Kamilla Hantusch forsvandt 19. juli 2014.
Det utilgivelige

Noget lurede længe under overfladen - hvorfor skulle 21-årige Kamilla Hantusch dø?

Lisbeth Hantuschs liv har i seks år været fyldt med uvished. Nu vil hun vide, hvorfor hendes elskede datter skulle dø.

Hvad var det?

Lastbilchaufføren Karl Henrik Christensen kunne se noget ligge i buskadset, da han kørte ned ad en motorvejsnedkørsel ved Kliplev i Sønderjylland.

Det så på en eller anden måde bare forkert ud dér midt i det tilgroede område. Derfor vendte han tilbage til nedkørslen senere på dagen for at undersøge, hvad det var.

Han skulle ikke særlig tæt på, før han så et par strømper. De var rene og kridhvide. Så hvide, at de lyste helt op i landskabet.

Dér midt på jorden lå en slank lille person med ryggen til vejen og halvt tildækket af en sort affaldssæk.

Det var en ung kvinde. Hun var død, og det var tydeligt, at hun havde ligget der i et stykke tid.

Har brug for sandheden

Det var 30. juli 2014 sidst på eftermiddagen, at lastbilchaufføren Karl Henrik Christensen ringede til politiet og fortalte, hvad han havde fundet.

Fundet i grøften afsluttede en 11 dage lang eftersøgning af den 21-årige Kamilla Hantusch.

Men hvad skete der den aften, hun forsvandt og døde?

Var det et planlagt drab eller et uheld?

De spørgsmål undersøger Kamillas mor, Lisbeth Hantusch, i dokumentaren ’Det utilgivelige’.

Kamilla Hantusch efterlod en datter på seks år. Og en dag vil datteren måske få brug for svar på, hvad der helt præcist skete med hendes mor.

Det er vigtigt for Lisbeth Hantusch at kunne give sit barnebarn de svar.

Det var nemlig barnebarnets far, der slog Kamilla Hantusch ihjel og efterfølgende blev idømt 12 års fængsel for drabet og udvisning for bestandigt.

Kærlighedshistorie endte tragisk

Kamilla Hantusch og hendes kæreste Samayullah Asef.

Kamilla Hantusch var en glad ung pige. Godtroende – måske til tider lidt for godtroende. Men hun så kun det bedste i folk. Sådan mindes Lisbeth Hantusch sin datter.

Hun spillede både håndbold og badminton op gennem sine teenageår, og især håndbolden blev et frirum for hende. Et frirum fra det turbulente forhold hun havde til sin kæreste, som hun mødte som blot 14-årig.

Hun drømte om at blive skuespiller – og hvis ikke det skulle lykkes, ville hun ind til politiet.

Men så langt nåede hun aldrig.

Hendes liv tog en uventet drejning, da hun blev kærester med den fire år ældre Samayullah Asef.

Fortællingen om Kamilla og Samayullah var på mange måder en kærlighedshistorie. De mødte hinanden og blev forelskede.

Forholdet holdt de skjult i de første mange måneder. Ifølge Lisbeth Hantusch på grund af kulturforskellene.

Samayullah Asef var født i Afghanistan og flygtede til Danmark med sin familie som niårig.

Samayullah Asef flyttede hurtigt hjem til Kamilla, der stadig boede hjemme hos sin mor, Lisbeth Hantusch.

Forholdet kunne de dog ikke blive ved med at holde skjult. Ret tidligt opdagede Lisbeth Hantusch, hvorfor hendes datter tit skulle på en aftentur.

Kort tid efter blev Kamilla Hantusch gravid. Men den glade nyhed afslørede kæresteparret først, da hun var seks måneder henne i sin graviditet.

Samayullah Asef var i mellemtiden blevet smidt ud hjemmefra og fik lov til at flytte hjem til Lisbeth Hantusch, hvis hjem dannede rammerne for det unge pars nye lille familie.

De første år gik godt, og Samayullah Asef kom godt ud af det med Lisbeth Hantusch.

Folk, der kendte Samayullah Asef, beskrev ham som en behagelig og pligtopfyldende ung mand. Han virkede glad for Kamilla Hantusch og deres fælles barn.

Men noget lurede under overfladen.

Samayullah og Kamilla på hospitalet efter fødslen.

