Nyheder

Efter Operation X: Styrelsen for Patientsikkerhed skrider til handling

Styrelsen for Patientsikkerhed går nu ind i sagen om de patienter, der har fået komplikationer efter en fedmeoperation hos en dansk læge.

- Først og fremmest vil jeg sige, at det er nogle meget alvorlige patientforløb, vi ser i programmet, og det er meget bekymrende, siger enhedschef Helle Borg Larsen fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

På baggrund af 'Operation X'-dokumentaren 'Lægens livsfarlige operationer', der blev sendt torsdag aften, har Styrelsen for Patientsikkerhed besluttet at rette henvendelse til de græske myndigheder for at få dem til at undersøge lægen nærmere.

I programmet kunne man opleve flere patienter, som havde fået alvorlige komplikationer efter en fedmeoperation, de havde fået lavet i Grækenland af en dansk autoriseret læge ved navn Nikolas Valsamidis.

Overlæger fra danske hospitaler fortalte desuden, at de har modtaget omkring 20 danske patienter med alvorlige komplikationer som hul på mavesækken, blodforgiftninger, bylder inde i maven og forsnævringer, som gør, at patienterne efterfølgende har haft svært ved at spise.

Kan ikke undersøge lægen

Det gælder for eksempel Susanne Herringstad, som efter fedmeoperationen i Grækenland er blevet genopereret flere gange og i juni fik fjernet resten af sin mavesæk på grund af komplikationerne.

- Det har været et meget ubehageligt forløb. Jeg er vanvittig vred, siger Susanne Herringstad.

 Susanne Herringstad.

Men selvom patienterne er blevet opereret af en dansk læge med en dansk autorisation, kan de danske sundhedsmyndigheder ikke undersøge lægen nærmere, fordi operationerne er foretaget i udlandet.

Først hvis de græske myndigheder vælger at begrænse lægens virke, kan myndighederne i Danmark skride ind.

- Hvis vi får en orientering fra en tilsynsmyndighed i et andet land, så har vi mulighed for at reagere. Hvis de græske myndigheder finder grundlag for at træffe afgørelse, der begrænser en læges virke, så vil vi på baggrund af det også kunne reagere i forhold til den danske autorisation. Og i sidste ende vil vi kunne fratage autorisationen, hvis vi har grundlag for det, siger enhedschef Helle Borg Larsen.

Overtrædelse af markedsføringsloven

I programmet er der også kritik af firmaet KirurgiRejser, som reklamerer for lægen og sælger fedmeoperationerne til danskere.

Da en kvinde ringer til direktøren for KirurgiRejser for at høre nærmere om en fedmeoperation hos den danske læge, spørger hun direkte til, om der tidligere har været komplikationer hos den danske læge.

Det svarer direktøren nej til – selvom han i mindst fem tilfælde er blevet gjort bekendt med alvorlige komplikationer fra tidligere patienter.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der har tilsynspligten med firmaer, der sælger sundhedsydelser. Og efter at styrelsen har set programmet, har den besluttet at skride til handling overfor KirurgiRejser.

- Der skal være en saglig markedsføring af sundhedsydelser. Man må ikke give vildledende markedsføring. Og der er noget af det, der fremtræder i udsendelsen, der giver os grund til at undersøge det her nærmere. Der kan være tale om overtrædelse af markedsføringsloven, siger Helle Borg Larsen.

Hvis styrelsen mener, at der er tale om brud på loven, har den i første omgang mulighed for at give et påbud. Og hvis påbuddet ikke bliver overholdt, kan den politianmelde firmaet.

- Vi har tidligere undersøgt det her firma, og vi har undersøgt deres markedsføring, men vi har ikke tidligere haft de oplysninger, vi har nu, og derfor kigger vi på sagen igen, siger Helle Borg Larsen.

Vil fortsætte samarbejdet

Den danske læge Nikolas Valsamidis siger til TV 2, at han ikke kan genkende, at mange danske patienter skulle have fået komplikationer efter operationer fra ham.

- Jeg kender mine statistiker med de patienter, jeg har fulgt igennem tiderne, og jeg ved, at mine resultater og min komplikationsrate er langt bedre, end det man ser i Danmark, siger Nikolas Valsamidis, der dog ikke fører nogen statistik på de danske patienter.

Direktør for KirurgiRejser Atef El-Kher.

Direktøren for KirurgiRejser, Atef El-Kher, har hverken ønsket at stille op i 'Operation X' eller til TV 2 Nyhederne, men han skriver i en mail til TV 2, at "vi, såvel som vores tidligere patienter (af os bekendt), har været glade for vores samarbejde med Dr. Nikolas Valsamidis gennem de sidste mange år. Modsat, såfremt konkrete beviser vil blive præsenteret, vil vi selvfølgelig finde os nødsaget til at reevaluere og nøje overveje situationen".