Tilbage til 9.A

Hans Pilgaard er adoptivdrengen, der aldrig fik søskende og børn - nu har han fundet en ny familie

Den filosofiske drengerøv og tv-vært kaster sig i 'Tilbage til 9.A' ud i et meget personligt og usminket projekt.

I sommeren 1979 stod en 15-årig Hans Pilgaard foran Blovstrød Skole i Nordsjælland.

Det var sidste skoledag, karamellerne fløj om ørerne på ham, og afgangselevernes glade råb rungede i skolegården. Nu var 9. klasse slut, og han var på vej ud i livet.

Hvad han tænkte og drømte om dengang, husker han ikke i dag. Mere end 41 år senere.

Som de fleste andre på den alder var han skruphamrende forvirret og usikker. For ham og kammeraterne handlede det mest om bare at komme væk fra Blovstrød. Ud i voksenlivet.

Den dag i skolegården forlod Hans Pilgaard en barndom, der på mange områder havde været helt anderledes end klassekammeraternes.

En barndom med en hemmelighed, han pludselig fik kendskab til. Men også fortielser, som ikke måtte komme ud.

I TV 2s nye programserie 'Tilbage til 9.A' opsøger Hans Pilgaard uanmeldt sine gamle klassekammerater fra folkeskolen og stiller dem alle de samme to spørgsmål:

Hvad drømte du om at blive dengang?

Og blev du til det, du drømte om?

De samme to spørgsmål var Hans Pilgaard også nødt til at stille sig selv, og den rejse har gjort den 57-årige tv-vært klogere på sig selv.

For nogle gange er man nødt til at gå tilbage for at gå frem, som han siger.

En følsom dreng

I skolen var Hans Pilgaard den tænksomme og drømmende type, som hverken hørte til blandt de seje eller de nørdede drenge i klassen.

I folkeskoletiden var Hans Pilgaard en følsom og eftertænksom dreng, der elskede at sidde hjemme og lytte til musik, og som jonglerede med finurlige ord og vendinger i sine notesbøger.

Som drømmertypen hørte han ikke til blandt de seje og smarte drenge i klassen, men var heller ikke en af dem, der blev mobbet.

Da han var enebarn, var han til gengæld vant til at gøre opmærksom på sig selv. Indimellem lavede han parodier på Dirch Passer, som var hans store idol. Det scorede point hos pigerne.

Han forelskede sig i både piger og drenge. Og det var en kæmpe sejr for ham, da den smukke og vilde Bettina – som først kom ind i syvende klasse – faldt for ham i stedet for en af de seje fyre. Hun lærte ham at kysse og var hans første rigtige kæreste.

De kom sammen i næsten et år, før hun slog op med ham. Det var et hårdt slag for den følsomme dreng, som blev fuldstændig knust. Hans Pilgaard husker, hvordan han lå på sit værelse og tudede til 'What a Wonderful World' af Louis Armstrong.

9.A på Blovstrød Skole 1979. Hans Pilgaard står i midten på bagerste række iført en sort bluse. Pigen, der slænger sig på tværs af midterrækken, er Bettina, som var Hans' første rigtige kæreste.

Derhjemme blev den unge Hans bakket op af et par kærlige og støttende forældre, som holdt sammen i tykt og tyndt. Faren, Kaj Pilgaard Nielsen, var luftkaptajn hos SAS, og moren, Bodil Nielsen, var hjemmegående.

De havde adopteret ham, da han var helt spæd, fordi de ikke kunne få børn, og han var deres ét og alt.

Selvom hjemmet var trygt og kærligt, var det også omgærdet af fortielser.

Omverdenen måtte for eksempel ikke vide, at luftkaptajnens søn var adopteret. En hemmelighed, Hans Pilgaard selv blev indviet i som femårig, da han nysgerrigt spurgte til, om han var kommet ud af mors mave.

Af loyalitet overfor forældrene holdt han udadtil sin viden hemmelig indtil for ganske få år siden.

Men der var også andre og mere dystre sider af barndomshjemmet.

Helten og dæmonerne

Noget af det, der under opvæksten prægede Hans Pilgaard allermest, var forholdet til hans far.

I den lille drengs øjne var faren den store helt, som kunne alt, og som var perfekt. Han var jo luftkaptajn, og for at blive pilot skulle man være fejlfri.

Hans Pilgaards højt elskede far, Kaj Pilgaard Nielsen, var luftkaptajn hos SAS og hans store helt. Men han havde en dæmonisk skyggeside.

En af de ting, som Hans satte pris på ved sin far, var, at han altid arrangerede noget vildt, når de holdt børnefødselsdage derhjemme. I de første år var det kun drengene fra klassen, der var inviteret, og engang lavede han et stort lejrbål i haven, som drengene bagefter skulle tisse på for at slukke det.

Farens hang til perfektionisme i alt, hvad han foretog sig, havde dog også en bagside.

Når han for eksempel kastede sig ud i at lave mad til 40 personer eller egenhændigt byggede sommerhus og båd til familien, kunne han være ubehagelig at være i nærheden af. For han accepterede ingen form for middelmådighed, hverken af sig selv eller andre.

