Nyheder

Seneste nyt om coronavirus

Corona

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Hvad var status? 627 er døde med coronavirus i Danmark. 17.883 er konstateret smittede. Der er 27 indlagte, det er en stigning på 11 det seneste døgn.

Se de seneste tal her.

200 FN-medarbejdere smittede med coronavirus

Mere end 200 FN-medarbejdere i Syrien er testet positiv med covid-19. Det skriver The Guardian. Smitten er sket gennem en længere persiode, så der er ikke tale om et enkelt kæmpe udbrud.

De seneste måneder har landet oplevet en tidobling i antallet af smittede, og der er nødhjælpsarbejderne altså ikke gået fri.

Berlusconi i bedring efter coronasmitte

Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi er i bedring efter at have modtaget behandling mod covid-19. Det fortæller hans læger ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Berlusconi blev bragt til et hospital i sidste uge efter problemer med lungerne, i forbindelse med en infektion af coronavirusset.

Lørdag meddelte den tidligere leders læger, at Berlusconi nu befandt sig i en stabil tilstand, hvor vejrtræningen udviklede sig som forventet.

Mere end 100 elever sendt hjem fra folkeskole

En folkeskole i Albertslund sender over 100 elever hjem, da en elev i skolens 8. klasse er testet positiv for covid-19.

Det skriver TV2 Lorry.

I Albertslund viste tal lørdag, at der de foregående syv dage havde været 16 smittetilfælde - svarende til 57,8 per 100.000 indbyggere. Det er et af de højeste antal blandt landets kommuner.

To Danish Crown-medarbejdere testet positive

Danish Crown har fundet to coronasmittede medarbejdere blandt 3000 testede.
Det oplyser slagterivirksomheden. De to smittede har ikke på nuværende tidspunkt haft symptomer på covid-19.

I sidste uge blev en enkelt slagteriarbejder testet positiv på et slagteri i Horsens, hvorefter Danish Crown satte en større testoperation i gang.
 

Næsten 3000 nye smittede i Storbritannien

Der er konstaret 2988 nye smittede i Storbritannien søndag. Det er det højeste antal smittede siden 17. maj og næsten 1000 flere end lørdag.

52 personer hjemsendt på nordjysk skole

47 elever og 5 medarbejdere er hjemsendt på Vestbjerg Skole i Nordjylland, efter at en elev i en 8. klasse er testet positiv for smitte med coronavirus. Det oplyser Skoleforvaltningen i Nørresundby.
 

Første vacciner til Australien i januar

Austrailien vil modtage de første coronavacciner fra medicinalvirksomheden AstraZeneca i januar 2021, såfremt de klarer de sidste test. Det oplyser premierminister Scott Morrison ifølge Reuters.

Den første levering vil bestå af 3.8 millioner doser, men i alt er der bestilt 26 millioner doser af den pågældene vaccine. AstraZenecas vaccine bliver set som en af de førende på globalt plan.

Der bor omkring 25,5 millioner menensker i Australien.

Markant stigning i antal indlagte

Yderligere 147 personer er registreret smittet med coronavirus, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Antallet af indlagte stiger med 11 til 27 smittede.

Ud af de indlagte ligger fire på intensivafdeling. Det er en stigning på én siden lørdag.

Antallet af personer der får hjælp til at trække vejret af en respirator, har ikke ændret sig og lyder derfor stadig på tre.

116 skoleelever hjemsendt efter coronatilfælde

Herlev har hjemsendt 116 skoleelever efter coronatilfælde. Det fortæller kommunen til TV2 Lorry.

Eleverne er blevet hjemsendt, efter at der i ugens løb er blevet konstateret to coronatilfælde på to af byens skoler.

Det oplyses ikke, hvilke skoler det drejer sig om.

Også ansatte, der vurderes at være i risiko for at være blevet smittet, er sendt hjem.

Trafikselskaber får milliarder i coronakompensation

Gaderne var øde, og nogle busser og tog kørte tomme, da store dele af landet i foråret blev lukket ned på grund af coronavirus. Det har medført en regning for selskaberne, der driver den offentlige trafik, og de modtager derfor en kompensation på op mod to milliarder kroner for 2020.

Det er DSB, Metroselskabet og Arriva, der kompenseres. Forventningen er, at de tre selskaber tilsammen vil lide et økonomisk tab som følge af coronavirus på op mod to milliarder kroner.

Sverige har nu færre smittede per million end Danmark

Anders Tegnell.

Mens smittetallene i Danmark stiger markant i de her dage, er situationen en helt anden i Sverige. Her falder antallet af nye dagligt smittede – og det har det gjort i flere uger nu.

Faktisk går det så godt i Sverige, at de nu har færre nye dagligt smittede per million indbyggere end i Danmark og Norge. Det viser tal fra European Centre for Diasease Prevention and Control (ECDC) og Our World in Data.

Ekspert mener, at det er vigtigt at tage højde for, at Sverige tester meget mindre end Danmark.

Trods bedring på arbejdsmarkedet: Flere er langtidsledige

Antallet af ledige er steget betydeligt i Danmark, efter at samfundet i marts blev lukket ned for at begrænse smittespredningen af coronavirus.

Siden arbejdsløshedskøen toppede i maj, er den dog forkortet en smule, men det er ikke noget, som ser ud til at være kommet de langtidsledige til gode.

I perioden er bruttoledigheden faldet med 9355 personer, mens antallet af langtidsledige er steget med 2724 personer.

SF vil fortsætte ekstra rengøring mod corona

For at mindske smittespredning vil SF fortsætte den økonomiske støtte til ekstra grundig rengøring på dagtilbud, skoler og plejehjem.

