Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

TV 2 giver dig her seneste nyt om coronaudviklingen.

Hvad skete der? Et flertal i Folketinget har landet en aftale om at forlænge af de økonomiske hjælpepakker til erhvervslivet og kultur- og sportslivet.

Hvad var status? 16.700 personer er konstateret smittet, mens 624 er døde med coronavirus i Danmark. Få hele overblikket her.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Efter orkan: Amerikansk guvernør bekymret for færre test

Guvernøren i den amerikanske delstat Louisiana, John Bel Edwards, er bekymret for, at antallet af coronatest vil falde efter at orkanen Laura har hærget staten. Det fortalte han i et pressemøde fredag.

Tyrkiet melder om højeste antal corona-relaterede dødsfald

Det seneste døgn har Tyrkiet haft 36 dødsfald relateret til coronavirus. Det er det højeste antal på et døgn siden midten af maj, fortæller landets sundhedsminister ifølge CNN. Tyrkiet har oprustet deres testkapacitet betydeligt over den seneste uge og tester dagligt mere end 100.000 personer om dagen.

Hotelgigant vil fyre 18.000 medarbejdere i USA

Den amerikanske hotel- og casinogigant MGM Resorts International vil fra mandag fyre 18.000 af sine hjemsendte medarbejdere, oplyser selskabet fredag ifølge nyhedsbureauet AFP. Virksomheden driver blandt andet flere hoteller i Las Vegas og havde ved nytår næsten 52.000 fuldtidsansatte og 18.000 deltidsansatte.

Laveste daglige smittetal i New York siden pandemien

Guvernøren i den amerikanske delstat New York, Andrew Cuomo, oplyste fredag under et pressemødet, at kun 0,65 procent af de knap 98.000 coronatest, der var blevet udført torsdag i staten, var positive. Det er det laveste antal i New York siden pandemien begyndte, skriver CNN

- Det er bevis på, at det, vi hver især gør, forsinker spredningen af virussen. At bære maske, udvise social distancering og vaske hænder, det gør en forskel, siger Andrew Cuomo.

Udenrigsministeriet fraråder unødvendige rejser til Ungarn fra på tirsdag

Rejsevejledningen for Ungarn vil blive opdateret, så alle unødvendige rejser til landet frarådes fra tirsdag 1. september, oplyser Udenrigsministeriet.

Det sker, fordi Ungarn fra tirsdag indfører indrejseforbud for rejsende uden anerkendelsesværdige formål.

Skoleklasse og to medarbejdere i Hjørring sendt hjem - elev smittet

En elev i 5. klasse på Bagterpskolen i Hjørring er smittet med coronavirus, og elevens klassekammerater er nu sendt hjem i isolation, skriver TV 2 Nord.

Skolen fik beskeden om den positive test fredag formiddag og reagerede med det samme.

- Vi kontaktede alle forældrene, der kom og hentede deres børn, ligesom vi har sendt to medarbejdere hjem, der vurderes som tætte kontakter til klassen, siger Mads Bech Albertsen. Han er skoledistriktsleder for Hjørring Sydøst Skole, hvor Bagterpskolen hører under.

Ungarn lukker grænsen

Ungarn vil lukke grænsen for udlændinge gældende fra 1. september og mindst en måned frem. Det oplyser talsmand for den ungarske regering Gergely Gulays ifølge nyhedsbureauet Reuters. Beslutningen skyldes ønsket om at begrænse spredningen af coronavirus i landet. Indrejseforbuddet gælder dog ikke militære konvojer, humanitære transitter, forretningsrejser eller diplomatiske rejser. Alle ungarske statsborgere, der rejser ind i landet efter 1. september, vil desuden skulle gå i karantæne.

Corona-demonstration med 22.000 deltagere godkendes i Berlin

Berlins administrative domstol har omstødt et forbud mod en planlagt demonstration mod Tysklands restriktioner i forbindelse med coronavirus. Det skriver BBC. Tidligere på ugen havde landets myndigheder oplyst, at de ville forbyde demonstrationen for at begrænse spredningen af coronavirus.

Demonstrationen skal finde sted i storbyen lørdag, og det forventes, over 22.000 personer vil deltage.

Spansk politi anholder konspirationsteoretiker

En 38–årig spansk mand er blevet anholdt efter at han på internettet har påstået, at coronapandemien er blevet opfundet af politikere, medier og sundhedsmyndigheder. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Manden er blevet sigtet for at have opildnet til had og vold ved hjælp af falske profiler på sociale medier.

73 nye smittede med coronavirus

Der er det seneste døgn registreret 73 nye smittede med coronavirus i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut. Yderligere to personer er indlagt på landets hospitaler, der bringer det totale antal indlagte op på 21. Ingen er døde med coronavirus de seneste 24 timer.

