Dagens overblik: Skatteministeriet skjulte ulovlige opkrævninger for milliarder

16x9
Skatteministeriet skjulte i et år viden om ulovligt opkrævet skat. Arkivfoto. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

Historisk dom i sag om hjælpepakker. Politiet opsætter ”tryghedskameraer”. Forklaring i Bornholmersagen og ingen hjælp til børnefamilier.

Velkommen til dagens udvalgte historier.

Historisk svindeldom

En 29-årig mand har fået historisk straf: Som den første er han blevet dømt for snyd med coronahjælpepakkerne.
En 29-årig mand har fået historisk straf: Som den første er han blevet dømt for snyd med coronahjælpepakkerne. Foto: Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik

En 29-årig ejer af en varevognsudlejning, der opdigtede fem ansatte og søgte coronahjælp, er blevet idømt halvandet års ubetinget fængsel samt en tillægsbøde på en million kroner for at have søgt lønkompensation uden at være berettiget.

Sagen er den første af sin slags, efter Folketinget i april vedtog, at straffen kunne firdobles, når der er tale om svindel med hjælpepakkerne – og det var der jo her, hvor den unge svindler blev dømt usædvanligt hårdt for både socialt bedrageri og dokumentfalsk med henvisning netop til den særligt skærpende paragraf.

Ansøgningerne kunne have udløst 427.500 kroner til virksomheden, men i stedet skal den 29-årige altså i fængsel.

Nye ”tryghedskameraer”

Der kommer markant mere overvĂĄgning i gadebilledet. Arkivfoto.
Der kommer markant mere overvĂĄgning i gadebilledet. Arkivfoto. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark

Som en del af et politisk udspil er 50 kameraer på vej til at blive fordelt mellem landets politikredse. Kameraerne, som justitsminister Nick Hækkerup meget Orwellsk kalder ”tryghedskameraer”, skal være med til at styrke politiets muligheder for at forebygge og efterforske kriminalitet i det offentlige rum.

De 50 kameraer er en del af et udspil, som regeringen fremlagde sidste år, og i alt skal der altså opsættes 300 kameraer rundt om i landet over de kommende år.

Det er Rigspolitiet, der beslutter, hvor kameraerne skal hænge, og håbet fra politiets side er, at det skal få en præventiv effekt.

Drabet pĂĄ Bornholm

To brødre er sigtede for et voldeligt overfald, der kostede en 28-årig mand livet. Arkivfoto.
To brødre er sigtede for et voldeligt overfald, der kostede en 28-årig mand livet. Arkivfoto. Foto: Pelle Rink / Ritzau Scanpix

Sagen om et drab på en 28-årig dansk-afrikansk mand på Bornholm i juni fik ikke blot opmærksomhed i vores egen andedam, men også internationalt, da nogle mistænkte, at der lå racistiske motiver bag.

Politiet havde flere gange understreget, at der ikke var noget i efterforskningen, som tydede på det, og det samme forklarede den ene af de to sigtede brødre i retten onsdag.

Ifølge ham drejede volden, der førte til den 28-åriges død, sig om at straffe ham for at have voldtaget deres mor – som afdøde havde et forhold til. De to brødre har begge erkendt at have stået bag den grove vold af den dansk-afrikanske mand, men de nægter at have haft i sinde at slå ham ihjel.

Skatteministeriet skjulte ulovlige opkrævninger

Rigsrevisionen retter skarp kritik af Skatteministeriet. Arkivfoto.
Rigsrevisionen retter skarp kritik af Skatteministeriet. Arkivfoto. Foto: TV 2

En professor i forvaltningsret kalder det både alvorligt og stærkt kritisabelt, at Skatteministeriet i et år skjulte viden om, at ministeriet fra 2008 til og med 2019 ulovligt havde opkrævet 4,5 milliarder hos en række virksomheder.

Dermed er Skatteministeriet skyld i, at statsregnskabet i over et årti har været forkert med flere milliarder kroner. Skatteministeriet vurderede 19. juni sidste år, at opkrævningerne var ulovlige, men Rigsrevisionen blev først - i strid med loven - orienteret et år senere.

Det fremgår af en ikke-offentliggjort beretning om statsregnskabet, som TV 2 er i besiddelse af. Det er uvist, hvornår skatteminister Morten Bødskov (S) blev orienteret om sagen.

Ingen hjælp til børnefamilier

De regler, der gælder for voksne, gælder også for børn. Hvis man er syg eller har symptomer på coronavirus, skal man blive hjemme indtil 48 timer, efter symptomerne er væk.
De regler, der gælder for voksne, gælder også for børn. Hvis man er syg eller har symptomer på coronavirus, skal man blive hjemme indtil 48 timer, efter symptomerne er væk. Foto: Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik

Når efteråret kommer, og det bliver koldere, hænder det, at børn bliver syge. Nogle gange bliver de ovenikøbet så syge, at de ikke kan komme i børnehave eller skole – og med coronavirus’ indtog er kravene til, hvornår man skal holde børnene hjemme, blevet noget skrappere.

Siden genåbningen i maj og ikke mindst skolestart i sidste uge har der allerede været flere eksempler på børn, der er sendt hjem fra vuggestuer, børnehaver og skoler på grund af risiko for spredning af smitte med coronavirus.

Men hvis forældre går og håber på en hjælpende hånd fra regeringen i forhold til løn under fravær eller lignende, kommer de til at vente længe. Først ved udgangen af september skal Folketinget nemlig diskutere, om der er nogen udfordringer ved, at forældre skal holde deres børn hjemme i 48 timer efter endt sygdomsforløb.

***

Det var dagens overblik på en dag, hvor vi kun har haft historier fra Danmark. Derfor slutter vi af i Japan, hvor de har fået offentlige toiletter med gennemsigtige vægge. Noget, der kan virke som et skørt påfund, men ifølge en dansk professor giver rigtig god mening. Det kan du læse om her.

Vi læses ved i morgen. Rigtig god aften.