Coronavirus

Nyt om coronavirus 27. juli

(Arkiv)

Hvad sker der? Mens antallet af smittede i Danmark i øjeblikket er stigende, stimlede hundredevis af glade fodboldfans sammen søndag for at fejre AGF’s første medalje i 23 år.

Hvad er status herhjemme? 13.547 er konstateret smittet, og 613 er døde med coronavirus i Danmark. 23 er indlagt på hospitalet. Se de seneste tal her.

Amerikansk præsidentdebat rykket

Den første præsidentdebat i USA mellem Donald Trump og Joe Biden vil blive holdt i Cleveland 29. september. Det oplyser arrangøren bag, Kommissionen for Præsidentdebatter, mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters. Meldingen kommer, efter at University of Notre Dame i South Bend, Indiana, har trukket sig som vært for debatten som følge af coronavirus-pandemien.
 

Mere end 650.000 har nu mistet livet i forbindelse med covid-19

Antallet af mennesker, der er døde, mens de var syge med covid-19 verden over, er nu steget til over 650.000. Det skriver nyhedsbureauet afp.

Ingen nye coronasmittede i Premier League

Den seneste corona-testrunde i Premier League viser, at ingen af ligaens spillere er smittede. I sidste testrunde var én spiller smittet.

Google beder sine 200.000 ansatte arbejde hjemmefra et år mere

På grund af coronavirus-situationen i USA har Google bedt sine omkring 200.000 ansatte om at fortsætte med at arbejde hjemmefra indtil sommeren 2021. Det skriver Washington Journal.  

Udenrigsministeriet afvisende for regionale rejsevejledninger

Udenrigsministeriet lægger ikke umiddelbart op til at lave regionale rejsevejledninger, som flere danske rejseselskaber og eksperter har efterlyst.
 - De data, der ligger til grund for klassificeringen, er ikke tilgængelig på regionalt niveau for alle landene i EU/Schengen, skriver ministeriet.

Mistanke om svindel for 29 millioner med hjælpepakker

I forbindelse med økonomiske hjælpepakker under coronakrisen er der indtil videre anmeldt svindel for lidt over 29 millioner kroner. Det oplyser Bagmandspolitiet i en opgørelse, som strækker sig frem til i fredags.

Tre nye dødsfald med coronavirus i Sverige

Der er siden fredag registreret yderligere tre døde i Sverige med coronavirus. Det oplyser Folkhälsomyndigheten mandag.

Ingen døde med corona siden fredag

Der er registreret 109 nye smittetilfælde i Danmark, og antal indlæggelser stiger med syv til 23, oplyser Statens Serum Institut. Der er ingen nye dødsfald.

Dermed er det samlede smittetal i Danmark nu oppe på 13.547.

Smitteudbrud syd for Oslo

Mindst 21 er smittet i Moss i Norge ved et lokalt coronaudbrud i de seneste 14 dage, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Moss ligger godt 60 kilometer syd for Oslo. I alt er 123 meldt smittet i Moss under coronakrisen

80.000 turister evakueres i Vietnam efter coronaudbrud

Turister i Da Nang er på vej til at blive evakueret.

Omkring 80.000 turister skal evakueres i den vietnamesiske by Da Nang efter byen har registreret tre borgere med coronavirus. Det skriver CNN på baggrund af statsmediet Chinhphu.

Ifølge Chinhphu vil det tage mindst fire dage at evakuere byen.

Vietnam havde været coronafri i 100 dage, da en 57-årig mand i Da Nang blev testet positiv for coronavirus 25. juli.

Belgien gør klar til nye restriktioner efter stigende smittetal

Virolog Marc Van Ranst ankommer til mødet i sikkerhedsrådet i Belgien.

Smitten i Belgien stiger i disse uger. Og det med sådan en hast, at den belgiske regering ifølge The Guardian nu overvejer at indføre nye restriktioner. 

Landets nationale sikkerhedsråd mødes mandag for at diskutere situationen, og forud for det har den belgiske virolog og medlem af sikkerhedhedsrådet Marc Van Ranst beskrevet mødet som det vigtigste siden marts, hvor landet lukkede ned. 

Tilbage i juni blev der flere dage registreret under 100 nye smittetilfælde om dagen, men på det seneste har smittespredningen taget fart, og alene i går blev der registeret over 500 nye smittede i Belgien - det højeste antal siden midten af maj. 

Rejsebureauer vil have genovervejet rejsevejledningerne

epa08566755 Tourists drag their luggage through Catalonia square in Barcelona, Spain

Flere dele af Spanien har oplevet en stigning i antallet af coronasmittede den seneste tid, og det har blandt andet fået Norge til at fraråde alle ikke-nødvendige rejser til landet.

