Nyheder

Ny forskning: Danskere havde svært ved at gå i isolation

Den nye forskning er baseret på interviews foretaget i marts og april.  Helle Arensbak / Ritzau Scanpix

Perioden fra folk bestiller en coronatest, til de får svar, bør minimeres, siger professor bag ny forskning.

Ifølge Sundhedsstyrelsen anbefalinger bør man gå i selvisolation, hvis man får symptomer på covid-19 eller er i tvivl, om man er smittet.

Men ikke alle danskere har fulgt det råd, mens de ventede på testsvar. Det viser ny dansk forskning.

Nogle fortsatte med at gå på arbejde med lidt kriller i halsen eller lidt hoste, mens andre fortsatte med at gå på indkøb, fortæller den ledende forsker bag undersøgelsen, Selina Kikkenborg Berg, til Berlingske.

Men det var ikke, fordi folk var ligeglade eller manglede viljen til at gå i isolation.

Det er en del af vores opdragelse som danskere, at vi ikke vil overreagere

Selina Kikkenborg Berg, professer, Rigshospitalet

Tværtimod havde alle de personer, forskerne talte med, et ønske om at gøre det rigtige. Og alle tog nogle forholdsregler. De tog bare ikke alle forholdsregler, når de ikke vidste med sikkerhed, om de havde covid-19.

- Dermed er der en stor risiko for, at personer vil tage ud i samfundet, selvom de har symptomer, siger Selina Kikkenborg Berg til TV 2.

Hun er leder af forskningsenheden Impact, der har lavet undersøgelsen, og professor ved Rigshospitalet og Københavns Universitet.

Udansk at overreagere

Forskerne ville undersøge befolkningens generelle oplevelser med at vente på testsvar. Derfor interviewede de i marts og april 15 personer, som blev rekrutteret gennem TestCenter Danmarks hvide telte.

Det viste sig, at deltagerne ikke havde ladet sig teste, fordi de var bekymrede for deres eget helbred, men fordi de var bekymrede for, at de kunne komme til at smitte andre, hvis de var smittede med coronavirus.

Når de alligevel var tilbageholdende med at tage alle forholdsregler, skyldtes det, at de var bange for at overreagere eller blive opfattet som hypokondere af andre.

Ifølge Selina Kikkenborg Berg er det meget uvant for danskere at blive hjemme, bare fordi man hoster lidt.

- Vores forskning viser, at de står i et dilemma. Et værdisæt om, at man enormt gerne vil gøre, hvad myndigheder siger, og et dansk værdisæt om, at når man er syg, så tager man sig sammen, siger hun.

Undersøgelsen viste, at deltagerne var usikre ved at vurdere deres egne symptomer, og derfor var det vigtigt for dem at få et objektivt testresultat.

Så kunne de med god samvittighed melde sig syge og isolere sig fra familien, hvis testen var positiv. Eller de kunne med lige så god samvittighed forholde sig mere afslappet og eventuelt tage på arbejde, hvis testen var negativt.

Testen er derfor et væsentligt parameter for at regulere befolkningens generelle adfærd under pandemien, fastslår forskerne.

Skal give hurtigere svar

Derfor bliver myndighederne nødt til at minimere perioden, fra folk bestiller en test, til de får svar, lyder det fra Selina Kikkenborg Berg.

- Man skal forkorte perioden fra tvivl til svar. For der er en svær periode her, fordi man ikke vil være hypokonder. Det er en del af vores opdragelse som danskere, at vi ikke vil overreagere, siger hun.

Det nye forskningsresultat er nu i peer review, hvor den skal kvalitetssikres af et ekspertpanel. Resultaterne er derfor foreløbige.

Professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen fremhæver i Berlingske, at selvisolation har stor betydning for, at den danske teststrategi virker. Han har et andet bud på, hvordan man får folk til at isolere sig, mens de venter på testsvar.

- Jeg kunne forestille mig, at man måske skulle instruere folk lidt grundigere, når de har fået taget testen. Man kunne udlevere et papir om, at man må anse folk for at være smitsomme, indtil andet er bevist, og at de derfor bør holde sig inden døre og isoleret, indtil de har fået at vide, at de har en negativ test, siger han til avisen.

Regeringen har en målsætning om, at 80 procent skal have adgang til coronatest inden for 24 timer, og at 80 procent får svar på testen, dagen efter at den er foretaget. Det fremgår af aftalen om fase 4 i genåbningen af Danmark.

Af den grund vil regeringen også etablere en ny laboratioriefacilitet i regi af Testcenter Danmark.

For lang ventetid

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) erkendte i denne uge, at ventetiden på coronatest er for lang, og sagde, at regeringen "gør alt, vi kan for at få den ned".

Det sagde han til DR, efter at en gennemgang havde vist, at man på flere teststeder skal vente mere end 24 timer på at kunne få taget en coronatest.

17. august viste en optælling fra Danske Regioner, at 75 procent fik svar inden for 25 timer, efter at de havde fået foretaget en coronatest.