Nyheder

Prins Joachims blodprop kommer på det værst tænkelige tidspunkt i hans karriere, siger Hans Engell

Prins Joachim har arbejdet sig op til jobbet som forsvarsattaché hele sin karriere, siger Hans Engell.

Det er et prestigefyldt og krævende job, som prins Joachim skal tiltræde 1. september. Jobbet som forsvarsattaché i Frankrig er centralt for Danmarks militære og diplomatiske forbindelse til franskmændene og et job, som er skræddersyet til prinsen.

Sådan lyder det fra tidligere forsvarsminister og politisk kommentator Hans Engell, som har har fulgt kongehuset tæt.

Nu skal han vise, at han ikke bare er prins, men at han også kan varetage et stort og tungt embede

Hans Engell, politisk kommentator

Den blodprop i hjernen, som prinsen gennemgik en vellykket operation for fredag, kommer dermed på et tidspunkt, hvor det for alvor kræves, at prinsen er frisk og skarp.

- Tidspunktet kunne ikke være mere ulykkeligt for ham og hans familie og sådan set også for Forsvaret, siger Hans Engell.

Han beskriver jobbet som "kronen på værket" for 51-årige prins Joachims militære karriere, som startede for 33 år siden, da prinsen var rekrut i Dronningens Livregiment.

Kongehuset meddelte søndag, at prinsens tilstand er stabil, men at det endnu er uvist, hvor længe prins Joachim skal være indlagt på hospitalet i Toulouse i Frankrig.

- Det er et krævende job, og derfor vil det være helt afgørende, hvordan prinsens helbred kommer til at udvikle sig, siger Hans Engell.

Hvad laver en forsvarsattaché?

Som forsvarsattaché bliver prinsen en af bare 20 danskere, som bestrider den position forskellige steder i verden, hvor Danmark har sikkerhedspolitiske interesser.

I det nye job i Paris skal prinsen altså repræsentere Danmark inden for militærsager i en af Europas største militærmagter.

Han skal være et bindeleddet mellem det danske forsvarsministerium, den danske ambassade i Frankrig og det franske forsvar og have fingeren på pulsen omkring, hvad der rører sig i det franske forsvarministerium.

Ifølge Hans Engell er det dansk-franske samarbejde et, som "udvikler sig stærkere og stærkere", fordi de to lande deltager i flere fælles indsatser, blandt andet i Mali i Nordafrika. Det betyder også, at prinsen kan forvente at rejse en del.

- Først og fremmest er det krævende psykisk og intellektuelt, men det er det også fysisk krævende. En forsvarsattaché sidder ikke bare bag sit skrivebord eller står til et cocktailparty otte timer i døgnet. Han skal op i fly, besøge store krigsskibe og ind i kampvogne, siger Hans Engell.

- Det stiller jo et krav til en vis fysisk adræthed.

Store ambitioner hele livet

Ifølge Hans Engell har prins Joachim været en oplagt kandidat til jobbet, fordi hans far, prins Henrik, har opdraget sin søn med et stort kendskab til sit fødeland og den franske kultur. - ikke mindst sproget, som prins Joachim taler flydende.

Det er måske relativt optimistisk, at man kan gå ind til et så krævende job

Morten Lorenzen, direktør i Hjerneskadeforeningen

Derudover har prinsen en vilje og et drive, og han har altid vist, at han er den "fødte officer", lyder det fra Hans Engell.

Det har gjort det muligt for prins Joachim at gennemføre den højtrangerede militære lederuddannelse på Centre des Hautes Études Militaires (CHEM), som han afsluttede i maj.

- Forventningerne til prins Joachim og hans indsats i Frankrig har været store, for nu skal han vise, at han ikke bare er prins, men at han også kan varetage et stort og tungt embede som karriereofficer og general. Prins Joachim er en mand med andre ambitioner end at være sin mors søn, siger Hans Engell.

Dette drive er han overbevist om, at prinsen også har med sig, hvis han skal igennem en længerevarende genoptræning efter blodproppen.

Svært at komme sig efter blodprop

Fra Hjerneskadeforeningen lyder det, at de fleste patienter oplever træthed, overbliksvanskeligheder og koncentrationsbesvær efter at have fået fjernet en blodprop.

- Det er måske relativt optimistisk, at man kan gå ind til et så krævende job, som prinsen skal overtage. Det vil være fantastisk, hvis det er tilfældet, men jeg har svært ved at tro det, siger Morten Lorenzen, som er direktør i Patientforeningen.

Genoptræningen kan afhjælpe trætheden, men tiden vil vise, om der er funktioner som førlighed eller tale, der er påvirket. Det er vidt forskelligt, hvor meget patienter bliver påvirket, og hvor godt de kommer sig efterfølgende.

Hans Engell vurderer, at der vil gå et stykke tid, før der bliver meldt ud, om prins Joachim vil udskyde jobstarten.

- Jeg er sikker på han selv, kongehuset og Forsvarsministeriet vil finde den løsning, som er den rigtige.

Det var det danske forsvarsministerium, der tidligere i år kontaktede prins Joachim, da jobbet skulle besættes, fordi der ifølge forsvarsminister Trine Bramsen (S) ikke findes "nogen, der har lige så gode kvalifikationer som prins Joachim".

- Der er simpelthen ikke en finger at sætte på det, sagde hun i juni, da hans nye job blev annonceret.

TV 2 har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Forsvarsministeriet.