Nyheder

Billeder viser de enorme ødelæggelser i Beirut

Artiklen indeholder stærke billeder.

Tirsdag ramte en stor eksplosion Libanons hovedstad, Beirut.

Eksplosionen skete ved byens havneområde i et lager fyldt med sprængfarlig ammoniumnitrat.

Næsten 4000 personer er meldt såret, og mindst 78 er døde, meddeler Libanons sundhedsminister.

Billeder fra byen viser de omfattende ødelæggelser, sprængte vinduer, smadrede bygninger og hårdt sårede personer.

Eksplosionen skete nær byens havneområde.
Eksplosionen skete på et lager fyldt med sprængfarlig ammoniumnitrat, der kan bruges både som gødning og til at lave bomber. Libanons sikkerhedschef, Abbas Ibrahim, oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at der blev opbevaret konfiskerede eksplosive materialer i lagerbygningen ved havnen i Beirut.
Libanesiske brandfolk arbejder på stedet for eksplosionen. En gruppe brandfolk er forsvundet, efter de blev sendt ud for at bekæmpe flammerne, fortæller byens guvernør Marwan Abboud til The Guardian.
Næsten 4000 personer er blevet såret, og 78 er døde.
- Landet er i dyb økonomisk krise, og mange libanesere er røget ud i fattigdom det seneste stykke tid. Det er et land, der er dårligt rustet til at klare den her situation, siger den danske ambassadør i Libanon, Merete Juhl.
Libanons premierminister har erklæret onsdag for national sørgedag.
Ødelæggelserne i et hus i området Burj Abu Haidar i Beirut. Ifølge det danske øjenvidne Amanda Flyvbjerg eksploderede alle vinduer i de fleste af bygningerne på hendes gade et par kilometer fra eksplosionen.
Under støv, murbrokker og vragrester ligger livløse kroppe.
Den amerikanske ambassade i Beirut har udsendt en advarsel om at holde sig indendøre i Beirut og iføre sig masker, da der er meldinger om giftgas i luften som følge af eksplosionen i Beiruts havn.
Ødelæggelserne i et hus i området Burj Abu Haidar i Beirut efter eksplosionen.
Byens guvernør Marwan Abboud sammenligner eksplosionen i Libanons hovedstad med atomeksplosionerne i Hiroshima og Nagasaki i 1945 ifølge The Guardian.
Eksplosionen på havnen sendte en rød sky op over Beirut.
Indgangen til Naijar Hospital, hvor folk ankommer med skader efter eksplosionen, viser omfattende ødelæggelser.
Ifølge Det Europæiske-Middelhavs Seismologiske Center (EMSC) kunne eksplosionen mærkes i Cypern, der ligger mere end 230 kilometer fra Beirut.
Området, hvor eksplosionen skete, bliver beskrevet som en krigszone.
Butiksfacaden på en skoforretning i centrum af Beirut er sprængt itu.
Kæmpe ødelæggelser på havnen i Beirut.