Hans Pilgaards yndlingsfoto af sig selv som lille dreng sammen med sin far.

Engang blev Hans bedt om at hente et stykke værktøj, en papegøjetang, som han ikke anede hvad var. Af fare for at virke dum, turde han heller ikke spørge sin far. Han kom derfor retur med en forkert tang, hvilket resulterede i en ordentlig skideballe. Fremover afholdt han sig helst fra at tilbyde sin hjælp.

Men der var en skjult årsag til farens lunefulde adfærd.

Han var maniodepressiv (det, der i dag kaldes bipolar lidelse, red.). Det har Hans Pilgaard senere fået at vide.

For det meste gav det sig udtryk i langvarige depressioner, som kunne vare i op til tre-fire måneder. En enkelt gang var det så slemt, at han blev indlagt.

Det var særligt hårdt for Hans’ mor, som var alene om at holde sammen på det hele under sin mands depressive perioder. For ingen måtte vide noget. Det skulle for alt i verden holdes skjult.

Hans Pilgaard holder tale ved sin konfirmationsfest. Ved siden af ham sidder hans mor og far. Yderst til højre ses hans farmor.

Også for Hans var det svært at acceptere, at faren ikke var perfekt. At han bare var et menneske som alle andre, og at han havde en dæmonisk skyggeside.

Fra 4.-5. klasse og frem til afslutningen på folkeskolen ønskede Hans at blive pilot ligesom sin far, men det ændrede sig fuldstændigt, da han kom i gymnasiet. Her slog det ulmende forældreoprør ud i lys lue. Nu ville han være alt andet end sin far.

Han fik øjnene op for litteratur og slugte bøger af rebelske forfattere som Albert Camus og Franz Kafka. I modsætning til faren, som oprindeligt var militæruddannet og dermed vant til at parere ordrer, satte sønnen en ære i at være så antiautoritær som muligt.

Hans far gik fra at være en helt, der kunne alt, til at blive en slags slåskammerat, som han stredes med på godt og ondt. Det førte jævnligt til temperamentsfulde diskussioner mellem de to.

Hans Pilgaard har et billede i hovedet af sig selv som 17-18-årig, hvor han står foran sine forældre og siger: ”Jeg skal i hvert ikke have sådan et borgerligt, konventionelt liv som jer med parcelhus i et sovekvarter, vorherre bevares.”

Det fik han heller ikke.

Alligevel har Hans Pilgaard altid kæmpet for at leve op til sin fars forventninger og være lige så perfekt til alting, som han var. For trods sine fejl og mangler var han en forrygende far, som han savner dybt, og som han stadig tænker på som sin helt.

Historiefortælleren

Når Hans Pilgaard i dag som 57-årig stiller sig selv spørgsmålet: Blev du til det, du drømte om?, er svaret ja!

Godt nok var det aldrig en egentlig drøm for ham at blive journalist. Men når han ser tilbage på sin barndom og ungdom, giver det rigtig god mening, at han valgte lige netop den uddannelse. Både fordi han altid har været meget nysgerrig, og fordi han har en indbygget trang til at gå op imod autoriteterne og stille spørgsmålstegn ved alt.

Hvis han skal sætte et enkelt ord på sig selv, synes han dog, at ”historiefortæller” er mest rammende. Han ved også, hvem der gav ham inspirationen til det: Hans farfar.

En ung Hans Pilgaard sammen med sin farmor og farfar, som ofte havde ham boende hos sig i ferierne. Her ses de på en kanalferie i England i 1974.

Hvor stemningen i barndomshjemmet i Blovstrød til tider kunne være trykket, når Hans’ far havde sine dårlige perioder, var der til gengæld altid liv og glade dage hos farmor og farfar.

Hans Pilgaard kan stadig fornemme duften af tobak, øl og fugt i sin farfars tobaksforretning i Aarhus, hvor han tilbragte mange timer som feriebarn om sommeren. Hans farfar kendte nærmest alle i byen, og når de kørte en tur i hans gamle Renault, hilste han til højre og venstre.

Farfaren var en festlig mand, som elskede at skabe en god stemning. Når han var til selskab, sørgede han altid for at have et stykke papir med, som han havde skrevet stikord ned på. Hvis selskabet var ved at gå dødt, gik han lige på toilettet, kiggede på sedlen, og kom ind igen. Og så fortalte han historier.

Hans Pilgaards farfar på foto fra 1975. Han var inspirationskilden til Hans' karrierevalg som journalist og historiefortæller.

Den metode har Hans Pilgaard taget med sig. Måske ikke så konkret med sedler og toiletbesøg, men trangen til at sprede glæde og højt humør er en vigtig del af både hans arbejds- og privatliv.

Allerede som teenager forsøgte han at gøre sin farfar kunsten efter ved at underholde med historier til halvdøde selskaber. Han nød at få den fulde opmærksomhed fra alle gæsterne ved bordet og blev helt høj af det, hvis de brød ud i latter.