Men for at undgå, at Danmark følger Norges eksempel, hvis den stigende tendens i Spanien fortsætter, foreslår Danmarks Rejsebureau Forening, at Udenrigsministeriet laver en mere differentieret rejsevejledning.

Lars Thykier, der er direktør ved Danmarks Rejsebureau Forening, mener, at det bør være muligt at regionsopdele vejledningerne i de forskellige lande.

- Lige nu er der ikke andre lande end Sverige, hvor man har en regionsopdeling. Vi mener, at det også er muligt at gøre andre steder, siger han til TV 2.

Du kan læse hele historien her:

Regeringen i Filippinerne har forhindret op til 3,5 millioner smittetilfælde, siger præsidenten

I sin årlige tale til nationen proklamerede Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, at hans regerings politik under coronakrisen har forhindret mellem 1,3 og 3,5 millioner smittetilfælde.

Filippinerne har 80.448 registrerede smittede og næsten 107 millioner indbyggere.

Catalonien advarer om strengere restriktioner, hvis ikke coronasituationen forbedres

De catalanske myndigheder vil indføre strengere forholdsregler for at begrænse smitten med coronavirus, hvis ikke situationen forbedres i løbet af de næste ti dage.

Det fortæller Cataloniens regionale præsident, Quim Torra, skriver Reuters.

Tidligere på måneden besluttede Cataloniens regionale regering, at omkring 160.000 indbyggere i Lérida og syv andre byer ikke må forlade deres hjem som følge af et stigende smittetryk i området.

Men den beslutning blev underkendt af en dommer i Spanien, som mente, at den regionale regering i Catalonien havde overskredet sine magtbeføjelser. Efterfølgende opfordrede de catalanske myndigheder indbyggerne til at blive inden døre, og kun bevæge sig ud, når det er nødvendigt.

Svensk skuespiller død med covid-19

Den svenske skuespiller Hassan Brijany er død efter at have været syg med covid-19, bekræfter hans agent overfor Aftonbladet

Hans bror fortæller, at Hassan Brijany havde været syg igennem en længere periode, men at covid-19 sygdommen forværrende hans tilstand. Han blev 59 år.

Hongkong indfører forsamlingsforbud på over to personer

Hongkong indfører nu en række nye tiltag, der skal mindske spredningen af smitte med coronavirus, skriver Reuters.

Blandt andet bliver det nu forbudt for borgerne i Hongkong at samles over to personer, og der indføres et krav om mundbind i offentligheden.

Siden januar er over 2600 personer blevet smittet med coronavirus i Hong Kong, og ud af dem er 20 personer døde.

Professor er bekymret over AGF-fans' medaljefejring

AGF fans fejrer bronzemedaljerne på Telefontorvet i Aarhus, søndag den 26. juli

Jublende AGF-fans fejrede søndag aften, at den aarhusianske fodboldklub med en tredjeplads i Superligaen har vundet sin første medalje i 23 år.

Men under fejringerne stimlede mange fans sammen. Og det bekymrer Hans Jørn Kolmos, som er professor i klinisk mikrobiologi fra Syddansk Universitet.

Set i lyset af det stigende smittetryk i Danmark bør man tage søndagens fodboldfejring alvorlig, mener professoren.

- Den type af begivenheder bør vi altså ikke have for mange af. Hvis vi bare lader det blive vores nye normal i en periode, hvor smittetrykket stiger, efter at vi har passet på i så mange måneder, så får vi flere smittede. Det kan ikke undgås, siger Hans Jørn Kolmos til Ritzau.

Overvægt øger risiko for at dø af covid-19, siger britisk sundhedsminister

Briterne bør spise mindre for at tabe sig, da overvægt øger risikoen for at dø med coronavirus. Sådan lyder det nu fra den britiske sundhedsminister, Helen Whately. Det skriver Reuters.

Ifølge ministeren har personer med BMI over 40 dobbelt så stor risiko for at dø med covid-19.

Tre lande står for halvdelen af alle smittetilfælde på verdensplan

I alt er over 16 millioner mennesker blevet registreret smittet med coronavirus på verdensplan, og en stor del af dem er fra enten USA, Brasilien eller Indien.

De tre lande har samlet set registreret halvdelen af verdens smittetilfælde med coronavirus. Det skriver NRK.

USA har over 4,2 millioner smittede, Brasilien har 2,4 millioner og Indien 1,3 millioner smittetilfælde.

Det er nu 13. dag i træk, at over 200.000 mennesker er blevet registreret smittet på verdensplan.