Nyheder

Ny funktion fra Netflix gør filmskabere rasende - se her, hvordan tv-serie ser ud i opskruet tempo

Ifølge en undersøgelse fra 2019 ser 21 procent af os for meget tv, fordi det opleves som nødvendigt at følge med i det hele.

En ny funktion giver Netflix-brugere mulighed for at ændre på hastigheden, når de ser en film eller serie på mobilen.

Med funktionen kan man komme hurtigt igennem en kedelig passage eller simpelthen se en serie på kortere tid.

Netflix sendte sidste år funktionen til test blandt en gruppe mobilbrugere, og det tyder på, at de tog godt imod det. Funktionen er nemlig allerede blevet aktiveret hos de amerikanske brugere, og inden for de næste uger vil alle mobil- og tabletbrugere med Android-styresystem i resten af verden få funktionen, skriver The Verge.

Ifølge mediet kan hastigheden ændres til 0,5, 0,75, 1,25 og 1,5 gange den normale hastighed.

- Vigtigst af alt viser vores tests, at forbrugere værdsætter den fleksibilitet, det giver. Enten for at gense deres yndlingsscene eller for at sænke hastigheden, fordi de ser med undertekster og har hørevanskeligheder, siger Keela Robison, Netflix’ vicepræsident for produktinnovation, til The Verge.

En spillefilm på 1 time og 54 minutter vil eksempelvis kunne ses 23 minutter hurtigere, hvis man skruer tempoet op til 1,25.

Frem til de fede scener

Claus Bülow Christensen lejede for nylig actionfilmen 'Bloodshot' med Vin Diesel, fordi den efter sigende skulle have nogle imponerende actionscener.

Men plottet var forudsigeligt og dialogen tam. Så han spolede frem til de flotte actionsscener på gammeldags facon.

Havde funktionen med at sætte tempoet op været tilgængelig, havde han benyttet sig af den.

Udover at være glad for actionfilm er Claus Bülow Christensen digital medieanalytiker og ekspert i danskernes forbrug på streamingtjenester.

- Jeg vil nyde at kunne komme hurtigere igennem en film eller passager af en film på en mere æstetisk måde, siger han.

Claus Bülow Christensen har ikke set eksempler på funktionen, så han ved ikke, hvordan det kommer til at påvirke filmoplevelsen. Men han forventer, at det bliver gjort på en flot måde, og at stemmerne ikke bliver Mickey Mouse-agtige.

Videoerne herunder viser en sekvens fra TV-serien Rita, hvor hastigheden er ændret til henholdsvis 1,25 og 1,50. Videoerne viser ikke direkte, hvordan Netflix-funktionen kommer til at se ud, men de illustrerer hastighederne.

Sekvens fra tv-serien Rita, hvor hastigheden er skruet op til 1,25. Video: Anders Masannek Jørgensen
Sekvens fra tv-serien Rita, hvor hastigheden er skruet op til 1,50. Video: Anders Masannek Jørgensen

Uden at gå glip af noget

Det er allerede muligt at skrue op for tempoet på sin podcast eller lydbog i de fleste afspilningsprogrammer, og på Youtube kan man også justere tempoet på videoer.

Claus Bülow Christensen spår dog ikke, at det bliver normen at se film og serier i et højere tempo end tiltænkt.

Men det kan give mening, hvis man er i gang med en tv-serie, der rammer et lavpunkt.

- Måske har man hørt, at 'Breaking Bad' er rigtig god, og man vil gerne kunne snakke med om serien, men man er gået kold i sæson to. Så kan det være en måde at komme hurtigt igennem en sæson uden at gå fuldstændig glip af den, siger Claus Bülow Christensen.

Sæson to af Breaking Bad tager 10 timer og 10 minutter, men med en hastighed på 1,25 kan man komme igennem den på 8 timer og 8 minutter. En tidsbesparelse på over to timer.

Men det kan også have en skyggeside.

For følelsen af ikke at gå glip af noget og behovet for ikke at føle sig udenfor en samtale, styrer vores medieforbrug.

En undersøgelse fra FutureTV og analysefirmaet Wilke fra 2019 viser, at 21 procent kommer til at se for meget tv, fordi de oplever det som nødvendigt at følge med i det hele.

Afstemning

Kunne du finde på at skrue op for hastigheden på en film?

Digital foie gras

At sluge Netflix-serien hurtigere end tiltænkt er ikke sundt.

Det mener Imran Rashid, der er speciallæge i almen medicin og forfatter til bogen 'Sluk – kunsten at overleve i en digital verden' og 'Sunde vaner - skabt med vilje'.

- Vi er ikke bygget til at opleve verden i dobbelt tempo. Man risikerer, at vores evne til at fordybe os lider skade, siger Imran Rashid.

Han mener, at tiltaget er endnu et skridt i en uheldig udvikling, hvor vi som forbrugere bliver overfyldt med information.

- Det er en slags digital foie gras, hvor vi simpelthen bliver stopfodret mentalt, siger han med henvisning til den franske paté, der typisk bliver fremstillet ved at overfodre gæs.

Mange danskere sidder med telefonen i hånden, mens de ser tv, og spreder dermed deres opmærksomhed ud på flere ting. Man ved ikke præcis, hvilke konsekvenser det har for mennesker, når vi second screener. Eller sluger det samme på kortere tid.

Men Imran Rashid er ikke i tvivl om, at udviklingen i vores digitale adfærd er usund.

- Menneskets evne til at bearbejde information er langt ringere, end vi tror. Og hjernens kapacitet bliver ikke større af at belaste den mere - tværtimod, siger han.

Og tipper balancen mellem vores mentale ressourcer og den belastning, vi bliver udsat for, vil mennesker reagere med stress.

'Fuck ikke med vores timing'

Også filmskabere har opponeret mod den hastighedsændrende funktion.

De vil ikke finde sig i, at deres værker bliver manipuleret.

- Lad være med at fucke med vores timing. Vi giver jer gode ting. Lad dem være sådan, som de var til hensigt at blive set.

Sådan skrev Judd Apatow, som er filmproducer og blandt andet har instrueret 'The 40 Year Old Virgin', på Twitter i forbindelse med, at Netflix sidste år testede funktionen. Også instruktøren af 'De Utrolige', Brad Bird, var bekymret.

- Endnu en spektakulært dårlig idé, skrev han på Twitter.

Til The Verge siger en talsperson fra Netflix, at de af hensyn til filmskaberne har gjort sådan, at der er en grænse for, hvor meget hastigheden kan justeres, og at hastigheden ikke vil blive gemt til næste gang, hvis man ændrer den.