Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Amerikansk aktiemarked slår rekord efter coronakrise

Det amerikanske Wall Street–marked S&P 500 lukkede på sit højeste niveau nogensinde, skriver CNN. Den seneste rekord er fra 19. februar, og dermed er det amerikanske aktiemarked kommet sig fuldt over coronakrisen, der ramte aktiemarkedet i marts.Det tog dermed blot fem måneder for markedet at komme sig efter det dramatiske fald under coronakrisen.

Anti LBGT-by får stor pengebevilling

Den polske regeringen giver en ekstraordinær bevilling til byen Tuchow, der blev nægtet en EU-bevilling, efter byen dannede LBGT-frie zoner. Byen får nu 422.992 kroner af regeringen, fordi de støtter op om 'velfungerende familieværdier' og kæmper mod LBGT-presset, som 'EU forsøger at presse ind over landet'. Det skriver Reuters.

USA's postvæsen udskyder omstridte ændringer til efter valget

USA's postvæsen vil vente med omstridte ændringer, der af Demokraterne er blevet kritiseret for at kunne forsinke brevstemmer, til efter præsidentvalget 3. november. Det oplyser den øverste chef for postvæsnet, Louis DeJoy i en pressemeddelelse. 

Malis præsident anholdt under militært oprør

Malisiske soldater har startet et oprør mod præsidenten.

Formanden for Kommissionen for Den Afrikanske Union, der er sekretariat for Den Afrikanske Union, Moussa Faki Mahamat, skriver på Twitter, at han fordømmer tilbageholdelsen af den malisiske præsident, premierminister og flere andre regeringsmedlemmer. Dagen igennem har dele af den malisiske hær begået mytteri. Siden juni har modstandere af præsidenten holdt store demonstrationer, der krævede hans afgang.

Trumps regeringen forsinkede efterforskning

Trump-regeringen har forsinket efterforskningen af den russiske indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016. Det siger viceformanden for senatets efterretnings komite, senator Mark Warner, ifølge Reuters. Samtidigt siger han, at Trumps medarbejdere havde udpræget kontakt med russerne imens. Udtalelserne kommer i forbindelse med udgivelsen af en 1300 siders rapport.

Kaptajn anholdt efter miljøkatastrofe

Skibet, der gik på grund, er efterfølgende knækket i to.

Kaptajnen og flere besætningsmedlemmer på den japanske olietanker, der gik på grund ved Mauritius og forårsagede en større miljøkrise, er blevet arresteret. Det skriver AP. Selvom det fulde omfang af katastrofen endnu ikke er kendt, så mener flere eksperter, at det kan påvirke østaten i årtier.

Russisk general dræbt i Syrien

En russisk generalmajor blev dræbt og tre soldater såret, da en bombe ramte en miitærkolonne i Syrien, skriver det russiske nyhedsbureau RIA. Bombeangrebet skete tæt på byen Deir Al-Sor i det østlige Syrien, og det vides ikke hvem der står bag angrebet.

Lukasjenko sætter tropper ved grænsen

Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, siger, at landet har indsat militære enheder på sin vestlige grænse. Det kommer som reaktion på udtalelser fra udenlandske regeringer om situationen i Hviderusland, siger Lukasjenko ifølge nyhedsbureauet Reuters. Han tilføjer, at enhederne er i fuldt beredskab og klar til at opfylde deres forpligtelser.

En dømt for drab på premierminister

En af fire anklagede i sag om drab på Libanons ekspremierminister Rafik Hariri er kendt skyldig. Tre frifindes ved særdomstol i Holland tirsdag. Det skriver Reuters. Hariri blev dræbt i et selvmordsangreb i 2005. De fire anklagede er alle på fri fod og dømmes in absentia. De tilhører den shiitiske Hizbollah-milits, som har opbakning fra Iran og Syrien. En femte mand, Mustafa Badreddine, som var en af Hizbollahs øverste militære ledere, var tidligere anklaget i sagen. Men han blev dræbt i Syrien i 2016.

Donald Trump vil benåde afdød kvindeforkæmper

Præsident Trump vil benåde Susan B. Anthony, der i 1872 blev anholdt og dømt for at stemme til et valg i hendes hjemby Rochester, New York, hvilket var ulovligt for kvinder på det pågældende tidspunkt. Det skriver nyhedsbureauet AP. Susan B. Anthony brugte sit liv til at kæmpe for kvinders rettigheder både i USA og internationalt. Hun døde i 1906.

Den 19. tilføjelse til USAs forfatning gav kvinder stemmeret. Den er også kendt som Susan B. Anthony-tilføjelsen.

Kendt advokat skal betale bøde for at have fornærmet en dommer

Københavns Byret har tirsdag blåstemplet en bøde på 100.000 kroner til den kendte advokat Karoly Németh. Bøden får han for at have fornærmet en dommer. Dommen stadfæster en afgørelse i Advokatnævnet, der i 2018 fastslog, at Karoly Németh havde overtrådt god advokatskik.

Regeringen præsenterer pensionsudspil

Statsminister Mette Frederiksen ved pressemøde på Danish Crown i Horsens.

Regeringen forventer, at 38.000 personer vil opnå at få ret til tidligere pension i 2022. Det fremgår af udspillet til en model for en ny pension, som regeringen præsenterer på et pressemøde tirsdag. Ud af de 38.000 personer skønner regeringen, at 22.000 vil benytte retten.

16-årig dømt for vold i sag om vold og ydmygelse

En 16-årig dreng er ved Retten i Sønderborg fundet skyldig i alle anklager i en opsigtsvækkende sag om vold og ydmygelse mod en 14-årig dreng i et shoppingcenter i Sønderborg. Det oplyser anklager Kristen Flethøj Ege til Ritzau. Drengen anbringes på en sikret ungdomsinstitution i to år.

Muligt militærkup undervejs i Mali

Den norske ambassade i Mali advarer nordmænd i landet om, at der er et muligt militært oprør undervejs, og at soldater er på vej mod hovedstaden Bamako. Det skriver Reuters. Ifølge nyhedsbureuaet har soldater startet et mytteri på en militærbase cirka 15 kilometer fra Bamako.

Spor spærret på E45 efter to uheld

Der er ikke sket personskade ved uheldene.

Venstre spor er spærret på E45 Sønderjyske Motorvej efter to uheld. Der tale om sporet i sydgående retning fra Haderslev mod Frøslev mellem rasteplads Øster Løgum Vest og Aabenraa N. Der er politi og ambulance på stedet, oplyser Sydjyllands Politi.

'Onkel' nomineret til Nordisk Råds Filmpris

Tirsdag er de nominerede til Nordisk Råds Filmpris blevet offentliggjort. Spillefilmen 'Onkel' er den danske kandidat. Det oplyser Nordisk Film og TV Fond i en pressemeddelelse.

Aalborg Lufthavn forventer at fyre 110 ansatte

På grund af lavere aktivitet som følge af coronakrisen regner Aalborg Lufthavn med at afskedige op mod 110 ud af i alt 282 ansatte. Det oplyses i pressemeddelelse.

24-årig anholdt for knivstikkeri

En 24-årig mand er blevet anholdt, efter at en 22-årig mand tidligt tirsdag morgen blev stukket med kniv på Udrejsecenter Sjælsmark. Det oplyser Nordsjællands Politi til Ritzau.