Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

Transport- og boligminister Benny Engelbrecht (S) understreger, at partybusser er underlagt coronarestriktioner. Arkiv.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Hvad skete der? Coronasmitten spreder sig fortsat verden over. Herhjemme har smitten blandt andet fået konsekvenser i flere skoler landet over.

Hvad var status? I Danmark er 15.740 konstateret smittet, mens 621 er døde med coronavirus. Få hele overblikket her.

Norske sundhedsmyndigheder vil have Region Hovedstaden på den røde liste

Det norske sundhedsmyndigheder, FHI, anbefaler, at den norske regering sætter Region Hovedstaden - og dermed København - på landets røde coronaliste. Det skriver FHI i en pressemeddelse.

Nattelivet i Aarhus og Silkeborg mĂĄ ikke udvide ĂĄbningstiden

Når åbningstiden for restauranter, barer, værtshuse og cafeer 19. august udvides fra klokken 00.00 til klokken 02.00, bliver det uden de jyske byer Aarhus og Silkeborg.

Det oplyser Sundhedsministeriet til TV 2.

- Sundhedsmyndighederne har i den forgangne uge haft særligt fokus på Aarhus og Silkeborg, og der har været iværksat lokale tiltag for at hindre smittespredning. På baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefaling fastsættes det derfor også i den nye bekendtgørelse, at den nye bestemmelse om udvidelse af åbningstid for restauranter, barer, cafeer og lign. fra kl. 24 til 02, ikke skal gælde for Aarhus og Silkeborg kommuner.

Sundhedsministeriet oplyser desuden, at de følger udviklingen nøje og løbende vil vurdere, hvornår de særlige regler for Aarhus og Silkeborg kan ophæves.

Ministeren holder øje med partybusser

De såkaldte partybusser er underlagt coronarestriktioner, og derfor skal de overholde regler om forsamlingsforbud samt åbningstider. Det slår transportminister Benny Engelbrecht (S) fast på Twitter. Det sker, efter blandt andet festbusfirmaet Barbussen.dk har sagt til DR, at firmaet ikke mener at være underlagt restriktioner.

- Jeg vil følge det her nøje og seriøst overveje, om der er brug for at lave særregler for den type arrangementer, skriver transportministeren på Twitter

Delstatsleder undskylder alvorlige fejl

Premierministeren i den australske delstat New South Wales undskyldte mandag på vegne af myndighederne for "alvorlige fejl" ved håndteringen af en coronakrise på krydstogtskibet "Ruby Princess" i Sydney i marts.

En offentlig undersøgelse af udbruddet på krydstogtskibet har vist, at de lokale sundhedsmyndigheder begik fejl, da de tillod omkring 2700 passagerer, hvoraf 120 følte sig "sløje", at gå i land.

Rumænsk tennisstjerne skipper US Open af coronahensyn

Coronarelaterede afbud fortsætter med at regne ned over grand slam-turneringen US Open, der begynder om 14 dage. Nyeste prominente tennisnavn, der ikke rejser til New York, er rumæneren Simona Halep, verdensranglistens nummer to. Mandag gjorde hun sit afbud officielt.

Dermed slutter hun sig til verdensetter Ashleigh Barty, den forsvarende mester Bianca Andreescu, Elina Svitolina, Belinda Bencic og Kiki Bertens, som er de fem andre spillere fra top-10, der har valgt at springe US Open over i år på grund af bekymring for coronasituationen.

Nedbrud skyldtes ikke teknisk fejl

Ifølge Danske Regioner, som TV 2 har været i kontakt med, så skyldtes nedbruddet på coronaprover.dk tidligere ikke en teknisk fejl, men at der er flere end nogensinde, der vil booke en tid.

De mente, at det blandt andet kunne skyldes, at folk kommer tilbage fra ferie, har ligget tæt på stranden eller har været til større begivenheder.

