Nyheder

Dagens nyheder 6. september 2020

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Risiko for sammenbrud i Brexit-forhandlinger

Den britiske regering planlægger at fremlægge lovforslag, som vil underkende vigtige elementer af udtrædelsesaftalen med EU, skriver avisen Financial Times. Der er en alvorlig risiko for, at det vil føre til et sammenbrud i forhandlingerne med EU. Det vil især kunne få afgørende betydning for Nordirlands status.

Novak Djokovic diskvalificeret fra US Open

Verdensetteren Novak Djokovic bliver diskvalificeret fra kamp i fjerde runde ved US Open, da han efter et tabt parti skyder bolden ind på linjedommer.

Frafaldne Alternativet-medlemmer stifter nyt parti

Flere tidligere medlemmer af Alternativet stifter et nyt parti ved navn Frie Grønne. Blandt andet står løsgænger i Folketinget og tidligere partileder Uffe Elbæk samt løsgængerne Sikandar Siddique og Susanne Zimmer bag det nye parti. Sikandar Siddique skal lede partiet. Det oplyser Sikandar Siddique og Uffe Elbæk i en ny minidokumentar, der bringes på TV 2 PLAY søndag aften.

Tyfon truer otte millioner mennesker i Japan

Op mod otte millioner mennesker er blevet bedt om at evakuere de områder af Japan, hvor tyfonen med navnet Haishen truer. Det skriver BBC. I øjeblikket tager tyfonen til med vindhastigheder på mere end 160 kilometer i timen, og den ventes at gå i land mandag.

200 personer reddet ud af skovbrand med helikopter

Omkring 200 personer er blevet evakueret fra Mammoth Pool Reservoir i Californien med helikopter, efter en skovbrand, der udviklede sig hurtigt, fangede dem. Det skriver New York Times. Der går kun en enkelt vej ind i området, så hvis den bliver blokeret, kan det være svært at komme ud.

Massearrestationer til hviderussisk demonstration

Sikkerhedsstyrkerne er begyndt at anholde demonstranterne igen.

Hviderussiske sikkerhedsstyrker har tilbageholdt mindst hundrede demonstranter, det oplyser landets indenrigsminister ifølge Interfax. Samtidigt beretter også Reuters om massearrestationer i forbindelse med søndagens protester mod præsident Alexander Lukashenko.

1000 børn og unge har været for dommer i nyt nævn

Siden Ungdomskriminalitetsnævnet trådte i kraft i 2019, har der været næsten 1000 sager, hvor børn og unge i alderen 10 til 17 år har stået for en dommer i nævnet. Over halvdelen har involveret børn i alderen 10 til 14 år. Det viser en aktindsigt, som TV 2 har fået. Derfor retter fagforeningen Socialpædagogerne kritik af Ungdomskriminalitetsnævnet, som de mener, i realiteten har nedsat den kriminelle lavalder til 10 år.

Tusindvis af demonstranter på gaden

Demonstranterne anerkender ikke det seneste valgresultat.

Tusindvis af demonstranter trodser myndighederne og er på gaden i den hviderussiske hovedstad, Minsk, i protest mod præsident Alexander Lukashenko. Demonstranterne anerkender ikke det seneste valgresultat og kræver Lukashenkos afgang. Hundredevis af demonstranter er kommet til skade i kampe med sikkerhedsstyrkerne under tidligere protester, og flere har mistet livet.

Migranter sprang fra borde

Situationen er tilsyneladende anspændt på et Mærsk-skib, der i mere end en måned har ligget ud for Malta med 27 migranter om bord. Tre af migranterne sprang over bord søndag morgen. Det fremgår af et opslag på Twitter af Maersk Tankers.

Skibet var egentligt på vej til Tunesien, men ligger nu ud for Malta med en uafklaret situation, fordi Malta nægter at tage imod migranterne.

Nye protester i Hongkong - næsten 100 anholdte

Hongkong.

Næsten 100 personer er anholdt under protester i Hongkong søndag. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Demonstranter er søndag på gaden i Hongkong, hvor de demonstrerer mod udsættelsen af valget til det lokale parlament.

Valget skulle have fundet sted søndag, men er udsat et år på grund af coronavirus.

Det lokale parlamentsvalg er et af de få tilfælde, hvor borgere i Hongkong har mulighed for at stemme.

116 skoleelever hjemsendt efter coronatilfælde

Herlev har hjemsendt 116 skoleelever efter coronatilfælde. Det fortæller kommunen til TV 2 Lorry. Eleverne er blevet hjemsendt, efter at der i ugens løb er blevet konstateret to coronatilfælde på to af byens skoler.

Politichef: Intet tyder på terror i Birmingham

Der er intet, der tyder på en terrorhandling i forbindelse med stik i Birmingham natten til søndag. Det siger politichef Steve Graham ifølge Sky News. Ofrene, der blev angrebet, er tilsyneladende blevet udvalgt tilfældigt, tilføjer han.

En dræbt og to alvorligt sårede efter knivstik i England

En mand er død, mens en mand og en kvinde er kommet alvorligt til skade i forbindelse med knivangreb i Birmingham, England, natten til søndag. Det oplyser West Midlands Police på Twitter. Fem øvrige er kommet til skade.

Svensk politichef melder om problemer med kriminelle klaner

Bandekriminalitet er i Sverige er tydeligt koblet til udsatte områder, siger vicerigspolitichef. Det siger vicerigspolitichef Mats Löfving i et interview med Sveriges Radio. Vicerigspolitichefens udtalelser kommer, da bandekriminalitet er et stort samtaleemne i Sverige for tiden, og fordi politiet arbejder ihærdigt på at gøre noget ved problemet.

Faldskærmsudspringer død i ulykke

En 54-årig mandlig faldskærmsudspringer er afgået ved døden i forbindelse med DM i faldskærmsudspring. Det siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV 2. Mandens pårørende er underettet om ulykken.

Ulykke ved DM i faldskærmsudspring

En deltager til DM i faldskærmsudspring i Herning er her til morgen kommet til skade i forbindelse med disciplin, hvor springeren skal ramme vand, inden han lander på jorden. Det skriver TV Midtvest, der har en reporter på stedet. Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter, at der har været en ulykke, men har ikke yderligere informationer på nuværende tidspunkt.

Politi har anholdt mand efter brand i villa

Efter en brand i en villa ved Herlufmagle på Sydsjælland har politiet anholdt en mand. Søndag skal en dommer afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle ham.

Kold dag venter

Søndagens vejr minder om lørdagens, men med lidt lavere temperaturer. Når solen er fremme, og der er læ, så er vejret behageligt, men i skygge og blæst føles det koldere, end vi længe har oplevet, skriver TV 2 Vejret.

Flere stukket ned i Birmingham

Flere personer er blevet stukket ned i Birmingham i en "større hændelse". Det er for tidligt at spekulere i årsagen, siger politiet ifølge avisen Daily Mirror.

Tyskland truer med sanktioner efter Navalnyj-forgiftning.

Den russiske oppositionsleder, Aleksej Navalnyj, blev for få uger siden syg under en flyvning fra Sibirien til Moskva. Fra russisk side skal der snart være en forklaring, ellers vil Tyskland diskutere mulige sanktioner, siger udenrigsminister Heiko Maas.