Nyheder

Helle Thorning blander sig i debat: - Jeg har pænt meget erfaring med sexchikanesager

Den tidligere statsminister opfordrer blandt andet chefer til at sende deres medarbejdere på et obligatorisk kursus, der skal forebygge chikane.

Den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (Soc.dem) blander sig nu i MeToo-debatten.

Det sker efter 1615 kvinder fra den danske medieverden skrev under på et støttebrev til tv-vært Sofie Linde om, at der stadig eksisterer en sexistisk kultur i branchen.

Helle Thorning-Schmidt skriver på Instagram, at 'det må lakke mod enden, at navngivne kvinder skal bruge mere modig energi på at løfte bevisbyrden'.

Samtidig beskriver hun, hvordan hun som politisk leder har mødt sexchikane flere gange.

- Som leder har jeg pænt meget erfaring med sexchikanesager. To højtprofilerede sager, da jeg var formand for Socialdemokratiet og en sag på CEO-niveau fra Red Barnet i Storbritannien.

Da hun håndterede sagerne, blev hun langt fra mødt med de reaktioner, hun havde forventet.

- Fælles for min håndtering var, at jeg blev beskyldt for at overreagere, hvilket jeg egentlig har det meget godt med i dag.

Minister under Thorning indgik forlig i sexchikane-sag

Den tidligere statsminister går ikke i detaljer med de tre sexchikanesager, og det har ikke været muligt for TV 2 at få en uddybende kommentar til hendes opslag søndag aften.

I Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode kom det frem, at hendes minister for By-, Bolig- og Landdistrikter, Carsten Hansen(S), under sin tid som gruppeformand havde forulempet en partiansat kvindelig sekretær.

Krænkelsen endte som en sag om sexchikane, hvor Socialdemokratiet indgik et forlig med HK, og Carsten Hansen gav kvinden en undskyldning.

Helle Thorning-Schmidt lod Carsten Hansen fortsætte i regeringen, og selv kaldte den daværende minister personalesagen for 'yderst beklagelig'.

Det var også i Helle Thorning-Schmidts regeringstid, at overborgmester Frank Jensen i Ekstra Bladet blev beskyldt for at have slikket en kvindelig medarbejder i øret og en anden på halsen ved en julefrokost. Flere andre var blevet omklamret og holdt fast af ham. Få dage efter undskyldte han sin adfærd.

I sin tid som international direktør for Red Barnets internationale organisation Save the Children blev 16 personer fyret som følge af sager om sexchikane.

Medarbejdere skal vide, hvor de kan klage

Helle Thorning-Schmidt kommer med en række råd til chefer, der skal forhindre yderligere sexisme.

  • Invitér til dialog med kvinderne og spørg dem
  • Vær sikker på, at alle forstår hvad forskelsbehandling og seksuel chikane er. Lav obligatoriske kurser for medarbejderne
  • Vis, der er nul tolerance hos den øverste ledelse
  • Lad medarbejderne kende klagevejene
  • Gør hellere for meget end for lidt

Sexchikane på Christiansborg

En undersøgelse foretaget af A4 Medier fra 2019 viste, at sexchikane langt fra er et fænomen, der udelukkende angår mediebranchen.

Her blev politikerne på Christiansborg spurgt, om de havde oplevet chikane, og det svarede hver tiende ja til.

Eksempelvis svarede Merete Dea Larsen fra Dansk Folkeparti dengang, at en kollega havde fortalt, at "man kan fantasere om, hvad du har på under den nederdel".

En anonym kvindelig Venstre-politiker svarede ligeledes, at hun havde fået at vide, at "hun havde nogle gode ben i nylonstrømper".

Minister har inviteret Sofie Linde til møde

I kølvandet på støttebrevet til Sofie Linde, der som den første tog debatten om sexisme i mediebranchen, har ligestillingsminister Mogens Jensen (S) inviteret hende, og nogle af skribenterne bag støttebrevet til et møde.

Her vil han høre deres input til, hvordan man kommer sexchikane til livs.

- På den baggrund vil jeg så overveje, hvilke tiltag der kan tages.

- Både eventuelt sammen med arbejdsmarkedets parter, men eventuelt også om der skal yderligere lovgivningsmæssige initiativer til. Det vil jeg selvfølgelig drøfte med partierne i Folketinget, siger Mogens Jensen (S).

Ligestillingsministeren siger, at politikerne skal sikre, at der er de "nødvendige lovgivningsmæssige rammer" for, at "denne form for adfærd" ikke er tilladt.

- Og at der også er sanktioner, når det sker, siger han.