Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Tidligere CIA-ansat er sigtet for at spionere for Kina

En tidligere medarbejder ved den amerikanske efterretningstjeneste CIA er anholdt og sigtet for at spionere for Kina. Det oplyser USA's justitsministerium mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters. Ifølge sigtelsen havde Alexander Yuk Ching Ma på et tidspunkt, efter at han trukket sig tilbage, et møde med mindst fem personer fra Kinas ministerium for statssikkerhed på et hotelværelse i Hongkong.

Kirke- og kulturminister stiller op til Folketinget

Kirke- og kulturminister Joy Mogensen (S) er blevet valgt som folketingskandidat i Slagelse-kredsen på et repræsentantskabsmøde i Socialdemokratiet. Det oplyser ministerens særlige rådgiver Kasper Fogh Hansen mandag. Joy Mogensen stoppede som borgmester i Roskilde, da hun blev tilbudt en ministerpost sidste år.

Højeste temperatur på Jorden målt i USA

Turisterne bliver advaret mod de høje temperaturer, når de kører ind i området. Arkiv.

I Death Valley Nationalpark er der blevet målt en temperatur på 54,4 grader. Det er den højeste nogensinde, skriver BBC. Det er 0,4 grader varmere end den tidligere rekord, som også blev målt i Death Valley.

19-årig i kritisk tilstand efter ulykke

En 19-årig mand er mandag aften i kritisk tilstand, efter at han kørte frontalt sammen med en modkørende ved Vamdrup. Det fortæller vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi. Anmeldelsen om ulykken kom klokken 16.03, og den 19-årige blev efterfølgende fløjet med helikopter til Odense Universitetshospital.

Norsk borger fængslet i sag om spionage for Rusland

En norsk mand, der er anholdt og sigtet for at udlevere oplysninger til en russisk efterretningsofficer, er mandag i Oslo byret blevet fængslet i fire uger. Heraf er de to uger i isolation. Han erkender, at han fik penge for at give oplysningerne videre, men nægter at have begået noget kriminelt, skriver nyhedsbureauet NTB. Han risikerer op til 15 års fængsel, hvis han bliver dømt.

SAS får milliardindsprøjtning godkendt

EU-Kommissionen har godkendt danske og svenske planer om milliardstor statsstøtte til SAS. Det oplyser kommissionen i en pressemeddelelse. Allerede i juni sikrede flyselskabet sig investeringen, der altså nu er blevet endeligt godkendt af EU-kommissionen.

Nets skridt nærmere salg

EU-Kommissionen giver en betinget godkendelse af Mastercards opkøb af Nets' Betalingsservice. Salget til over 20 milliarder kroner blev annonceret i 2019. Godkendelsen er betinget af, at parterne sælger dele af den bagvedliggende teknologi - Nets' Realtime 24/7 - på licens til tredjepart.

Trump-administrationen godkender olieboringer

Trump-administrationen har tilladt olieboringer i et naturreservat i Alaska. Det skriver The Wall Street Journal. Miljøforkæmpere har udtrykt bekymringer for, hvilke konsekvenser det vil få for dyrelivet, men ifølge indenrigsminister David Bernhardt vil boringerne tage hensyn til miljøet.

Motorcykel og traktor kørt sammen i alvorlig ulykke

En lægehelikopter er ankommet for at fragte den tilskadekomne til hospitalet.

En motorcykel og en traktor er kørt sammen i Bælum i Nordjylland. Vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi oplyser til TV 2 Nord, at der er tale om en alvorlig ulykke. Han oplyser, at der er en lægehelikopter på vej til stedet og har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt. 

Regeringens pensionsplan klar

Det skal være muligt at gå tidligere på pension og få godt 13.500 kroner før skat, hvis man har været længe på arbejdsmarkedet. Det er en del regeringens udspil til en model for tidlig pension, som bliver præsenteret tirsdag. Det erfarer TV 2.

Spansk ekskonge flygtet til Mellemøsten

En talsmand for det spanske hof bekræfter, at ekskong Juan Carlos har befundet sig i De Forenede Arabiske Emirater siden 3. august, skriver Reuters. Talsmanden bekræfter dermed en oplysning tidligere mandag fra det nationale tv, TVE. Juan Carlos er under beskyldning for ulovligt at have modtaget over 600 millioner kroner i bestikkelse fra Saudi-Arabien.

Person anholdt efter slåskamp

Politiet efterforsker mandag eftermiddag et slagsmål ved HF & VUC Nord i Aalborg. På Twitter oplyser Nordjyllands Politi, at der er tale om et slagsmål, der formentlig udvikler sig til et knivstikkeri. En person er blevet fragtet på hospitalet med skader - som dog ikke er livstruende. Desuden er en person anholdt.


 

Joachim B. Olsen ansat på Ekstra Bladet

Ekstra Bladets oplyser, at man har ansat tidligere folketingsmedlem Joachim B. Olsen som ny politisk kommentator på avisen. Han har senest arbejdet for Liberal Alliance på Christiansborg. Med jobbet som politisk kommentator på Ekstra Bladet melder han sig ud af partiet.

Aftale om udbetaling af feriepenge vedtaget

Den meget omtalte lov, der skal gøre det muligt for danske lønmodtagere at få udbetalt opsparede feriepenge, er netop blevet vedtaget i Folketinget. 91 stemte for, én stemte imod og ingen stemte hverken for eller imod. Dermed kan man fra begyndelsen af oktober ansøge om, at få tre ugers feriepenge udbetalt.

Mand er fængslet for vanvidssejlads

En 36-årig mand er ved Retten på Frederiksberg blevet varetægtsfængslet, efter han søndag ifølge politiets sigtelse udsatte folk for fare under speedbådssejlads i havnen i Københavns havn. Dommeren vurderede, at mandens brøde til sin tid vil udløse en dom på mindst 60 dages ubetinget fængsel.

Spritbilist dømt for trafikdrab

En 24-årig mand er mandag ved Retten i Holbæk blevet idømt tre års fængsel for at have været skyld i en 28-årig kvindes død efter en frontalulykke ved Asnæs i februar i år, hvor også kvindens barn og mand kom til skade. Den 24-årige havde en promille på mindst 1,2 og stak af fra ulykkesstedet, skriver TV2 ØST.

Norsk skistjerne sigtet for flere forseelser

Norske Petter Northug, der i en årrække var verdens bedste langrendsløber, er blevet sigtet for tre forseelser, efter at han torsdag blev standset af politiet. Den pensionerede stjerne er sigtet for at overtræde hastighedsbegrænsninger, for at være påvirket under kørsel samt for besiddelse af narkotika.

EU's ledere skal diskutere krisen i Hviderusland

EU's ledere indkaldes til ekstraordinært topmøde om Hviderusland på onsdag, skriver EU-præsident Charles Michel på Twitter.

DBU ramt af sponsorproblemer

DBU kan stå i en penibel sponsorsituation, fordi logoer fra både Arbejdernes Landsbank og Oddset fra Danske Spil pryder landsholdets træningsdragter, hvilket er i konflikt med en ny lov om markedsføring af kviklån. Der har ikke været hjælp at hente fra Forbrugerombudsmanden, som DBU har søgt forhåndsgodkendelse hos. Det viser en aktindsigt, som bold.dk har søgt.

Nordmand sigtet for spionage for fremmed stat

Den norske sikkerhedstjeneste; PST, har i weekenden anholdt en norsk statsborger i Oslo og sigtet manden for at have overgivet information, "som kan skade grundlæggende nationale interesser", til en fremmed stat. Manden bliver mandag fremstillet i grundlovsforhør, skriver PST på Twitter.