Coronavirus

USA lover gratis covid-19-vaccine til alle amerikanere

Den amerikanske regering har investeret over ti milliarder dollar i seks forskellige vaccineprojekter. TV 2 Grafik

Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, vil indføre et nationalt krav om at bære mundbind

Såfremt det lykkes at udvikle en sikker og effektiv vaccine mod covid-19, vil den blive tilbudt amerikanerne gratis.

Det oplyser en ledende embedsmand, Paul Mango, fra USA's sundhedsministerium.

Han siger samtidig, at der ikke vil blive slækket på de normale procedurer i USA for godkendelse af ny medicin for at få en vaccine hurtigt på markedet.

- Vi vil på ingen måde mindske kravene, understreger han.

Den amerikanske regering har investeret over ti milliarder dollar i seks forskellige vaccineprojekter.

Der er også indgået kontrakter, som giver staten garanti for levering af hundredvis af millioner af doser, hvis en eller flere vacciner skulle blive godkendt, efter at de har været gennem de kliniske forsøgsfaser.

Doserne vil i så fald blive betalt af staten. Læger og klinikker, som skal give vaccinen til patienter, skal have betaling. De udgifter vil hovedsageligt blive dækket af private og offentlige forsikringsselskaber.

Paul Mango giver udtryk for, at USA til januar næste år muligvis kan levere hundredvis af millioner af doser.

Francis Collins, der er direktør for USA's Nationale Institut for Sundhed (NIH), mener, at der er god mulighed for, at mindst en af de seks vacciner under udvikling, som USA har investeret i, vil vise sig at være et pletskud inden årets udgang.

Der arbejdes i øjeblikket på 165 kandidatvacciner over hele verden ifølge WHO's seneste oversigt. 26 af vaccinerne er ved at blive testet på mennesker.

Biden: Krav om mundbind

Torsdag løftede Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, noget af sløret for sine planer i forhold til at bekæmpe pandemien, hvis han bliver valgt 3. november.

Planen omfatter blandt andet et nationalt krav om at bære mundbind i USA for at begrænse coronasmitten.

- Som et minimum bør alle amerikanere bære mundbind, når de bevæger sig udenfor de næste tre måneder, siger den 77-årige demokrat på et pressemøde.

- Lad os indføre et landsdækkende påbud med det samme. Så vil vi redde liv, tilføjer han.

Joe Biden mener, at et påbud vil kunne redde flere end 40.000 menneskeliv i løbet af de næste tre måneder. Samtidig bemærker han, at flere end 165.000 mennesker i USA allerede er døde som følge af coronavirus.

- Det havde ikke behøvet at være sådan, siger Biden, der mener, at det kunne have reddet tusindvis af liv, hvis præsident Donald Trump havde handlet tidligere.

Bidens coronavirus-plan omfatter desuden at teste langt flere og fokusere på kontaktsporing.

Ligeledes ønsker Biden at give samtlige amerikanske statsborgere lige adgang til en vaccine. Det skal ske ved at investere 25 milliarder dollar - godt 157 milliarder kroner - i fremstilling og distribution.

Vi har brug for din hjælp til at gøre vores dækning af det amerikanske valg bedre. Hjælp os ved at svare på ét spørgsmål.