Operation X

Én enkelt fedmeoperation i udlandet har kostet statskassen 400.000

Sarah Gyldendal skal have endnu en af mange ballonudvidelser på Hvidovre Hospital.  TV 2

Dansk Folkeparti vil se på, om det bør være obligatorisk at have en forsikring, når man rejser til udlandet for at få lavet operationer på egen hånd

400.000 kroner.

Så meget har Sarah Gyldendals patientforløb cirka kostet det danske samfund i genoperationer, efter at hun fik foretaget en fedmeoperation i udlandet, som endte med alvorlige komplikationer.

Og hendes hospitalsforløb er stadig ikke slut. I næste uge skal hun have en ballonudvidelse af en forsnævring, og det bliver den 19. genoperation på halvandet år.

TV 2 sendte torsdag programmet 'Operation X: Lægens livsfarlige operationer', hvor en række danske patienter har fået foretaget en fedmeoperation i Grækenland af en dansk læge. Flere patienter endte med at få alvorlige komplikationer efter operationen og skulle dermed behandles i det danske sundhedsvæsen, da de kom hjem til Danmark.

Overlæger fra Hvidovre og Køge hospital stod torsdag frem i programmet og fortalte, at de havde modtaget omkring 20 patienter med alvorlige komplikationer fra bare én læge i Grækenland i de sidste par år.

Sarah Gyldendal er altså blot én blandt mange, som det danske sygehusvæsen har taget sig af efter operationer i udlandet.

Men præcis hvor mange er ikke til at vide. Danske Regioner har ikke noget overblik over, hvor mange patienter der kommer hjem fra udlandet med komplikationer efter operationer, der skal genbehandles hos de danske sygehuse. Det er nemlig på nuværende tidspunkt ikke muligt at registrere i sygehussystemet, at en patient er kommet til genbehandling efter en operation i udlandet.

- Vi har ikke lov til at registrere det, så vi kunne godt tænke os at arbejde på at få lov til at lave et form for register på de her patienter, der kommer ind efter operationer i udlandet. Patienter, som vi opererer i Danmark, de bliver jo allesammen registreret i en stor database, så vi har fuldstændigt styr på, hvad der sker med dem, siger Frederik Helgstrand, overlæge på Sjællands Universitetshospital i Køge.

Et forslag, der nu bliver grebet af Dansk Folkeparti.

- Det mener jeg er en god idé, og det vil jeg spørge ministeren om, hvorfor ikke kan lade sig gøre at registrere, for det ville give os et overblik over omfanget af problemet samt hvilke typer operationer, det typisk drejer sig om, siger Liselott Blixt, der er sundhedsordfører fra Dansk Folkeparti.

Koster samfundet dyrt

Hun har på baggrund af programmet stillet spørgsmål til ministeren, blandt andet for at få svar på om det burde være obligatorisk at have en forsikring, hvis man vælger at blive opereret i udlandet.

- Det koster sundhedsvæsenet mange penge, og det gør ventelisterne længere. I dag er det sådan, at privathospitaler herhjemme har en forsikring, så hvis noget går galt ved deres operationer, så står det offentlige ikke med regningen. Jeg mener, at vi bør finde ud af, om det ikke skal gøres obligatorisk, at patienter, der tager til udlandet for at blive opereret på egen hånd, skal have en forsikring, så vi ikke står med regningen i sidste ende, siger Liselott Blixt og tilføjer, at hun også vil kigge på, om det firma, der sender patienterne afsted, skal pålægges at sælge rejsen med en forsikring.

Ingen klagemuligheder

Styrelsen for Patientsikkerhed er efter 'Operation X'- programmet gået ind i sagen.

- På baggrund af de informationer og udsendelsen, som vi har set nu, så har vi tænkt os at orientere de græske sundhedsmyndigheder om det her, fordi vi mener, at det ser ret bekymrende ud, siger enhedschef Helle Borg Larsen fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen vil også starte en sag og undersøge, om der er grundlag for at give et påbud til det danske firma, som sælger fedmeoperationerne.

Helle Borg Larsen understreger, at man som patient skal tænke sig grundigt om, inden man tager til udlandet for at blive opereret.

- Hvis man overvejer at søge behandling i udlandet, så er det rigtig vigtigt, at man er opmærksom på, at den behandling falder uden for de danske tilsynsmyndigheder – og også klagesystemet og erstatningssystemet. Så det er rigtig vigtigt, at man som patient sætter sig ind i, hvad det er for nogen rammer, der gælder i det land, hvor man søger behandling.