Coronavirus

Mary beklager håndtryk: - Det smuttede for mig

Kronprinsesse Mary kom til at give hånd ved et officielt arrangement.

Engang var et håndtryk det mest naturlige i verden.

Men under coronaepidemien kan det være noget, der kræver en undskyldning, hvis man et øjeblik glemmer sundhedsmyndighedernes anbefalinger og rækker lappen frem.

Især hvis man er kronprinsesse, og det bliver fanget på rullende kamera.

Kronprinsesse Mary deltog onsdag i sit første officielle arrangement efter sommerferien på Kattegatcenteret i Grenå. Her skulle hun mødes med generalsekretæren for WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg.

Og som hilsen faldt det håndtryk, som kronprinsesse Mary nu undskylder for på Instagram.

⁣⁣- Til vands og i luften gik det fint, men til lands smuttede det for mig, og jeg kom desværre til at give hånd, skriver hun på Kongehusets Instagram ledsaget af et billede, hvor hun bærer mundbind.

- Det mindede mig om, hvor vigtigt det er, at vi hjælper hinanden med at leve op til anbefalingerne. Pas på jer selv, og pas på hinanden, skriver kronprinsessen.

Ét af Sundhedsstyrelsens råd til at undgå at sprede coronavirus er, at man skal undgå håndtryk, kindkys og kram.

Fortrød hurtigt

Kameraoptagelser fra begivenheden på Kattegatcenteret viser kronprinsesse Mary, der kommer ud af en bil og går Bo Øksnebjerg i møde med en fremstrakt hånd.

Noget tyder på, at hun hurtigt blev opmærksom på fejlen, for da hun skulle til at hilse på den næste person, rakte hun kortvarigt hånden frem, men trak den hurtigt til sig igen og nejede i stedet. Se situationen i videoen i toppen af artiklen.

Den anden part i håndtrykket, Bo Øksnebjerg, beklager også den forbudte gestus.

- Vi var meget opmærksomme på at overholde alle retningslinjer til sømrokkeudsætningen, hvor der var højt humør og god stemning, siger han til BT.

- Det var derfor selvfølgelig en beklagelig fejl i situationen, som der efterfølgende hurtigt blev rettet op på med en god gang håndsprit.

Kronprinsesse Mary skulle til arrangementet på Kattegatcenteret udsætte 50 sømrokker som den første opgave i sin nye rolle præsident for WWF Verdensnaturfonden.