Siden foråret har der været støtte, men efter sommerferien forsvandt pengene, da retningslinjerne for smitteforebyggende tiltag i daginstitutionerne blev ændret.

Derfor vil partiet fremsætte et beslutningsforslag i den kommende uge, der pålægger regeringen at videreføre støtten.

Topseedet kvindedouble får forbud mod at spille i US Open grundet coronafrygt

Franskmanden Kristina Mladenovic skulle have været i kamp sammen med Timea Babos fra Ungarn natten til søndag dansk tid i tennisturneringen US Open, men de kom aldrig på banen.

Mladenovic fik besked på at blive i karantæne på sit hotelværelse, fordi hun har været i kontakt med landsmanden Benoît Paire, som i sidste weekend blev testet positiv for coronavirus.

Paire blev selv trukket ud af herrernes singleturnering, før den begyndte.

Læger uden Grænser: Coronaindsats kan koste flere liv end selve virussen

Ifølge Læger uden Grænser risikerer den igangværende indsats mod covid-19 at koste flere menneskeliv end selve virussen. Ifølge organisationen er det særligt i de fattige lande, at der er store udfordringer.

I en pressemeddelelse skriver Læger uden Grænser, at langt flere vil være blevet ramt af sygdomme som tuberkulose, mæslinger og hiv, når vi kommer på den anden side af pandemien. 

- Mange steder har vi allerede set et drastisk fald i antallet af personer, der bliver diagnosticeret med de sygdomme. Simpelthen fordi de frygter at blive smittet hos lægen, fordi de ikke kan komme derhen på grund af restriktioner, eller fordi de helt er afskåret fra muligheden for at få lægehjælp på grund af corona-omdannede eller lukkede klinikker, siger medicinsk talsperson i Læger uden Grænser, Hanne Klink Epstein, i en pressemeddelelse.

Piratfest lukket i nat

Søndag nat uddelte Københavns Politi en bøde for overtrædelse af coronarestriktionerne. Den tilfaldt en arrangør af en privatfest på Amager Fælled.

- Der var cirka 100 mennesker til en piratfest, men folk gik hjem, efter at vi kom derud og konfiskerede anlægget, siger vagtchef hos Københavns Politi, Henrik Brix.

Han oplyser, at politiet kunne høre musik fra endnu en fest på Amager Fælled, men at festdeltagerne inklusiv anlæg forsvandt til alle sider, da politiet nærmede sig.

Smittet mand var på bodega: Gæster opfordres til at blive testet

En mand, der var på Bodegaen i Odense 4. september, har fået konstateret smitte med covid-19. 

Det skriver Bodegaen på sin Facebook-profil. De skriver, at de har været i kontakt med sundhedsmyndighederne, som opfordrer alle, der har besøgt Bodegaen mellem klokken 20 og 01 fredag 4. september, til at blive testet.

Desuden oplyser Bodegaen, at alle medarbejderne på stedet er blevet sendt hjem, indtil de er blevet testet og kan fremvise en negativ test. 

Virusramt delstat forlænger nedlukning i Melbourne med to uger

Daniel Andrews.

Den australske delstat Victoria vil forlænge Melbournes strenge coronarestriktioner med to uger.

Det siger Victorias premierminister, Daniel Andrews, på et pressemøde søndag ifølge det australske medie ABC.

Siden begyndelsen af august har Melbourne været under en total nedlukning, der i første omgang var sat til at ophøre 13. september. Den er nu forlænget.

Det betyder blandt andet, at det fortsat ikke vil være muligt at bevæge sig mere end fem kilometer væk fra hjemmet.

Traoré forlader spansk landsholdslejr efter coronatest

Adama Traore.

Fodboldspilleren Adama Traoré har forladt den spanske landsholdslejr, efter at nye tests har vist, at han har antistoffer mod coronavirus i blodet.

Det skriver det spanske medie Marca sent lørdag aften.

Den 24-årige Wolverhampton spiller var i forvejen mødt senere ind i landsholdslejren end resten af holdet, da han var blevet testet positiv for coronavirus.

Han fik efterfølgende lov til at rejse til Spanien, hvor han skulle have taget del i søndagens Nations League-kamp mod Ukraine, efter at han senere blev testet negativ.

Men lørdag har han så forladt landsholdslejren igen efter nye test.

Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) anbefaler, at spillere ikke deltager i kampene, hvis deres test ikke er negative.

For ikke at udsætte nogen for smitterisiko har det spanske landshold og UEFA derfor besluttet, at Traoré ikke skal deltage i søndagens kamp i Madrid.

Ifølge Marca har Traoré ikke udsat nogen af sine holdkammerater eller trænere for smittefare, mens han var i landsholdslejren.

Adama Traoré stod til at få debut for landsholdet i søndagens opgør.
 

120.000 flere end normalt er døde under pandemien i Mexico

Mexico har registreret 122.765 flere dødsfald end normalt mellem midten af marts og 1. august.

Det oplyser landets sundhedsministerium lørdag i en rapport om overdødelighed.

Tallet antyder, at Mexicos dødstal under pandemien kan være langt højere, end de officielle tal viser.

Landet har officielt registreret 67.326 dødsfald og 629.409 smittetilfælde i løbet af pandemien, viser tal fra Johns Hopkins Universitet.

Men den mexicanske regering har ofte sagt, at det reelle antal smittede sandsynligvis er langt højere, fordi mange ikke bliver testet.

Målinger af overdødelighed bliver globalt anset for at være en mere præcis måde at måle det reelle dødstal under pandemien.

Mexicos sundhedsministerium oplyser, at de mange ekstra dødsfald ikke nødvendigvis alle sammen skyldes coronavirus, men at folk også kan være døde af andre årsager.