Sommeren vi aldrig glemmer

Natasja Crone fik en uventet øjenåbner, da coronakrisen ramte

Natasja Crone arbejder blandt andet som vært på Go'aften Live i Tivoli.    Maria Albrechtsen Mortensen / Ritzau Scanpix

Da Danmark lukkede ned, lærte tv-vært Natasja Crone en vigtig lektie.

Hvordan har coronakrisen ændret din sommer?

Min kæreste og jeg havde planlagt at tage tilbage til et hus i Sydfrankrig, som vi lejede sidste år og var megaglade for. Så allerede da vi tog hjem sidste sommer, skrev vi til hende, for at være sikre på, at vi kunne få lige præcis det hus igen.

Og det var sådan set faldet på plads. Men fordi jeg skulle lave noget arbejde i forbindelse med genforeningen og dronningen, og min kæreste skulle til OL i Tokyo, var der afsat nogle helt bestemte uger i kalenderen, vi kunne besøge huset i.

Og så blev alt aflyst. Både huset, OL og genforeningen.

Hvordan havde du det med, at dine sommerplaner blev aflyst?

Det havde jeg det fint med. Alt blev aflyst fra en ende fra, så på det tidspunkt havde jeg indstillet mig mentalt på, at sådan bliver det ikke. Den her sommer bliver anderledes.

Sommeren, vi aldrig glemmer

Sommeren 2020 blev ikke, som vi troede. Rejser og festlige begivenheder er aflyst. Og verden ser helt anderledes ud end for bare få måneder siden. 

I denne artikelserie interviewes kendte danskere om, hvordan coronakrisen har ændret deres sommer, og hvordan deres liv blev påvirket af virussens indtog. 

Hvordan oplevede du den aften, hvor Danmark lukkede ned?

Det var surrealistisk. Mine tanker på det tidspunkt var, at vi alle sammen ville blive syge mere eller mindre. Og så var jeg sådan: Hvad er næste skridt? Bliver det fuldstændig udgangsforbud? Bliver vi spærret inde? Det var så uvirkeligt, fordi ingen anede det. Det var i den fase, hvor alle gættede.

Den anden ting, jeg tænkte, var: Hvor er vi heldige, at vi bor i et land som det her. Jeg siger det ikke i forhold til, hvem der er statsminister, eller hvem der er direktør for Sundhedsstyrelsen. Jeg siger det mere i forhold til, at vi bor i et ekstremt velordnet samfund, hvor folk faktisk har en vis tro på, hvad der bliver sagt og har en vis disciplin i forhold til det. Det havde jeg en ret stor taknemmelighed over.

Hvilken oplevelse har været den mest skelsættende for dig de seneste måneder?

Der er ingen tvivl om, at tvunget af omstændighederne bliver der pludselig trykket på en kollektiv pauseknap for os alle sammen. Det har været ekstremt individuelt, hvordan den pauseknap har haft indvirkning. Det er klart, at hvis man arbejder i et flyselskab, i lufthavnen eller på et hotel, så har den pauseknap været skræmmende. Fordi man nok tænker: hvad sker der med mig og mit arbejde?

Men hvis man som jeg har været privilegeret og arbejdet et sted, som egentlig bare har holdt pause og så er kommet i gang igen. Så var det pludselig en tvungen mulighed for bare at stoppe op. Det samme for min kæreste, som rejser. Han var pludselig tvunget til at blive hjemme.

Og i de måneder gik vi fuldstændig ned i tempo; lavede en masse mad, eksperimenterede med at lave al den mad, tog en masse kilo på, satte os ned i en sofa, lagde et puslespil og gik en tur i skoven. Jeg fik også ordnet sådan nogle helt banale og basale ting i forhold til vores hjem, hvor jeg fik ryddet op nogle forskellige steder. Alt sådan noget.

Samtidig satte jeg pris på, at jeg bor et sted og er omgivet af mennesker, som jeg virkelig holder af. For så kunne det kun blive en god oplevelse, og det var jeg glad for.

Hvad har du lært om dig selv under coronakrisen?

Jeg lærte, at der en stor del af mit arbejde, der ikke behøver at foregå på arbejdspladsen.

Før coronakrisen ville jeg per automatik sætte mig ind i et tog eller ind i min bil stort set hver gang, jeg skulle noget som helst, der havde med arbejde at gøre.

Da vi langsomt begyndte at åbne igen, fandt jeg ud af, at det behøver jeg ikke at gøre hver gang. Noget af det kan sagtens foregå herhjemme. Uden problemer.

Er det noget, du også bruger nu?

Det er simpelthen noget, jeg har taget med mig. At der er visse ting, visse møder og visse dele af min forberedelse, som jeg kan tage på Zoom, Google Hangouts eller bare på telefon. Så sidder jeg bare hjemme foran skærmen og forbereder mig.

Hvordan har det været at blive ”tvunget” til at lære det?

Jeg synes egentlig, det er tankevækkende, at der skal det til, før man kollektivt indser, at det kan gøres på den måde. Sagen er jo bare, at fordi alle gør det, så bliver det bare en kollektiv regel, som vi ikke kan afvige fra. Og så er man en underlig én, hvis man sidder derhjemme. Eller så er det nok fordi, man ikke gider at arbejde eller et eller andet.

Her var vi jo lige pludselig tvunget til det af omstændighederne. Alle blev nødt til det. Og så kunne alle jo se, at der kom et produkt ud af det alligevel, som sådan set var meget godt.

Og nu er der jo store virksomheder, som simpelthen bare indfører det at arbejde hjemmefra. Men det var åbenbart det, der skulle til. Altså, at det ikke bare var én virksomhed eller én medarbejder eller én afdeling, men nærmest hele verden, der skulle få øjnene op for det. Det synes jeg da er glimrende.