Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

TV2.DK giver dig her seneste nyt om coronavirussen fra Danmark og resten af verden. 

Hvad er status i Danmark? 16.627 er konstateret smittet, mens 624 er døde med coronavirus. Få hele overblikket her.

Livebloggen opdateres ikke længere.

Rederi indfører obligatorisk temperaturmåling

Rejsende på færger mellem Hirtshals og Larvik, Hirtshals og Kristiansand samt Oslo og Kiel med rederiet Color Line skal være forberedt på at få målt deres temperatur, efter at virksomheden har indført obligatorisk måling. Det oplyser Helge Otto Mathisen, koncerndirektør for kommunikation i Color Line, til det norske nyhedsmedie Dinside.

Holland beordrer nedlukning af 100 minkfarme

Mere end 100 minkfarme beordres lukket, efter at minke på flere lokationer er blevet registreret smittet med coronavirus. Det skriver det hollandske nyhedsbureau ANP ifølge The Guardian.

De mange minkfarme skal være lukkede inden marts, og landets myndigheder har tilsidesat 180 millioner euros for at kunne yde kompensation til farmene.

Frankrig slår kedelig rekord i antallet af smittede

Frankrig har registreret 6111 nye coronavirus-tilfælde siden onsdag. Det er det højeste antal på et døgn, siden den franske regering valgte at genåbne landet efter to måneders lockdown. Det skriver The Guardian.

Det højeste antal smittede på et døgn i Frankrig lød på 7578 personer, hvilket skete mens landet var i lockdown.

Cykelhold sender fire hjem fra Tour de France

Det belgiske cykelhold Lotto Soudal sender to ansatte hjem fra Tour de France på grund af mistanke om smitte med covid-19. Det oplyser holdet i en pressemeddelelse.

Heller ikke de to personers værelseskammerater får lov til at fortsætte deres arbejde. Det oplyses ikke, hvilke funktioner de fire ansatte har på holdet. Tour de France starter på lørdag.

Rejsende fra flere lande i karantæne i Storbritannien fra lørdag

Rejsende, der ankommer til Storbritannien fra Schweiz, Tjekkiet og Jamaica, skal fra på lørdag i karantæne 14 dage for at forhindre spredningen af covid-19, siger den britiske transportminister Grant Shapps torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Data viser, vi er nødt til at fjerne Tjekkiet, Schweiz og Jamaica fra vores liste over coronavirus-rejsekorridorer, siger Grant Shapps i en udtalelse.

Til gengæld behøver rejsende fra Cuba til Storbritannien ikke længere gå i karantæne, tilføjer han.

Mundbind bliver obligatorisk for spanske skolebørn

Det bliver obligatorisk for spanske skoleelever at bære mundbind, når de vender tilbage til skolerne i september. Det oplyser de spanske myndigheder ifølge CNN.

Kravet gælder kun elever, der er ældre end seks år, og er en del af landets 29 nye tiltag for at begrænse og forsinke smitten af coronavirus.

Storbritannien melder om højeste antal corona-smittede

Torsdag blev der registreret det højeste antal smittetilfælde med coronavirus i Storbritannien siden 12. juni. Det oplyser nyehdsbureauet Reuters. I alt blev 1522 personer testet positive med covid-19 torsdag.

Mundbind bliver obligatorisk i Paris

Det bliver fra fredag morgen obligatorisk at bære mundbind alle offentlige steder i Frankrigs hovedstad, Paris. Det oplyser den franske tv-kanal BFM TV ifølge Reuters. 

Svenske myndigheder vil tillade 500 at samles

Det svenske svar på Sundhedsstyrelsen vil hæve loftet over forsamlinger fra 50 til 500 til visse arrangementer. Ifølge Aftonbladet drejer den foreslåede grænse sig blandt andet om spillesteder, store udeserveringer, sportsarrangementer, fester og konferencer, hvor deltagerne kan have nummererede siddepladser, og hvor der kan sikres en meters afstand mellem personer.

Virksomhed har fået stjålet sprit for mange tusinde kroner

En virksomhed i Randers anmeldte onsdag, at de havde fået stjålet 60 fem-liters dunke håndsprit og 30 jerndispensere til håndspritflasker. Virksomheden opdagede, at ukendte gerningsmænd havde brudt en container op og stjålet de mange genstande for flere tusinde kroner mellem 20. og 25. august. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse. Politiet formoder, at de stjålne varer vil blive forsøgt solgt, og de hører derfor gerne fra borgere og virksomheder, som får tilbudt varerne.

90 nye smittetilfælde i Danmark

Der er registreret 90 nye smittetilfælde i Danmark, oplyser Statens Serum Institut. Der er fortsat 19 indlagte.

En person død med coronavirus

En person er død med coronavirus det sidste døgn, og yderligere 90 personer er smittet i Danmark. Få hele overblikket over tallene her

Kvinde fik bøde for at nægte mundbind

En 57-årig kvinde har som den første i Østjyllands Politikreds fået en bøde for at nægte at bære mundbind i offentlig transport. Det skriver TV 2 Østjylland. Det skete onsdag morgen, da kvinden ikke bar mundbind i et tog og trods flere opfordringer nægtede at tage et på. Bøden bliver på 2.500 kroner.

EU underskriver kontrakt om vaccine

EU underskriver kontrakt med den britiske virksomhed AstraZeneca om 300 millioner doser af en potentiel vaccine. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Kontrakten følger en købsaftale, der blev lavet tidligere i august. Ifølge nyhedsbureauet er det den første kontrakt mellem EU og en virksomhed, der håber at fremstille en vaccine. 

Frankrigs premierminister bekymret over virusudvikling

Coronavirussen blusser op igen i dele af Frankrig, og det får premierminister Jean Castex til at opfordre regeringen til at reagere. Særligt sker det blandt unge mennesker og primært omkring Paris, skriver nyhedsbureauet Reuters. 

Landet har mærket en stigning i antallet af coronasmittede siden juli, men stigningen er begyndt at gå hurtigt de sidste par uger. 

Værtshus blev lukket af politiet

Politiet lukkede i går et værtshus i Herning, da der var omkring dobbelt så mange gæster, som forsamlingsforbuddet tillader. Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse. Ejeren kan ifølge politiet forvente en bøde på 10.000 kroner. 

Over 1500 nye smittetilfælde i Tyskland

Tyskland har det seneste døgn registreret over 1500 nye smittetilfælde. Det skriver Reuters, der bruger tal fra Robert Koch Insituttet. Fem personer er døde i landet det sidste døgn. I alt er 9.285 personer døde med coronavirus i landet.

Indien sætter smitterekord

Indien sætter ny daglig smitterekord med 75.760 personer registreret smittet på et enkelt døgn. Det skriver AP. Indien har registreret over 60.000 nye smittetilfælde hver dag de sidste to uger og er nu oppe på 3,3 millioner smittede, siden pandemien begyndte. I alt er knap 60.500 personer døde med virussen. 

Borgmester får kritik for at gennemføre arrangement

Ole Bjørstorp (S), borgmester i Ishøj Kommune, får kritik for ikke at aflyse en høstfest for 100 pensionister 8. september. Det skriver TV 2 Lorry. Han bliver beskyldt for at "spille hasard" med de ældres sundhed.