Derfor vil fremmede følge dig på Instagram
Mange oplever at få flere anmodninger fra falske følgere, efter de har set porno, siger ekspert.
En anmodning popper op på Instagram. Der er én, der gerne vil følge dig.
Det er en ung, smuk kvinde. Hendes profilbillede ligner noget, der er taget af en professionel fotograf. Og så er der en lang bogstav- og talkombination i hendes brugernavn. Hun er en såkaldt ’bot’ – en computerprogrammeret instagrammer.
De fleste har oplevet at få den slags følgeanmodninger. Måske har du følt dig fristet til at godkende anmodningen og booste antallet af følgere på din profil. Måske har du bare ignoreret den.
Siden det sociale medies begyndelse i 2010 har falske følgere floreret på Instagram. Og særligt det seneste halve år har der været en markant stigning i antallet af ’bots’, der anmoder om at følge dig.
Det fortæller Peter Kruse, der er cybersikkerhedsekspert og medstifter af it-sikkerhedsvirksomheden CSIS.
- Jeg oplever det selv rigtig meget, og det samme gør min omgangskreds, siger han.
- De falske konti bliver lukket hurtigt ned, når Instagram opdager dem, men der er alligevel omkring hundredetusinde aktive.
Men hvorfor vil de følge netop dig? Hvad får de falske følgere ud af det? Er der en risiko ved at acceptere?
1. Hvorfor vil falske profiler følge mig?
Du er ikke alene. Hver dag bliver der oprettet tusindvis af falske instagramprofiler, som sender følgeanmodninger ud i cyberspace.
Det kan være ret tilfældigt, hvorfor de netop vil følge dig. Dem, der står bag, arbejder nemlig ud fra princippet ”jo flere, desto bedre”.
- Jo flere, de forsøger at følge, desto større sandsynlighed er der for, at nogle falder i fælden og accepterer, siger Peter Kruse.
Men det er ikke kun tilfældigt, hvem de falske profiler anmoder om at følge.
Det viser sig, at hvis man har set porno for nylig, så dukker følgeanmodningerne hyppigere op.
- Det sker, hvis du har været logget ind på Instagram eller Facebook, imens du har set porno. De såkaldte ’bots’ vil nemlig gerne have fat i dig, hvis du ser den slags, forklarer Peter Kruse.
Det skyldes, at mange af ’botsene’ efterfølgende vil forsøge at sælge dig onlineporno.
2. Hvad sker der, hvis jeg accepterer anmodningen fra en falsk profil?
De falske instagrammere vil følge dig, så de kan sende private beskeder med spam (uønskede reklamer) og forsøg på phishing (snyde dig til at udlevere dine personlige oplysninger).
Der er særligt to måder, det foregår på, forklarer Peter Kruse.
Den første måde er ved at tilbyde dig porno mod betaling og på den måde forsøge at tjene penge på dig.
- Det er ikke Guds bedste børn, der står bag de her profiler, så det er ikke altid man kan være sikker på, hvor ens kontooplysninger havner, siger Peter Kruse.
Den anden måde, de forsøger at snyde på, er ved at starte en samtale med dig og opbygge en relation i håbet om at få dig til at overføre penge til dem.
- Ofte finder personen bag den falske profil på en røverhistorie med sygdom eller en stor arv, og på den måde forsøger vedkommende at få dig til at overføre penge til dem, forklarer han.
Hvad de falske følgere gerne vil med din profil, kan være svært at gennemskue, inden man er blevet venner med dem.
3. Hvem står bag?
Det er ofte lyssky firmaer i Rusland, Afrika og Sydøstasien, der står bag de falske profiler.
Firmaerne hyrer nogle, der sidder derhjemme, og laver de såkaldte ’bots’.
- ’Botsene’ bliver autogenereret, og efterfølgende er der nogle andre, der bruger dem til at komme i kontakt med dig og mig og på den måde tjene penge, forklarer Peter Kruse.
4. Hvordan spotter jeg en falsk instagramkonto?
Mangle falske profiler er heldigvis nemme at spotte, siger Peter Kruse.
- De fremstår ofte ret anonyme. Du vil ikke kunne se så mange oplysninger om "personen", og selvom der måske er et profilbillede, vil du typisk kunne se, at det tilhører en anden, ved at lave en omvendt billedsøgning på Google.