Til gengæld følte han sig ensom, når folk igen drejede hovederne væk og genoptog samtalerne med dem, de sad ved siden af.

Så var han glemt, og den velkendte grundfølelse af ensomhed vendte tilbage.

Har adopteret sin egen familie

Set udefra er Hans Pilgaard adoptivdrengen, der aldrig fik søskende og børn.

Begge hans forældre er døde, hans far i 2012 og mor i 2014. Året efter morens død blev han selv ramt af tarmkræft, men er efterfølgende erklæret rask.

Når jeg ser fremad, tænker jeg: Jamen, jeg er jo ikke alene

Hans Pilgaard, tv-vært og historiefortæller

Han har ingen nære familiemedlemmer at spejle sig i eller mindes fortiden sammen med. Så hvordan undgår han at føle sig ensom?

Hans Pilgaard erkender, at det altid har været et stort savn for ham at vokse op uden brødre og søstre.

Men til gengæld har han fundet sit eget værn mod ensomhed.

Han har nemlig ”adopteret” tre søskende, som han udtrykker det. En lillesøster og to lillebrødre, som betyder mindst lige så meget for ham, som hvis de var biologisk beslægtede.

Tv-kollegaen Michèle Bellaiche er Hans Pilgaards lillesøster af hjertet.

Lillesøsteren er journalistkollegaen Michèle Bellaiche, som han første gang mødte i 1997, hvor de lavede morgen-tv sammen på TV3.

Lillebrødrene er henholdsvis hans bedste ven og skimakker, Rune Nygaard, som også er kameramand på programserien 'Tilbage til 9.A.', og den tidligere runner på 'Mandagschancen' Kasper Graversen, som han kalder sin ”blodsbror”.

Han får også stor støtte fra sine "reserveforældre", som var et nært vennepar til hans mor og far, og som altid har været der for ham.

- Når jeg ser fremad, tænker jeg: Jamen, jeg er jo ikke alene. Jeg ser mit liv som værende et godt sted, og med nogle gode mennesker omkring mig, siger Hans Pilgaard til TV 2.

Selvom han i en alder af 57 år har opgivet tanken om selv at få børn, føler han heller ikke noget afsavn på det område. Han har nemlig masser af børn i sit liv, fordi han også har ”adopteret” sine søskendes børn som sine egne.

Han nyder at være den ’skøre onkel Hans’, der skiftevis underholder og giver dem gode råd med på vejen.

En lærerig rejse

Efter at have afsluttet projektet med at opsøge sine gamle klassekammerater fra 9.A. på Blovstrød Skole kan Hans Pilgaard i dag konstatere, at det både har været en barsk og berigende rejse.

Det har også været en lang rejse, som strakte sig over to år, fra de første optagelser i efteråret 2017, til de sidste skud kom i hus i efteråret 2019.

Jeg er utroligt beæret over, at alle fra min klasse på en eller anden måde har bidraget til den her fortælling

Hans Pilgaard, tv-vært og historiefortæller

For tv-værten har projektet desuden været personligt krævende, fordi det langt fra var alle hans kammerater, som havde haft det nemt i livet, og indimellem måtte han ruste sig til nogle svære samtaler. Og som han siger, så havde han aldrig klaret det uden sin bedste ven og ”lillebror” Rune ved sin side som kameramanden under hele forløbet.

Indimellem har det været nogle svære samtaler, Hans Pilgaard har taget med sine gamle klassekammerater. Her sidder han hos Mette, der lider af angst som følge af en svær oplevelse i fortiden.

Det lykkedes dem at finde frem til alle Hans’ 22 klassekammerater og få svar på, hvad de drømte om at blive dengang i 1979, og om de fik drømmen opfyldt. I de tilfælde, hvor de ikke selv var i stand til at svare, har familiemedlemmer svaret på deres vegne. Og det er Hans Pilgaard dybt taknemlig for.

- Jeg er utroligt beæret over, at alle fra min klasse på en eller anden måde har bidraget til den her fortælling, på godt og ondt, i sorg og i glæde. Så vi kunne fortælle den sande og usminkede historie om 9.A, siger han.

Hans Pilgaard synes også, at rejsen har lært ham en masse om ham selv, og hvordan han ønsker at leve sit liv fremover:

- Først og fremmest ved jeg nu, hvor meget det betyder for mig, at jeg laver ting med hjertet. Sådan som jeg har gjort med det her projekt, som var min egen idé. Og så er det helt okay, hvis det ikke bliver perfekt, lyder det fra Hans Pilgaard, som nu endelig har gjort op med sin livslange stræben efter perfektionisme.

To ting står helt klart for ham: Fortielserne skal ud, og nysgerrigheden på livet skal ind.

Derfor har han nu sat sin store lejlighed på Frederiksberg til salg, så han og ægtemanden, Jobbe, kan få større frihed til at rejse ud og opleve verden. Og fortælle nye historier.

Artiklen er baseret på interview med Hans Pilgaard og er delvist inspireret af hans selvbiografi 'Støj og fortielser'.

'Tilbage til 9.A.' har premiere tirsdag klokken 20.50 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 PLAY