Politiet ophæver hotspot-område i Haderslev

Syd- og Sønderjyllands Politi ophævede mandag formiddag hotspot-området i Damparken i det centrale Haderslev.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse, hvor de samtidig roser borgerne for at have opført sig eksemplarisk over weekenden. 

Politiet indførte hotspot-området fredag i tæt samarbejde med Haderslev Kommune, da det grønne område traditionelt er samlingssted for mange uddannelsessøgende i forbindelse med skoleårets start.

Pige testet positiv efter besøg i Lalandia

Lalandia i Rødby oplyser på Facebook, at en seksårig pige, der besøgte badelandet i sidste uge, er konstateret smittet med covid-19.

Pigen besøgte Aquadome torsdag 13. august mellem klokken 16.15 og 18.30.

Lalandia sender mails ud til gæster, der var på ophold i Lalandia den pågældende dag og anbefaler alle, der har været i Aquadome i samme tidsrum som pigen, at blive testet.

Elever og tutorer sendt hjem efter smitte pĂĄ gymnasium

En 1.g-klasse og deres tutorer fra 2.g er i dag blevet sendt hjem fra Aalborghus Gymnasium, efter en elev er konstateret smittet med coronavirus via et familiemedlem.

- Vi er lidt chokerede, da vi jo ikke har haft et tilfælde før nu, siger rektor Torben Poulsen til TV2 Nord.

Ifølge rektoren er eleven smittet via et familiemedlem.

123 nye smittetilfælde i Danmark

Yderliger 123 personer er testet positive med covid-19 siden i går. I alt er der nu bekræftet 15.740 smittetilfælde i Danmark.

Antallet af indlagte stiger med fire til 16, mens dødstallet er uændret. Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut.

Flere smittede pĂĄ gymnasium

Flere personer med tilknytning til Ordrup Gymnasium nord for København er konstateret smittet med coronavirus. Det bekræfter skolens rektor over for Ekstra Bladet.

Skolen har "færre end fem" smittetilfælde, men vil ikke oplyse, præcis hvor mange der er tale om.

Ingen elever eller klasser er sendt hjem i karantæne, hvilket ifølge rektoren sker efter råd fra Styrelsen fra Patientsikkerhed, som skolen er i dialog med.

Massiv kø for at bestille coronatest

Borgere, der forsøger at bestille tid til en coronatest på Coronaprover.dk, bliver mandag mødt af en massiv kø for at komme ind på siden.

Flere end 19.000 borgere er i skrivende stund i kø, og det oplyses, at den estimerede ventetid er mere end en time.

Børnehave lukker efter smitte hos barn

En børnehave i Hillerød lukker på grund af coronasmitte hos et barn.

Det er daginstitutionen Æblehaven i Alsønderup, hvor 55 børn og 14 ansatte er sendt hjem. Det oplyser Hillerød Kommune i en pressemeddelelse.

Endnu en aarhusiansk skole ramt af coronavirus

Tre elever på Vestergårdsskolen i Aarhus er konstateret smittet med coronavirus. Det drejer sig om to elever i skolens 10.-klasser og en elev i 7. klasse. Det skriver Århus Stiftstidende.

Eleverne i de tre klasser er derfor alle sendt hjem og kan først møde op, når de kan fremvise en negativ corona-test. Samtidig er alle lærere og medarbejdere, der har med de pågældende klasser at gøre, også sendt hjem.

Dermed er der nu konstateret coronasmitte hos elever på i alt 13 aarhusianske skoler.

Borgere misforstår prøveresultater

Både Aarhus og Odense Kommune oplever, at personer med læsevanskeligheder eller sprogbesvær har problemer med at afkode prøvesvar om coronavirus.

Helt konkret oplever man i Aarhus Kommune, at borgere misforstår et positivt prøvesvar som, at det er en positiv nyhed, og at de dermed ikke er syge, mens det modsatte er tilfældet.