Et svært og forvirrende brud

Det startede med kontrol. Samayullah Asef ringede ofte til Kamilla Hantusch for at høre, hvad hun lavede, og hvor hun var henne.

Det stressede Kamilla Hantusch, hvilket hun ifølge sin bror også på et tidspunkt gav udtryk for:

- Han tjekker mig i hoved og røv, sagde hun i forbindelse med, at hun i december 2013 gjorde det forbi med Samayullah Asef.

Kamilla Hantusch havde fået nok af at føle sig overvåget, forfulgt og kontrolleret.

Alligevel fortsatte Samayullah Asef med at bo sammen med Kamilla Hantusch og hendes familie. De delte også fortsat soveværelse.

Lisbeth Hantusch oplevede, at det var svært for Samayullah Asef at forstå og acceptere, at det var slut.

Og ifølge Lisbeth Hantusch var det også svært for hendes datter at gøre det helt forbi. Kamilla Hantusch frygtede, at han ville tage deres datter fra hende.

Kamilla Hantusch sammen med sin datter.

Konflikterne mellem det unge kærestepar tog til, da Kamilla Hantusch fik taget det sidste skridt og gjorde det endegyldigt forbi med ham. Det skete blot få uger, inden hun blev slået ihjel.

I ugen op til den skæbnesvangre dag, var Samayullah Asef meget frustreret.

- Jeg ved, hun har en anden, sagde Samayullah Asef en aften ved spisebordet i køkkenet. Over for ham sad Lisbeth Hantusch.

Hun forsøgte at berolige ham med, at datteren ikke havde fundet en anden, og at han altid ville være datterens far.

Men det var umuligt at nå ind til ham. Lisbeth Hantusch oplevede ham tværtimod meget vred. Og med helt sorte øjne bankede han sine knyttede næver ned i spisebordet og sagde:

- Hun får ikke en anden. Jeg sørger for det.

19. juli 2014 gjorde Samayullah Asef alvor af sine ord.

En aften gik det helt galt

Det var en helt almindelig lørdag aften, da Kamilla Hantuschs tvillingesøster og hendes kæreste sagde farvel til Kamilla få hundrede meter fra barndomshjemmet. De havde været henne hos en fælles ven.

Kamilla Hantusch var ikke bange for at gå strækningen, selvom det næsten lige var blevet mørkt.

Det var sidste gang, de så hende. På vej hjem mødte hun Samayullah Asef.

Hvad der skete i de efterfølgende timer, er der kun én, der ved.

Ifølge retten forklarede Samayullah Asef, at der opstod et skænderi på deres værelse, som udviklede sig til håndgemæng, hvor han tog kvælertag på 21-årige Kamilla Hantusch. Det gjorde han ifølge ham selv i 40 til 50 sekunder, hvorefter de faldt ned på sengen.

Han fortalte også, at han ikke ville slå hende ihjel. At det var et uheld.

Men Kamilla Hantusch blev kvalt og døde.

Efterfølgende kørte Samayullah Asef rundt med liget af Kamilla Hantusch i timevis. Flere gange på den 400-500 kilometer lange køretur overvejede han at køre hende på hospitalet.

Men han endte med at lægge hende i det grønne område ved motorvejsnedkørslen kun få kilometer fra deres hjem i Padborg.

Da han kom tilbage til huset, listede han ind i gangen og kaldte på sin seksårige datter. Hun lå og sov inde ved Lisbeth Hantusch, der vågnede, så straks hun hørte ham tænde for lyset ude i gangen.

- Kom, du skal med ind og sove, kaldte han.

Lisbeth Hantusch var overbevist om, at hendes egen datter lå inde på værelset og sov.

Hvor er Kamilla?

Næste morgen skulle Lisbeth Hantusch tidligt op og på arbejde. Det var en helt almindelig søndag morgen. Hun gjorde sig i stand og listede gennem gangen, forbi Kamilla og Samayullahs værelse og ud ad døren.

Nogle timer senere ringede Kamilla Hantuschs søster.

- Har du hørt fra Kamilla?, spurgte søsteren bekymret.

- Nej, er hun ikke derhjemme?, svarede Lisbeth Hantusch.

- Nej, og hendes telefon er slukket, lød det i telefonen.

