op om Sofie Linde, der til Zulu Comedy Galla genstartede MeToo-debatten i Danmark. Mandag bakkede V-formand Jakob Ellemann-Jensen også op om Linde på Instagram.

DF-politiker slået i hovedet

Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, er blevet slået i hovedet under et arrangement i Aarhus mandag, skriver BT. Han er ikke kommet alvorligt til skade, siger han til avisen. Episoden udspillede sig, da Hans Kristian Skibby besøgte den aarhusiansk letbane. Overfaldsmanden forlod ikke stedet og blev kort efter arresteret. Politiet bekræfter episoden.

Hollænder dømt for fragt af narko

En 22-årig hollænder er idømt ni års fængsel for at fragte narko. Det har Retten i Glostrup mandag afgjort, skriver Ekstra Bladet. Den unge hollænder har i retten forklaret, at han var blevet tilbudt 5000 kroner for at køre en bil med 6,6 kilo kokain og 92,8 kilo hash fra Ikea i Taastrup til Lidl på Amager. Han blev anholdt på vejen.

Nyudnævnt vagthund trækker sig efter mediehistorier

Troels Ørting blev sidste uge udnævnt til bestyrelsen i Finanstilsynet. Mandag har han trukket sig, oplyser Finanstilsynet i en pressemeddelelse. Branchemediet Finanswatch har efter udnævnelsen kunnet fortælle, at Ørting i et tidligere job spillede en "central rolle" i en britisk bankskandale.

Oprydning overstået på Helsingørmotorvejen - stadig kø

Efter et uheld på Helsingørmotorvejen er oprydningen nu overstået. Der er dog stadig kø ved afkørsel 14, Nærum, skriver DR P4 Trafik. 

Hollandsk mand tilstår indsmugling af 60 kilo hash

En 41-årig hollandsk mand har tilstået indsmugling af 60 kilo hash ved grænseovergangen ved Frøslev, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi. Hændelsen fandt sted 4. september, hvor den 41-årige kom kørende i en hollandsk bil. Bilen blev undersøgt med toldernes narkohunde, der fandt 60 kilo hash.

Trafikken kører igen på Helsingørmotorvejen

Efter færdselsuheldet på Helsingørmotorvejen i nordgående retning kører trafikken nu igen som normalt, skriver Nordsjællands Politi på Twitter.

Kvindelandsholdet vil også knæle

Spillerne på det danske kvindelandshold i fodbold vil også markere kampen mod racisme ved at knæle inden kampstart i holdets forestående to EM-kvalifikationskampe, oplyser Dansk Boldspil-Union på Twitter.

Russisk udenrigsminister aflyser besøg til Tyskland

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, aflyser sit besøg i den tyske hovedstad, Berlin, tirsdag, oplyser nyhedsbureauet Interfax. Aflysningen kommer, efter et svensk og et fransk laboratorium mandag bekræftede, at det var en nervegift, der er fremstillet af en hemmelige tjeneste i Rusland, som nær slog oppositionspolitikeren Aleksej Navalny ihjel i sidste måned. Han er ved at komme sig på et hospital i Berlin.

18-årig dømt for at skyde 13-årig i brystet

En 18-årig mand skal i fængsel i 3,5 år for at skyde en 13-årig dreng i brystet. Det skete på en institution på Nørrebro sidste år, skriver Ritzau. Den nu dømte var tiltalt for forsøg på manddrab, men retten fandt ikke bevisførelsen tilstrækkelig, hvorfor han blev dømt for at udsætte et andet menneske for fare.

Færdselsuheld på motorvej - politi beder om at vise hensyn

Efter et færdselsuheld på Helsingørmotorvejen beder politiet bilister om at vise hensyn og gøre plads til redningskøretøjer. Uheldet er sket i nordgående retning en kilometer nord for afkørsel 9, Hørsholm C.

Russisk systemkritiker i bedring

Den russiske systemkritiker Aleksej Navalny, der er indlagt på et hospital i Berlin, efter han blev angrebet med en nervegift, er i klar bedring, oplyser de tyske læger ifølge dpa. Han skal ikke længere have ilt, og han er i stand til kortvarigt at rejse sig fra sin seng og gå, skriver nyhedsbureuaet Ritzau.

Medarbejdere på Ekstra Bladet nedlægger arbejdet

Medarbejdere på Ekstra Bladet har mandag formiddag nedlagt arbejdet. Det sker, efter ledelsen har opsagt otte medarbejdere. De strejkende medarbejdere skriver i et brev, at det er "noget svineri", da fyringerne skal ses i lyset af coronakrisen, hvor de har kæmpet for avisen. Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen siger til fagbladet Journalisten, at avisen vil udkomme på print og digital som normalt. Strejken varer foreløbigt frem til tirsdag klokken 12.00.

Amagermotorvejen er åben igen - massiv kø

Amagermotorvejen er igen åbnet, dog med massiv kø fra Sydhavnen og Ørestaden, skriver DR P4 Trafik.

Medarbejder tiltalt for at slå udviklingshæmmet

En medarbejder på bostedet Sødisbakke i Mariager er tiltalt for at slå en beboer. Det var under den svært udviklingshæmmede beboers indlæggelse på et hospital på Sjælland, at den formodede vold fandt sted. Det bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falsters politi over for DR.

Merkels formandsafløser skal findes til december

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel.

Forretningsudvalget i forbundskansler Angela Merkels kristelige demokratiske parti, CDU, har mandag besluttet, at valget af en ny partileder skal finde sted 4. december ved en kongres i Stuttgart. Den kommende CDU-leder ventes at blive kandidat til posten som forbundskansler efter Merkel, skriver Reuters.