Coronavirus

Nyheder om coronavirus

.

Hvad er status? 13.789 er konstateret smittet, og 615 er døde med coronavirus i Danmark. 15 er indlagt på hospitalet.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Sydafrika runder 500.000 smittetilfælde

Sydafrika har registreret over en halv million mennesker, der er eller har været smittet med covid-19. Det olyser landets sundhedsministerium ifølge Reuters.

WHO: Sandsynligt at coronapandemien er langvarig

Flere lande har meldt om stigninger i antallet af smittede med coronavirus den seneste tid. Lørdag siger verdenssundhedsorganisationen, WHO, at det er sandsynligt, at den igangværende coronapandemi er langvarig.

- WHO vurderer fortsat, at det globale risikoniveau for covid-19 er meget højt, lyder det fra WHO i en udtalelse, som nyhedsbureauet AP citerer fra.

Lørdag har lande som Frankrig og Mexico rapporteret om en stigning i antallet af smittede.

Heunicke: Virus er med al tydelighed stadig både i Europa og i Danmark

Magnus Heunicke giver lørdag aften en status på situationen i Ringsted, hvor et større coronavirusudbrud er brudt ud. på et slagteri

- Der løftes et omfattende arbejde i Ringsted, og alle involverede udfører en ekstremt vigtig indsats med stor koordinering, og hvor hastighed og grundighed er afgørende, skriver sundhedsministeren på facebook.

Ifølge ministeren er et omfattende testarbejde i gang på selve slagteriet. Indtil videre er omkring 600 af slagteriets 900 ansatte blevet testet. Tidligere i dag kunne Danish Crown oplyse, at yderligere 18 ansatte er konstateret smittede. Dermed er det i alt 62 smittede på slagteriet.

Også personale på plejehjem og i hjemmeplejen bliver tilbudt tests. På plejehjem, hvor der er konstateret smitte hos medarbejdere, testes personalet og beboere.

Derudover er der kontaktopsporing i gang.

- Virus er med al tydelighed stadig både i Europa og i Danmark - og aktuelt altså med et udbrud i Ringsted omkring slagteriet. Derfor kære venner: Lad os bevise, at vi endnu en gang kan holde epidemien under kontrol. Afstand, håndvask, håndsprit, host i ærmet. Og følg også Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger om mundbind hvis du rejser i den kollektive trafik på tidspunkter, hvor det er svært at holde afstand til andre passagerer, skriver ministeren.

Jeg vil gerne give en kort status på smitteudbruddet på Danish Crown slagteriet i Ringsted Kommune her lørdag aften. I...

Posted by Magnus Heunicke on Saturday, August 1, 2020

Spanien krydser kritisk grænse - kan blive lukket for rejser

De seneste to uger har Spanien i gennemsnit haft 30,1 nye smittetilfælde om ugen.

Der fortsætter med at være flere coronasmittede i Spanien, og det kan betyde, at de danske myndigheder snart vil begynde at fraråde unødvendige rejser til landet - for eksempel charterferier.

De danske myndigheder har et kriterie om, at der skal være under 30 nye smittetilfælde om ugen per 100.000 indbyggere for at være grønt lys til rejser.

De seneste to uger har Spanien i gennemsnit haft 30,1 nye smittetilfælde om ugen.

Det viser tal fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol (ECDC), som løber frem til lørdag. Tallet har været stigende gennem de seneste uger.

Udenrigsministeriet offentliggør hver torsdag klokken 16 opdaterede rejsevejledninger. Billedet kan dermed nå at ændre sig de kommende dage.

Tenniskvindernes genstart ramt af positiv coronaprøve

Tenniskvindernes WTA Tour starter i næste uge op på Sicilien efter flere måneders corona-nedlukning. Forud for turneringen Palermo Open er en unavngiven spiller blevet testet positiv for coronavirus.

Det oplyser arrangørerne lørdag. Turneringens covid 19-konsulent, professor Antonio Casio, slår samtidig fast, at sikkerhedsprotokollerne virker efter hensigten.

- Protokollernes effektivitet og de relaterede kontroller gjorde det muligt at gribe ind over for en spiller, der var ankommet til Palermo.

- Spilleren har opholdt sig på sit hotelværelse, mens hun har afventet testresultatet. WTA har også bekræftet, at turneringen kan spilles som planlagt, siger Antonio Casio.

Professoren fortæller samtidig, at alle personer, der har været i kontakt med den pågældende spiller, vil blive testet for coronavirus.

Turneringen oplyser ikke navnet på den pågældende spiller, men kort efter meddelelsen om den positive coronaprøve trak den bulgarske spiller Viktoriya Tomova sig på grund af sygdom.

Tomova, der rangerer som nummer 130 på verdensranglisten, skulle have deltaget i kvalifikationen, der gik i gang lørdag.

Palermo Open er den første turnering på WTA Touren efter en flere måneder lang corona-nedlukning af tenniskalenderen.
 