Kamilla Hantusch kunne godt finde på at slukke sin telefon, men Lisbeth Hantusch havde en aftale med hende om altid at give besked om, hvor hun var. Og det lignede hende slet ikke at blive væk fra sin datter.

Noget var ikke, som det burde. Så Lisbeth Hantusch tog tidligt fri og skyndte sig hjem.

Derhjemme blev hun mødt af Samayullah Asef, der bad hende om hjælp til at søge en bolig på computeren. De satte sig ned ved spisebordet, hvor de så tit sad, og gik i gang.

Lisbeth Hantusch spurgte, hvor hendes datter var, men det vidste han ikke noget om.

Han gik derimod ind på værelset, da Lisbeth og Kamillas søster gik i gang med at ringe rundt til folk for at høre, om de vidste, hvor Kamilla Hantusch var.

Det undrede Lisbeth Hantusch, at Samayullah Asef virkede så ubekymret, når han nu plejede at kime hendes datter ned for at vide, hvor hun var, og hvad hun lavede.

Det føltes helt forkert.

Samayullah Asef kom til Danmark som barn. De første år af hans liv boede han i Afghanistan.

Svigersønnen var nøglen

Ved 16-tiden besluttede de sig for at ringe til politiet. I første omgang ville politiet ikke reagere, fordi Kamilla Hantusch havde været væk i så kort tid. Men familien var overbevist om, at noget var helt galt. Og til sidst fik de overtalt politiet til at starte en efterforskning.

Først på aftenen ankom politiet med hunde.

Lisbeth Hantusch sad i sit køkken og følte, at hun pludselig var hovedpersonen i en af de mange krimier, hun havde set. Hunde snusede, politiet undersøgte og værelset blev afspærret.

På dette tidspunkt var hun ikke et sekund i tvivl. Hendes tidligere svigersøn var nøglen til datterens forsvinden.

Det fortalte hun politiet, og Lisbeth Hantusch blev sammen med sit barnebarn henvist til et krisecenter.

I politibilen på vej derhen kunne Lisbeth Hantusch ikke slippe blikket på vejgrøften. Hun kunne ikke forstå hvorfor, men hun havde en trang til at undersøge de grøfter og grønne områder, som de kørte forbi.

Da hun 11 dage senere fik den værst tænkelige besked, gav hendes søgen i grøfterne pludselig mening.

Følte sig magtesløs

I de første dage på krisecentret gik Lisbeth Hantusch med et håb om, at hendes datter stadig var i live. Måske holdt Samayullah Asef hende skjult et sted. Men det spinkle håb svandt time efter time.

På tredjedagen stod det klart for hende.

Det var meget værre.

Hun følte sig magtesløs, fordi de var isoleret på krisecentret. Imens ledte familien, venner og frivillige i området omkring hjemmet.

Det eneste, der holdt hende oppe, var barnebarnet. Hun havde mere end nogensinde brug for Lisbeth Hantusch. Brug for tryghed og for at blive skærmet for de ulykkelige omstændigheder så længe som muligt.

I hvert fald indtil Kamilla Hantusch var fundet. Død eller levende.

Onsdag aften – 11 dage efter Lisbeth Hantusch sidst havde set sin datter – kom beskeden.

Hun stod i køkkenet på krisecentret med sit barnebarn og forberedte aftensmaden. Lederen på stedet kom ud og sagde, at to efterforskere ville tale med hende.

Lisbeth Hantusch genkendte hurtigt den ene efterforsker fra tidligere, og her gik det op for hende, hvad hun nu skulle have at vide.

En ung pige var fundet død ved en motorvejsnedkørsel. Hun var medtaget af at have ligget i varmen i længere tid, men man var ret sikker på, at der var tale om Kamilla.

Lisbeth Hantusch følte sig lammet i hele kroppen. Alligevel tilbød hun at identificere hende. Men politiet mente, at hun var så ilde tilredt, at det ville være for voldsomt.

Ville se sin datter

Det er i dag seks år siden, Lisbeth Hantusch fik den værst tænkelige besked på krisecentret. Siden har hun gået med en følelse af uafklarethed.

Hun mangler den fulde sandhed om, hvad hendes datter døde af og ikke mindst hvorfor.

I dag fortryder Lisbeth Hantusch, at hun ikke insisterede på at få lov til at se sin datter. Derfor står hun tilbage med et stort ønske om at se et billede af hende.

