Nyheder

Kronprinsen udtaler sig for første gang om prins Joachims blodprop: Alle var rystede

Prins Joachim er en lettet mand, men er fortsat træt, efter han fik en blodprop for en måned siden.

Det rystede både kongehuset og kronprinsfamilien, da prins Joachim tilbage i juli blev ramt af en blodprop i hjernen.

Sådan fortæller kronprins Frederik, da han fredag var med til indvielsen af Asnæsværket og efterfølgende for første gang udtaler sig om, hvordan han reagerede.

- Jeg hørte det, da han havde været igennem operationen, og det lød fornuftigt, men det er klart, alle var rystede, siger kronprinsen.

- Han har fået en alvorlig oplevelse, men han er sluppet fra det vældig godt takket være hurtige reaktioner på selve tidspunktet. Og så kan vi takke videnskaben for at være nået så langt, at man ved præcis, hvad man skal gøre for at komme sådan noget her til livs.

Tilstanden er den samme

Ifølge kronprinsen er status på prins Joachims tilstand den samme, som da der sidst blev sendt et billede ud af de to sammen, lød det med henvisning til et opslag, som kongehuset delte på Facebook i sidste uge.

H.K.H. Kronprinsen kom i går hjem fra Frankrig, hvor han de seneste dage har besøgt sin bror, H.K.H. Prins Joachim,...

Posted by Det danske kongehus on Wednesday, August 12, 2020

Her ses kronprinsen ved et morgenbord sammen med sin bror, da han var nede for at besøge ham i Frankrig. Til billedet står der, at prins Joachim fortsat var i bedring efter blodproppen, men havde brug for ro.

- Der var godt at se hinanden igen. Vi har ikke set hinanden siden jul. Han er en lettet mand, fordi han er kommet videre med noget nyt, men selvfølgelig træt, siger kronprins Frederik.

Fik glad mand hjem

Det var da også en optimistisk mand, som kronprinsesse Mary fik hjem, efter kronprins Frederik havde besøgt sin bror for første gang efter blodproppen.

Det fortalte hun 19. august i forbindelse med et arrangement på Kattegatcenteret i Grenå.

- Naturligvis har vi været i løbende kontakt med dem. Min mand har været nede at besøge sin bror og kom hjem meget glad og lettet over, at det var den bror, han kender. Han var lige så snakkesalig, som han altid har været, sagde kronprinsessen.

Blodprop kom få dage efter fødselsdag

51-årige prins Joachim blev ramt af blodproppen 24. juli, da han var på ferie på familiens vinslot i Cayx i det sydlige Frankrig.

Her havde han få dage inden fejret prins Felixs 18-års fødselsdag sammen med sin familie, prinsesse Marie, sine fire børn og ekskonen Alexandra.

Den 51-årige prins skulle være startet i et nyt job 1. september, men det vides endnu ikke, hvilken betydning blodproppen har fået for det.

Prinsen blev indlagt og samme dag opereret for blodproppen på universitetshospitalet i Toulouse. Operationen var vellykket, og prins Joachims tilstand blev dagen efter betegnet som stabil. Han blev udskrevet igen 4. august.

Travl tid siden 2019

Blodproppen kommer ovenpå et travlt år for prins Joachim og hans familie. For at videreuddanne sig flyttede han sidste sommer til Paris sammen med hustruen Marie og parrets to børn, prins Henrik og prinsesse Athena.

I den franske hovedstad har prins Joachim taget en militær lederuddannelse på Centre des Hautes Études Militaires (CHEM) og Institut des Hautes Études de la Défense Nationale (IHEDN).

Prins Joachim og prinsesse Marie har været gift siden 2008 og boede inden flytningen til Frankrig i Gentofte.

Efter planen skulle prins Joachim tiltræde i stillingen som Danmarks forsvarsattaché i Paris 1. september, hvor han skal være bindeled mellem det danske og franske forsvar.

Det er endnu ikke klart, om blodproppen får betydning i forhold til ansættelsen.