Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

ARKIVFOTO.

Hvad sker der? Både danske og amerikanske myndigheder åbner op for at godkende en vaccine, før fase tre-forsøg er afsluttet. 

Hvad er status? I Danmark er 16.985 personer konstateret smittet, mens 624 er døde med coronavirus. Få hele overblikket her.

Ansat på Danish Crowns slagteri i Horsens smittet

En ansat på Danish Crowns slagteri i Horsens er smittet med covid-19. Det skriver branchemediet Agriwatch.

Den ansatte er en del af aftenholdet, som nu skal testes tirsdag. Seks ansatte er sendt hjem.

I starten af august blev et andet af selskabets slagteri ramt af et større smitteudbrud.

På slagteriet i Slagelse blev flere end 150 af de ansatte smittet med covid-19. Der er omkring 850 ansatte på slagteriet.

Smitte på daginstitution og skole i kommune

Kerteminde Kommune har henover weekenden konstateret smittede med covid-9 på daginstitutionen Mælkevejen i Langeskov og 10. klassecenteret.

De skriver TV 2 FYN. 

På daginstitutionen er der tale om en ansat, som er smittet. Der er ikke oplysninger om, hvem der er blevet smittet på 10. klassecenteret.  

Storebæltsbroen og Øresundsbroen mister 250 millioner kroner i tabte indtægter

Coronakrisen koster Sund & Bælt 250 millioner kroner i tabte indtægter. Det oplyser selskabet bag Storebæltsbroen i sit regnskab for årets første seks måneder.

Omsætningen er faldet til 1,4 milliarder kroner. Det er knap 16 procent mindre end den samme periode sidste år.

- Situationen med covid-19 påvirker fortsat trafikken over Storebælt og Øresund, siger topchef Mikkel Hemmingsen i en kommentar til tallene.

Thomas Kristensens anden coronatest var negativ

Lørdag blev TV 2s Tour de France-vært Thomas Kristensen nødt til at tage hjem fra arbejde, efter han var blevet testet positiv for coronavirus. 

Nu er Thomas Kristensen blevet testet igen, og anden prøve viser sig at være negativ.

Ud fra et forsigtighedsprincip er studieværten først tilbage på arbejde lørdag 5. september, hvis han fortsat ikke har symptomer, og forudsat at yderligere prøver viser sig at være negative.

Dansk kvinde testet positiv for coronavirus to gange

Den 41-årige sygeplejerske Marie-Louise Kleszewski er blevet testet positiv for coronavirus to gange med tre måneders mellemrum.

Det fortæller hun til Ekstra Bladet. 

Til mediet fortæller Marie-Louise Kleszewski hun første gang blev testet positiv for coronavirus 11. april. Tre måneder senere blev hun testet for coronavirus igen. Også denne gang var prøven positiv.  

USA runder over 6 millioner smittede

Tal fra Johns Hopkins Univeristy viser, at over 6 millioner personer i USA er testet positiv for coronavirus.

Sverige nedskriver antallet af coronadødsfald med 13

Sverige har nedskrevet antallet af coronarelaterede dødsfald med 13 siden fredag, viser de seneste tal fra den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten.

Ifølge de nye tal er antallet af dødsfald nu på 5808, hvilket er 13 færre end fredag, hvor antallet af dødsfald blev opgivet til at være 5821.

Borgmester aflyser pensionistfest efter beskyldninger

Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp blev i sidste uge beskyldt for at spille hasard med borgernes ve og vel, da han ville gennemføre en høstfest for 100 pensionister.

Nu er festen blevet aflyst, skriver TV 2 LORRY.

Aflysningen kommer med et hovedargument fra kommunen om, at den aktuelle Covid-19-situation gør, at smittefaren spillede for stor en risiko.

Amerikansk læge advarer USA mod at følge Sveriges eksempel

USA bør ikke følge den måde, som Sverige har grebet coronakrisen an på. Det siger lægen Scott Gottlieb, der er tidligere kommisær for den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed, FDA. 

Det skriver han i et åbent brev i Wall Street Journal. 

Ifølge CNN kommer Gottliebs udtalelser efter at flere har peget mod Sverige i forhold til at få USA sporet ind på en langsigtet håndtering af coronakrisen.

Dansk Michelin-restaurant lukker på grund af coronakrise

Michelinrestauranten 108, som er en del af Noma koncernen, lukker ved udgangen af september.

Det skriver restauranten på sin Facebook-profil.

Her fortæller folkene bag restuaranten, at de har lidt under coronakrisen og konsekvenserne af den. De fremhæver blandt andet, at der har været færre internationale gæster.

108 har en stjerne i Michelin-guiden.

Rusland begynder massevaccinationer om få måneder

Rusland begynder at massevaccinere højrisikogrupper i november og december, siger landets sundhedsminister Mikhail Murashko ifølge CNN. 

Rusland er ifølge dem selv det første land til at udvikle en vaccine.

Vaccinen er blevet godkendt til brug efter blot to måneders forsøg på mennesker, hvilket har fået flere internationale eksperter på området til at lufte deres bekymring for vaccinens sikkerhed og kvalitet, skriver CNN.