Politiet vil opløse demonstration i Berlin

Politiet vil opløse en meget stor demonstration i Berlin, der er rettet mod den tyske regerings corona-restriktioner, herunder krav om mundbind og fysisk afstand. Det siger en talsmand for politiet til dpa og henviser til, at arrangørerne ikke er i stand til overholde de hygiejnemæsige krav. Der deltager cirka 15.000 mennesker i demonstrationen.

15.000 tyskere demonstrerer mod coronarestriktioner

15.0000 mennesker lørdag mødt op i Berlin for at protestere.

Trods en stigning i Tyskland i antallet af smittede med covid-19 er 15.000 mennesker lørdag mødt op i Berlin for at protestere mod nogle af de restriktioner, som regeringen har gennemført for at begrænse smitten.

Det oplyser politiet.

De fleste demonstranter følger ikke kravet om at bære mundbind eller holde fysisk afstand til hinanden.

Da de samlede sig tidligere på dagen, blev der råbt "frihed" og "modstand".

- Den største konspiration er pandemien med coronavirus, lød et andet tilråb.

- I stjæler vores frihed, lød et tredje.

Mange demonstranter bærer skilte, som viser, hvorfra i Tyskland de kommer.

Det er tilsyneladende folk med meget forskellig baggrund, der er mødt op, herunder folk der modsætter sig at lade sig vaccinere mod coronavirus.

Men en moddemonstration var ikke i tvivl om, hvem der også deltog.

- Ud med nazisterne, lød det herfra.

Politiet har sørget for, at de to demonstrationer ikke komme til at krydse hinanden, og der er ikke meldt om sammenstød.

Tyskland har fra det første store udbrud i marts haft held til at begrænse coronasmitten. Men myndighederne kan igen melde om en stigning i antallet af folk med covid-19.

Yderligere 18 smittede på dansk slagteri

Danish Crown slagteriet i Ringsted.

Yderligere 18 ansatte er smittet med coronavirus på Danish Crowns slagteri i Ringsted, oplyser koncernen. Der er i alt 62 smittede.

Indtil videre er omkring 600 af slagteriets 900 ansatte blevet testet.

- Selv om det er et højt antal med 18 nye smittede, er det et skridt i den i den rigtige retning, at der er så mange negative test, efter at vi har fået testet størstedelen af medarbejderne.

- Vi krydser fingre for, at det er et tegn på, at vi er på vej mod at få udbruddet under kontrol, siger pressechef Jens Hansen.

Han tilføjer, at det er blevet prioriteret at teste ansatte, der har været tæt på smittede, først.

De cirka 300 ansatte, der endnu ikke er blevet testet, vil blive det mandag, medmindre de er på sommerferie.

Langt hovedparten af den gruppe har ikke været tæt på smittede kolleger.

Danish Crown blev søndag orienteret om, at en ansat var smittet med coronavirus.

De danske sundhedsmyndigheder har opstillet et testcenter ved slagteriet. Alle ansatte vil på ugentlig basis blive testet de næste syv uger.

Efterspørgslen på mundbind stiger eksplosivt

Efterspørgslen på mundbind er steget eksplosivt, siden Sundhedsstyrelsen fredag anbefalede, at man blandt andet bruger dem, hvis man skal med offentlig transport i myldretiden.

Søgningen på PriceRunner efter de eftertragtede mundbind blev fredag fordoblet i forhold til torsdag. Det skriver tjenesten i en pressemeddelelse.

Fredag søgte alle på kort tid efter mundbindene i danske onlinebutikker. Det fik søgningerne til at minde om en travl juelhandelsdag, skriver PriceRunner.

- Vi var overbeviste om, at marts og april, hvor vi så en massiv efterspørgsel på mundbind og håndsprit, var toppen i forhold til coronakrisen.

- Men det er gået helt amok og stigningen vi så fredag, er helt exceptionel, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det siger Martin Andersen, direktør for PriceRunner i pressemeddelelsen.

Coronakrise har givet danskerne nye rejsevaner, viser dataforbrug

Coronakrisen har vendt op og ned på de vante rejsemønstre denne sommer. Mange danskere har i år valgt at droppe rejsen sydpå, og de der har krydset grænserne har fulgt et helt andet mønster end det sædvanlige.

Det viser de nyeste tal for danskernes mobile dataforbrug, som er opgjort af de store teleskaber.

Tal fra Telenor viser for eksempel, at datatrafikken i år er steget eksplosivt i flere danske områder sammenlignet med sidste år.

Tal fra teleselskabet 3 viser, at de som faktisk rejser til udlandet, foretrækker lande som Norge og Frankrig, mens det normalt populære Spanien er gledet i baggrunden.

33 ansatte på norsk færgerute smittet med coronavirus

33 ansatte på Hurtigruten i Norge er bekræftet smittet med coronavirus. 120 andre er blevet testet negativt.

Det bekræfter Hurtigruten lørdag over for det norske nyhedsbureau NTB.

Alle 154 besætningsmedlemmer, der stadig er om bord på skibet, er sat i karantæne. Det samme er omkring 60 gæster, der forlod skibet fredag.

Skibet ligger nu i Tromsø uden gæster om bord.

Finland hæver forsamlingsforbud til 500

Fra lørdag hæver Finland som det første land i Norden forsamlingsforbuddet til 500.

Det skriver SVT.

