Nyheder

Dagens overblik: Forbud mod TV 2s skjulte optagelser ophævet

Og så mindes vi i dag den folkekære komponist Bent Fabricius-Bjerre, ligesom vi tager afsked med Lone Dybkjær.

I dag siger Danmark farvel til to store personer.

Den ene har sat sit aftryk på dansk kulturhistorie, mens den anden i mange år var en stor del af Danmarks demokratiske motorrum.

Velkommen til dagens overblik.

Forbud mod TV 2s skjulte optagelser ophævet

Plejehjemmene bag facaden.

TV 2-dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’ skulle egentlig have været sendt i fjernsynet i marts.

Men på grund af et forbud mod at vise dele af dokumentaren har det endnu ikke været muligt – indtil nu.

For forbuddet er blevet ophævet. Dermed kan TV 2 endelig vise de skjulte optagelser, der dokumenterer dagligdagen for to ældre på danske plejehjem, og hvordan livet er, når de ansatte tror, ingen kigger med.

Du kan læse om forløbet bag ’Plejehjemmene bag facaden’ her, og du kan se dokumentaren på TV 2 Play.

Bent Fabricius-Bjerre er død

Bent Fabricius-Bjerre.

Den folkekære komponist Bent Fabricius-Bjerre er død. Han blev 95 år gammel.

Han har i sit lange liv gentagne gange manifesteret sig som en af danmarkshistoriens helt store musikalske personligheder.

Blandt andet vandt han i 1962 en amerikansk Grammy-pris, da han brød igennem internationalt med singlen ’Alley Cat’.

Sangen opnåede en syvendeplads på Billboard top 100.

I 2017 vandt han en ’Lifetime achievement award’ i Cannes.

Men han var langt fra færdig, forklarede han kort efter.

Tysk politi graver i have i forbindelse med Madeleine McCann-sagen

Madeleine McCann forsvandt, da hendes familie var på ferie i den portugisiske ferieby Praia da Luz.

Det tyske politi gennemsøger en kolonihave i Hannover med en lille gravemaskine.

Formålet kender man endnu ikke, men politiet har meddelt, at det er i forbindelse med efterforskningen af sagen om den britiske pige Madeleine McCann. Hun forsvandt fra Praia da Luz i Portugal i 2007.

En 43-årig tysk mand blev i 2020 udnævnt som hovedmistænkt i sagen om Madeleines McCanns forsvinden, der har været et stort mysterium i mange år.

Manden sidder varetægtsfængslet i den tyske by Kiel.

Prins Joachim er i bedring

Prins Joachim.

Prins Joachim er i bedring, efter han natten til lørdag 25. juli blev opereret for en blodprop i hjernen i Toulouse i Frankrig.

Det oplyste Kongehuset tirsdag formiddag.

Ifølge Kongehuset kommer prins Joachim ikke til at få fysiske følger eller andre men som følge af blodproppen.

Prins Joachim var på sommerferie i afdøde prins Henriks vinslot, Château de Cayx, da han fik blodproppen.

Lone Dybkjær bisat

Poul Nyrup Rasmussen efter bisættelsen af Lone Dybkjær fra Holmens Kirke i København, tirsdag den 28. juli 2020. Tidligere miljøminister og medlem af EU-Parlamentet Lone Dybkjær blev 80 år gammel.

Det blev i dag tid til at tage afsked med den tidligere minister, statsministerfrue og medlem af både Folketinget og EU-Parlamentet, Lone Dybkjær.

Hun blev 80 år gammel og sov stille ind med familien ved sin side 20. juli.

Tirsdag klokken 13 blev hun bisat i Holmens Kirke i København.

Blandt gæsterne var Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen, Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder, Ane Halsboe-Jørgensen, Dan Jørgensen, Henrik Dam Kristensen, Jette Gottlieb, Magnus Heunicke, Mai Mercado, Marianne Jelved, Mogens Jensen, Peter Hummelgaard og Zenia Stampe såvel som en række tidligere folketingsmedlemmer og ministre.

***