Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

Coronavirus.

TV2.DK giver dig her seneste nyt om coronavirussen fra Danmark og resten af verden. 

Hvad er status i Danmark? 16.537 er konstateret smittet, mens 623 er døde med coronavirus. Få hele overblikket her.

Denne liveblog opdateres ikke længere. 

3.220 smittede i Florida seneste døgn

Sundhedsmyndighederne i Florida i USA har onsdag meddelt, at 3.220 personer det seneste døgn er testet positive for coronavirus i delstaten. Samtidig er yderligere 153 døde med sygdommen.

Med dagens tal når det samlede antal smittede i Florida op på 602.113 personer. Det samlede dødstal er nu på 10.733 siden pandemiens start.

Vigtige datoer: Antallet af virussmittede vokser hastigt

Siden det første tilfælde af coronavirus blev bekræftet i Wuhan i Kina i januar, er det globale antal bekræftede smittetilfælde vokset til over 24 millioner.

Det tog tre måneder før en million mennesker var konstateret smittet på verdensplan. Men siden smittetallet oversteg ti millioner 28. juni, blev tallet fordoblet på lidt over seks uger.

Her er en oversigt:

  • 2. april: 1 million.
  • 21. maj: 5 millioner.
  • 28. juni: 10 millioner.
  • 22. juli: 15 millioner.
  • 11. august: 20 millioner.
  • 26. august: 24 millioner.

Kilde: Johns Hopkins University.

Gymnasium opfordrer til brug af mundbind

(Arkivfoto)

Nørre Gymnasium i København opfordrer nu alle elever til at bære mundbind, når de færdes på gymnasiets gange.

Det bekræfter rektor Jens Boe Nielsen overfor Ekstra Bladet i en mail.

- Vi har 1100 elever på gangene i pauserne, og det er vanskeligt at holde eleverne adskilt klassevist. Vi har klare færdselsregler på skolen, sprit overalt og så videre. Vi opfordrer derfor til, at eleverne bruger maske, når de går tæt på gangene, skriver rektoren i sin mail til mediet.

Skolen har endnu ikke oplevet tilfælde af coronasmitte, og opfordringen kommer derfor for at forebygge smitteudbrud.

Over 24 millioner coronatilfælde på globalt plan

Der er nu flere end 24 millioner konstaterede smittetilfælde med coronavirus på verdensplan. Det viser tal fra Johns Hopkins University ifølge Ritzau.

Landet med flest smittetilfælde er USA med lidt over fem millioner. Dernæst kommer Brasilien med knap 3,7 millioner smittetilfælde.

Der er lidt over 820.000 bekræftede dødsfald med coronavirusset globalt.

Nybagte mødre har meget lave smittetal

Arkiv.

Kun meget få fødende kvinder har været smittet med coronavirus. Det viser de første danske data, der omfatter 800 fødende kvinder fra Aarhus Universitetshospital og Sygehus Lillebælt, skriver DR.

- Det er kommet bag på mig, at de gravide har været så påpasselige og så dygtige til ikke at udsætte sig selv for smitte. Det, synes jeg, er ret imponerende, og jeg tror også, de har betalt en høj pris for det, siger Stine Yde Nielsen, der står bag undersøgelsen og er læge i klinisk mikrobiologi, til mediet.

Ingen af de nyfødte børn, som også er blevet testet i studiet, har været smittet med sygdommen.

Højeste antal smittede i Frankrig siden april

Det seneste døgn er 5.429 mennesker konstateret smittet med coronavirus i Frankrig. Det skriver The Guardian.

Det er det højeste antal siden pandemien toppede i landet i april.

Dermed ligger det samlede antal, der er konstateret smittet, nu på 253.587 personer.

Tirsdag meddelte landets Sundhedsministerium, at det samlede dødstal for personer med sygdommen lå på 30.544.

Politiskole fri for corona-smitte

Hverdagen er på vej tilbage på den midlertidige politiskole i Fredericia, efter at to elever lørdag og søndag blev testet positive for coronavirus. Det skriver TV Syd.

Efter test af 345 elever og ansatte på politiskolen er der ikke fundet flere smittede med corona.

Kun en enkelt klasse er stadig hjemsendt, til de har fået taget endnu en test. 

Italien registrerer flest nye daglige coronatilfælde siden maj

(Arkivfoto)

Italien har det seneste døgn registreret 1367 nye smittetilfælde. Det er det højeste antal nye tilfælde på et døgn siden starten af maj.

Særligt mistænkes et udbrud, der stammer fra en natklub i Sardinien at være årsag til mange nye smittetilfælde.

Regeringen har dog ingen planer om en ny nedlukning af landet, der har været hårdt ramt af coronavirus.

Højskole i Silkeborg har nu 27 coronatilfælde

Silkeborg Højskole i Silkeborg har nu registreret 27 smittetilfælde blandt skolens elever og personale. Det skriver Midtjyllands Avis.

Skolen lukkede i fredags, efter der blev konstateret 15 smittede med coronavirus, 14 elever og en lærer. Eleverne blev derfor hjemsendt. Siden er tallet altså steget med 12.