I forbindelse med dokumentaren søgte hun sidste år aktindsigt i sagen - blandt andet for at se billederne af Kamilla.

Lisbeth Hantusch fik lov til at se billeder af sin afdøde datter. Hun forklarer, at hun så et billede af et halvt bukseben og et billede af hendes fødder med de hvide strømper på.

Hun så ikke et billede af sin datters ansigt.

Dét billede ville ifølge Lisbeth Hantusch have givet hende den afklaring, hun behøver for at finde fred.

Tilbage stod Lisbeth Hantusch stadig med en fortælling fyldt med huller.

Et møde med den anerkendte tidligere retsmediciner Jørgen Lange Thomsen blev en stor trøst.

Lisbeth Hantusch føler stadig, at hun mangler en del svar for at kende sandheden.

Voldsomme, men vigtige detaljer

Han forklarede, at det brækkede skjoldbruskhorn, man fandt hos Kamilla Hantusch, med stor sikkerhed viste, at hun var blevet udsat for en forbrydelse. Dog ikke nødvendigvis overlagt drab.

Han forklarede også, at hendes skader vidnede om en stor kraft over længere tid.

Detaljerne om dødsårsagen og ligets tilstand var voldsomme, men vigtige.

- Han gik mere i dybden med skaderne end i retten. Og det gav en ro, fortæller hun.

En af de ting, som også har fyldt meget hos Lisbeth Hantusch i gennem de seneste seks år, har været den manglende viden om findestedet.

Hun fik nemlig kun anmærket et område ved motorvejsnedkørslen på omkring 1000 kvadratmeter.

Hver gang Lisbeth Hantusch kørte mellem Padborg og Kliplev, kørte hun forbi den nedkørsel, hvor hendes datter var blevet fundet.

Var det mon der? Eller der?

Uvisheden tvang hende tilbage til den forfærdelige tid gang på gang. Hun havde brug for vished. For hvis hun kendte til det præcise findested, ville det måske ikke føles så mærkeligt at køre forbi.

Derfor gjorde det også et stort indtryk, da hun blev præsenteret for lastbilchaufføren Karl Henrik Christensen. Han tog hende med hen til det sted, hvor han fandt Kamilla Hantusch.

Svært tilgængelig sandhed

Mærkeligt.

Den følelse fik Lisbeth Hantusch, da hun stod og kiggede ned på det sted, hvor hendes datter havde ligget i halvanden uge.

Hun bukkede sig ned og lagde tre lilla dahlia og en rød rose, som hun havde plukket i sin have. Selvom det føltes mærkeligt at stå der med en fremmed mand, var det faktisk rart at kende stedet.

Findestedet blev på mange måder afmystificeret. For nu vidste hun præcis, hvor det var, og hvordan hendes datter havde ligget.

- Jeg har altid forlangt sandheden. Og så er det ligegyldigt, hvor grim den er, siger Lisbeth Hantusch.

Lisbeth Hantusch lagde en lille buket blomster på findestedet.

Og sandheden har været svær at få. Både fordi Samayullah Asef var den eneste, der vidste præcis, hvad der skete den aften. Men også fordi Syd- og Sønderjyllands Politi har været tilbageholdende med oplysninger.

Selvom hun gennem dokumentaren har fået lidt flere brikker til puslespillet, har hun stadig sin egen forestilling om, hvad der skete den aften.

- Jeg tror, det var planlagt. Men om det var et uheld eller planlagt ændrer jo ikke på, at vi ikke får hende tilbage.

Nu handler det om at skabe de bedste rammer for Kamillas datter, som Lisbeth Hantusch har den fulde forældremyndighed over.

Og på trods af al smerten, er familien Hantusch landet et sted, hvor de har det godt.

- Vi er jo i live. Vi har et liv, som vi må se at få noget ud af. Også for Kamillas datters skyld.

I dag snakker de ikke om Kamilla hver dag, men hun er alligevel en naturlig del af familiens liv i hjemmet i Padborg.

Denne artikel er baseret på Lisbeth Hantusch udlægning af samtaler og hændelser i hjemmet samt på udskrifter fra retssagen mod Samayullah Asef. Han afsoner fortsat sin dom på 12 års fængsel.

Du kan se ‘Det utilgivelige’ torsdag aften klokken 20.40 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.