Bergen indkalder til pressemøde og opfordrer studerende til selvisolation

Den norske by Bergen har indkaldt til pressemøde om coronasituationen i byen. Det sker, efter at et udbrud har ramt studentermiljøet, skriver Dagbladet.

Siden fredag er der registreret 66 nye smittede i byen, der alle er i alderen 19-27 år. 

Helsebyråd i Bergen opfordrer nu alle studerende, som har deltaget i studenterfester, til at gå i selvisolation. 

Bravo Tours fyrer hver tredje medarbejder

Rejseselskabet Bravo Tours fyrer 20 ud af 60 medarbejdere som følge af coronakrisen. Det skriver TV Midtvest. 

Lige nu sender Bravo Tours kun chartergæster til tre græske øer, og de omsætter kun for mellem 11-12 procent af det normale. Det mærker medarbejderne nu konsekvensen af.

- Vi er blevet meget afhængige af rejsevejledningerne, der bliver ændret hver torsdag, og den seneste måned har vi kun set rejsevejledninger, der er blevet dårligere, siger Peder Hornshøj, direktør for Bravo Tours. 

Han fortæller, at medarbejderne er kede af det, men samtidig har fuld forståelse for situationen. 

EU tilslutter sig global vaccinealliance

EU-Kommissionen tilslutter sig den globale vaccinealliance Covax, der er FN-funderet, og bidrager med 400 millioner euro, svarende til 2,98 milliarder danske kroner til projektet. 

- Disse penge skal bidrage til køb og levering af doser af en fremtidig vaccine til lav- og mellemindkomstlande, siger Ursula von der Leyen.

I vaccinealliancen Covax forsøger man at fremskynde udviklingen af coronavacciner og indkøbe disse.

Fokus på corona i finansloven

Coronakrisen er i fokus, når regeringen præsenterer sit udspil til finanslov. Det gør finansminister Nicolai Wammen (S) klart. 

 - Det kan siges utroligt enkelt: Finansloven for 2021 kommer til at handle om at få Danmark igennem coronakrisen. Vi vil sætte gang i dansk økonomi efter coronakrisen, og vi skal sikre, at sundhedsvæsenet er rustet til at håndtere corona. Dermed er det også en helt anderledes finanslov, end vi er vant til. Der er færre penge til andre initiativer på grund af coronakrisen, siger Nicolai Wammen.

Politiet har uddelt 16 bøder til passagerer uden mundbind

.

Siden krav om mundbind blev indført, har politiet 16 gange udskrevet bøder til trodsige bus- og togpassagerer. Det oplyser Rigspolitiet til Ritzau mandag.

Bærer en bus- eller togpassager ikke mundbind, og nægter vedkommende at forlade transportmidlet, kan det udløse en bøde på 2500 kroner fra politiet. Det er altså ikke det manglende mundbind alene, der får politiet til at hive bødeblokken frem.

Har man glemt at få mundbind på i den kollektive trafik, vil man i første omgang blive bedt om at forlade transportmidlet - eller stationen. Efterlever man ikke buschaufførens eller togkonduktørens anvisninger, kan politiet blive tilkaldt.

Kravet om mundbind gælder indtil udgangen af oktober og har til formål at hindre spredning af coronavirus.

Danske myndigheder klar til at tyvstarte på brug af coronavaccine

Det er ikke kun i USA, at myndighederne nu åbner op for at godkende en vaccine mod corona, før fase 3-forsøg er afsluttet. 

Ingen kan nemlig vente på, at et lægemiddel har afsluttet fase 3, der kan vare flere år. Det siger Thomas Senderovitz, der er direktør i Lægemiddelstyrelsen. 

- I EU stiller vi krav om, at der skal være fase 3-studier. De behøver dog ikke være helt færdige, fordi det vil typisk tage to-tre år. Det er der ingen i hele verden, der kan vente på, siger han til Ritzau. 

MCH Messecenter Herning fyrer hver fjerde medarbejder

MCH Messecenter Herning nedlægger 66 stillinger efter regeringens hjælpepakker udløb lørdag. Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.

- Vores forretning er baseret på, at mange mennesker mødes. Nedlukningen i marts og de efterfølgende restriktioner betød, at vi i mere end fem måneder hverken havde gæster, aktiviteter eller nogen form for indtægter, siger administrerende direktør, Georg Sørensen.

MCH blev lukket ned 11. marts sammen med store dele af samfundet. 

Odense Privatskole sender to klasser hjem

En elev i 8. klasse på Odense Privatskole er i weekenden blevet testet positiv for covid-19. Derfor er de 13 elever i 8. klasse sendt hjem. Klassen var sammen med en 3. klasse i fredags, og derfor er de 18 elever i 3. klasse ligeledes sendt hjem. En enkelt lærer, der har været sammen med klasserne i fredags, er ligeledes sendt hjem. Det skriver TV 2 Fyn

- Vi har jo været forberedte på,  at det her kunne opstå, så vi har været klar med online-undervisning et stykke tid, og det går vi i gang med mandag, og vi fortsætter med det indtil alle elever er testet negative, siger skoleleder Yusuf Cevirici.

Det er ikke første gang, at elever i Odense må sendes hjem. I sidste uge blev 61 elever sendt hjem, efter at en elev blev testet positiv for corona på Rosengårdskolen i det sydøstlige Odense.