Det debatteres nu, hvorvidt man skal lave et påbud om at bære mundbind til store arrangementer i landet. 

Siden 13. juli har natklubber kunne holde åbent i Finland. 

Ifølge Johns Hopkins University er der registreret 7432 smittede i Finland og 329 døde. Til sammenligning er tallet 13.789 smittede, og 615 døde i Danmark.

Rekordstigning i Polen for tredje dag i træk

Polen har registreret det højeste antal smittede siden pandemien startede. Det er tredje dag i træk, at tallet er rekordhøjt. 

I alt 658 nye smittetilfælde er blevet registreret i landet.

Ifølge The Guardian er 200 af de smittede fra mineområdet i Schlesien, hvor der er et udbrud blandt minearbejdere.

I alt 46.346 er registreret smittet i landet og 1721 er døde, mens de var syge med coronavirus. 

Rusland siger, de begynder massevaccinering om to måneder

Den russiske sundhedsminister, Mikhail Murashko, siger, at Rusland vil påbegynde massevaccinering af befolkningen allerede i oktober ifølge Reuters.

Udmeldingen kommer kort tid, efter Rusland for første gang sagde, de havde overhalet lande som USA, Kina og Storbritannien i udviklingen af en vaccine mod covid-19.

Det oplyste Kirill Dmitriev, direktør i den statsstyrede formuefond Russian Direct Investment Fund (RDIF), der finansierer landets vaccineforskning med mere end 60 milliarder kroner i pengetanken, til CNN tirsdag 28. juli.

Russerne har ikke frigivet data om vaccinen, men ifølge det russiske forsvarsministerium så skyldes hastigheden, de har udviklet den med, blandt andet, at det er en modificeret udgave af eksisterende vacciner, og at russiske soldater har stillet sig til rådighed for menneskeforsøg.

'Ferieeffekt' får skylden for Frankrigs store stigning i smittede

Rejsende i Charles de Gaulle-lufthavnen.

For tredje dag i træk stiger antallet af registrerede nye smittede i Frankrig med omkring 1300.

Antallet af nye smittede var således 1346 fredag. De franske myndigheder er derfor i gang med at undersøge 157 smittekæder, de mener står bag en stor andel af de nye smittetilfælde. Det skriver The Guardian.

Antallet af nye smittede var for en uge siden på blot 500 om dagen, men ved udgangen af sidste uge steg tallet til 1000 - og nu er det nået op på 1300.

De franske medier kalder stigningen for 'ferieeffekten'. Det skyldes, at store familier rejser rundt og besøger hinanden i landet efter den to måneder lange nedlukning af landet. De udgør omkring 21 procent af de nye tilfælde.

Når antallet af smittede stiger, er det ikke udelukkende familiebesøg, der får en løftet pegefinger af Frankrigs sundhedsmyndigheder.

For generelt er franskmændende blevet dårligere til at følge de sundhedsmæssige retningslinjer, der skal forebygge coronavirus-smitte.

Ifølge talsmænd for myndighederne er folk ikke kun begyndt at ignorere retningslinjerne om fysisk afstand og hygiejne, de er også begyndt at fortsætte deres hverdag, selvom de er syge, lyder det.

Mexico overhaler Storbritannien med tredjeflest coronadøde

Gravere arbejder på en kirkegård i Mexico.

Mexico har registreret over 46.600 coronarelaterede dødsfald, skriver Ritzau.

Det betyder, at landet passerer Storbritannien som den nation, der har registreret tredjeflest døde med coronavirus på verdensplan.

Kun USA og Brasilien har registreret flere coronarelaterede dødsfald.

Det viser tal fra Johns Hopkins University tidligt lørdag morgen dansk tid.

De seneste 24 timer har Mexico registreret 688 nye dødsfald, hvilket bringer det samlede dødstal op på 46.688 siden pandemiens begyndelse.

Det svarer til 36,2 døde per 100.000 indbyggere. Til sammenligning har Danmark omkring 10,6 døde per 100.000 indbyggere.

Mexico registrerede sit første tilfælde af coronavirus 28. februar, skriver nyhedsbureauet AFP.

Sydkoreansk sektleder anholdt - står bag landets største udbrud

(Arkiv) Sektlederen Lee Man-hee bukkede, mens han undskyldte for sit ansvar i Sydkoreas største coronavirus-udbrud.

Lederen af den sydkoreanske kristne sekt 'Shincheonji Church of Jesus' har længe været under hård kritik i landet, da han menes at være ansvarlig for Sydkoreas største udbrud af coronavirus.

Myndighederne vurderer, at hans sekt er skyld i mere end 5000 smittede i Sydkorea, da han ignorerede mydnighedernes retningslinjer i begyndelsen af pandemien.

Den 89-årige sektleder, Lee Man-hee, hemmeligholdte derudover information om sine medlemmer fra de sydkoreanske myndigheder, da disse forsøgte at lave kontaktsporing. 

Lee Man-hee blev anholdt natten til lørdag dansk tid. Han er udover at være skyld i Sydkoreas største udbrud af coronavirus også mistænkt for skattesvindel for næsten 30 millioner kroner.