Hundredevis forsamlet til rus-aktiviteter: Ærgerligt, siger prodekan

Hundredvis af nye studerende var mandag aften samlet i Botanisk Have i Aarhus for at feste og fejre deres studiestart. Det til trods for at flere af rusaktiviteterne på Aarhus Business School og Aarhus Universitet er blevet aflyst på grund af coronapandemien. Det skriver TV 2 Østjylland

Ledelsen på Aarhus BSS er bekendt med situationen, som de selv kalder for "ærgerlig".

- Vi er optaget af at komme igennem det her smertefrit, og vi er optaget af, at ingen studerende bliver smittet med corona - Sådan et arrangement kan udfordre mulighederne for at gennemføre semestret, så jeg kan kun være ærgerlig, siger prodekan for uddannelse på Aarhus BSS, Per Andersen, til TV2 Østjylland. 

Norge fraråder alle unødvendige rejser til Tyskland

Norge fraråder alle unødvendige rejser til Tyskland. Det skriver det norske udenrigsministerium onsdag aften i en pressemeddelelse. Samtidig frarådes også alle ikke-nødvendige rejser til til Liechtenstein og de svenske regioner Kalmar og Västerbotten. Det skyldes udviklingen af coronavirus i de pågældende lande og regioner, skriver ministeriet.

Kroatien sætter rekord for nye smittetilfælde

(Arkivfoto)

Kroatien har det seneste døgn registreret 358 nye smittetilfælde med coronavirus, skriver The Guardian onsdag.

Landet havde ellers fået virusset under nogenlunde kontrol, og i midten af maj var der få nye smittede om dagen. Men efter landet åbnede sine grænser for indrejse, er smittetallene steget.

Kroatien er desuden et af de lande, der risikerer at ryge på Danmarks orange liste, hvilket vil sige, at Danmark kan komme til at fraråde ikke–nødvendige rejser dertil.

Rusland tester ny vaccine pĂĄ 40.000 mennesker

Rusland starter nu kliniske forsøg med sin omtalte vaccine mod coronavirus på 40.000 mennesker, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge mediet skal der også ske forsøg med vaccinen i fem andre lande. Vaccinen er godkendt af russiske sundhedsmyndigheder.

Rusland har under coronakrisen vakt opsigt ved at annoncere, at de havde en effektiv vaccine mod coronavirusset.

Fransk fodboldspiller testet positiv

En af fodboldspillerne hos franske Paris Saint-Germain er testet positiv før semifinalen mod Lyon i kvindernes Champions League.

Det skriver PSG på Twitter ifølge Ritzau klokken kvart over fem onsdag eftermiddag - under tre timer før semifinalen mod Lyon begynder i Bilbao.

Corona giver halvt års ventetid hos sjællandske tandlæger

.

Flere kommunale tandlæger på Sjælland melder om store pukler af ventende borgere, der efterlyser et tandeftersyn. Det skriver DR.

Flere steder i København og i Ballerup er der op til et halvt års ventetid på at komme til tandlægen.

Hos Tandlægeforeningen er formand Susanne Kleist bekymret.

- Vi kører i forvejen med meget lange intervaller mellem tandeftersyn. Når der lægges et halvt år oveni, kan det bekymre mig, om vi mister at give børnene den forebyggende behandling, siger hun til mediet.

Paven genoptager offentlig audiens

Fra 2. september bliver det igen muligt at få et glimt af pave Frans.

Her vil paven genoptage sin offentlige audiens, som ellers har været aflyst siden Italien lukkede ned i marts på grund af coronapandemien. Det skriver CNN.

Audiensen vil dog ikke – som normalt – blive afholdt på Peterspladsen i Rom. I stedet danner Det Apostolske Palads' gårdsplads rammer for traditionen.

Det vides endnu ikke, hvor mange der får lov til at deltage.

72 politielever hjemsendt efter coronaudbrud

(Arkivfoto)

Lørdag og søndag er to politielever på politiskolen i Fredericia testet positive for coronavirus, og det tager skolen nu konsekvensen af.

Derfor er 72 elever og ti lærere nu blevet hjemsendt, skriver B.T.

De skal nu testes for virusset og holde sig hjemme i foreløbig syv døgn.

Gymnasium sender 100 elever hjem

Tre elever på Slagelse Gymnasium blev tidligere på ugen konstateret smittet med coronavirus. 

Det fik dengang ledensen på uddannelsesinstitutionen til at hjemsende en 3. g klasse, og nu er de gået skridtet videre.

Yderligere 80 elever, som har været i kontakt med de tre smittede, er blevet bedt om at blive hjemme, til de kan fremvise en negativ coronatest. Det skriver Sjællandske Nyheder.

World Economic Forum udskyder topmøde i Davos

.

Coronavirus får World Economic Forum til at udskyde sit traditionsrige topmøde i Davos i Schweiz. Det skriver flere medier, herunder amerikanske CNBC.

Mødet, hvor politikere, erhvervsledere og kunstnere diskuterer verdens økonomiske udfordringer, skal i stedet afholdes i 2021.

Kenya forlænger udgangsforbud med 30 dage

Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, har valgt at forlænge et nationalt udgangsforbud med 30 dage.

Det sker, fordi der ses en smittestigning i blandt andet områder uden for hovedstaden, skriver Ritzau.

Præsidenten har også besluttet, at alle barer og natklubber skal forblive lukkede de næste 30 dage.