Det kan have den konsekvens, at der kan gå længe, før smittede borgere bliver opmærksomme på, at de bærer virussen.

Coop lĂĄner mundbind af Dyrehavsbakken

Dyrehavsbakken låner omkring 200.000 mundbind til Coop, der blandt andet ejer Kvickly og Fakta.

- Det betyder, at vi kan få mundbind ud i de ellers udsolgte butikker i København, siger Lars Aarup, kommunikations- og analysechef i Coop, til Ritzau.

Coop får i øjeblikket leveret omkring en million mundbind dagligt, men har svært ved at følge med efterspørgslen. Når dagligvaregiganten igen får et overskud af mundbind på sine lagre, vil de tusindvis af mundbind blive leveret tilbage til Dyrehavsbakken.

Gymnasieelever tilbage efter corona-bekymring

Fire ud af fem hjemsendte klasser på Stenhus Gymnasium i Holbæk er igen tilbage på gymnasiet efter negative test.

Sådan lyder status fra vicerektor Peter Fink til TV2 ØST mandag, efter gymnasiet onsdag og torsdag sendte omkring 140 elever i fem klasser hjem, fordi én person i hver af klasserne udviste sygdomstegn, der kunne minde om coronavirus.

Eleverne modtog i stedet hjemmeundervisning.

To hold lærerstuderende hjemsendt

På Professionshøjskolen UCN’s læreruddannelse i Aalborg er to hold studerende blevet bedt om ikke at møde op til undervisning i dag, efter en studerende er blevet testet positiv for covid-19.

Den studerende har sidst været på campus til undervisning torsdag i sidste uge, hvor vedkommende har været i kontakt med to hold medstuderende samt deres undervisere.

- De studerende skal ikke møde ind på UCN igen, før de har fået et negativt svar på deres test. Dette gælder også de undervisere, som den studerende har været i kontakt med, forklarer uddannelsesdirektør Peter Møller Pedersen i en pressemeddelelse ifølge TV 2 Nord.

Mundbind udsolgt i mange butikker

Efter at statsminister Mette Frederiksen (S) lørdag varslede et kommende krav om at bære mundbind i den offentlige transport, har der været stor efterspørgsel ude i butikkerne.

Coop oplyser til Ekstra Bladet, at man har solgt mere end en million mundbind alene søndag, men at den massive efterspørgsel betyder, at kunder i eksempelvis SuperBrugsen, Kvickly og Irma kan risikere at gå tomhændet hjem.

- Natten til lørdag kørte vi 1,3 millioner mundbind ud i butikkerne. De er blevet solgt her i weekenden. Vi er nu ved at fylde op igen. Vi får en million mundbind ind i dag, og nogle af dem vil blive kørt ud i butikkerne i dag. Andre først i morgen, siger analysenchef i Coop Lars Aarup til avisen.

Både Coop og Salling Group har oplyst, at der vil være rigeligt med mundbind i butikkerne, hvis folk lader være med at hamstre og kun køber de mundbind, der har brug for.

Børnehus sender 45 børn i isolation

Over halvdelen af børnene på Resenbro Børnehus i Silkeborg er blevet sendt i isolation, efter at et barn er blevet smittet for coronavirus. Der er tale om i alt 45 børn. Samtidig er 12 medarbejdere blevet sendt hjem.

- Vi vurderer, hvem barnet kan have været i nærkontakt med, og dem, der har været det, er derfor blevet sendt i isolation, indtil de har får et negativt testsvar, siger kommunikationschef i Silkeborg Kommune, Hans Mogensen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Silkeborg Kommune har ud fra et forsigtighedsprincip også besluttet at lukke specialbørnehaven Solsikken, da et barn har udvist symptomer på smitte med coronavirus. De ti børn og 16 medarbejdere, der er tilknyttet institutionen er blevet bedt om at isolere sig og først vende tilbage, når der foreligger en negativ test for coronavirus.