Lokale restriktioner lempes i Aarhus Kommune

Sundhedsmyndighederne lemper på lokale restriktioner i Aarhus Kommune. Det gælder både natteliv og ungdomsuddannelser, oplyser Sundhedsministeriet.

Dermed får værtshuse nu lov til at åbne på lige fod med resten af landet, hvilket vil sige, at de må have åbent til klokken 02 om natten. Gæster må dog senest lukkes ind efter klokken 23.

Restriktionerne bliver fjernet ved midnat mellem 28. og 29. august.

Overblik: Aftale om økonomiske hjælpepakker

Udvalgte hovedpunkter i aftalen om økonomisk hjælp til coronaramte erhverv:

  • Partierne holder fast i at udfase de generelle hjælpepakker, som et politisk flertal blev enige om i juni.
  • Virksomheder, der er ramt af forsamlingsforbud, grænselukninger og rejsevejledninger, får fortsat økonomisk støtte fra staten.
  • Også underleverandører og selvstændige kan fremover blive kompenseret.
  • Hjælpen gælder i første omgang frem til udgangen af oktober. Er der coronarestriktioner efter den 31. oktober, bliver støtten til de berørte brancher forlænget året ud.
  • 680 millioner kroner skal gå til støtte til kultur-, idræts- og foreningslivet. Af dem skal 400 millioner kroner støtte aktivitet som oplevelser og inspiration. De resterende 280 millioner kroner handler om at fortsætte hjælpepakker til dem, der fortsat er underlagt restriktioner.

Kilde: Erhvervsministeriet

DF står uden for aftale om økonomiske hjælpepakker

Dansk Folkeparti er ikke en del af den aftale, som et flertal i Folketinget har besluttet, skal komme erhvervs-, idræts- og kulturlivet til gode.

Det skriver partiets gruppeformand, Peter Skaarup, på Twitter.

Enhedslisten står også uden for aftalen.

Aftale på plads om økonomiske hjælpepakker

Der er faldet en aftale på plads om coronahjælpepakker til erhvervs-, idræts- og kulturlivet. Det siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) på et pressemøde i Erhvervsministeriet. Det er et flertal i Folketinget, der har besluttet at forlænge hjælp til brancher, som er ramt af coronakrisens restriktioner. De økonomiske hjælpepakker forlænges frem til 31. oktober, men er der corona-restriktioner efter denne dato, vil aftalepartierne afsætte penge året ud til de berørte kultur- og idrætsinstitutioner.

Hver tiende bliver afskediget i Muskelsvindfonden

Muskelsvindfonden skal afskedige hver tiende medarbejder. Det sker på baggrund af coronakrisen, da organisationen ikke kan være sikker på, at man kan afholde Grøn Koncert og Cirkus Summarum i 2021. Det oplyser direktør Henrik Ib Jørgensen.

- Derfor er vi allerede nu nødt til at vise rettidig omhu og sige farvel til flere gode medarbejdere, siger direktøren.

Fonden, der er en medlemsforening for mennesker med muskelsvind og pårørende, beskæftiger omkring 80 ansatte og har knap 3000 frivillige.

Pressemøde om økonomiske hjælpepakker

Erhvervsministeriet indkalder til pressemøde klokken 13.15 om økonomiske hjælpepakker til erhvervs-, idræts- og kulturlivet. Det vil foregå i Erhvervsministeriets lokaler. 

Københavns Lufthavn fyrer færre end annonceret

Københavns Lufthavn nedlægger i alt 511 stillinger. Det oplyser Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse. Lufthavnen havde tidligere varslet, at 650 stillinger skulle nedlægges på grund af coronakrisen, som har sendt luftfartsbranchen ud i en historisk krise.

Men gennem forhandlinger med tillidsfolk på tværs af alle faggrupper i lufthavnen er det lykkedes at få tallet ned på 511 stillinger. Heraf er der omkring 200 frivillige fratrædelser.

Coronasmittet elev sender klassekammerater i isolation

En elev i 5. klasse på Bagterpskolen i Hjørring er blevet testet positiv for covid-19. Det har ført til, at alle klassekammerater og to af skolens ansatte er blevet sendt hjem i isolation. 

Det bekræfter skolens leder, Mads Bech Albertsen til Nordjyske.dk.

Enhedslisten forlader forhandlinger om hjælpepakker

Enhedslisten forlader forhandlingerne om fortsættelse af hjælpepakker. Det oplyser partiet.

Årsagen til at Enhedslisten forlader forhandlingerne, er uenighed om, hvilke firmaer, der skal opfattes som værende i skattely, når det kommer til adgang til hjælpepakker.

Indonesien sætter kedelige coronarekord

Indonesien har for anden dag i træk registreret det højeste antal daglige nye tilfælde af coronavirus. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Fredag er der registreret 3003 nye tilfælde af covid-19. I alt er der registreret 165.887 smittede i landet, og i alt 7169 personer er døde med coronavirus i kroppen.