Aarhus Kommune kan lovligt ophæve forbud mod TV 2s skjulte optagelser fra plejehjem
Borgmester og rådmand i Aarhus Kommune indstiller til at droppe forbud mod TV 2-dokumentar, men beslutningen er endnu ikke endeligt vedtaget.
Fra mandag den 27. juli skal der ikke længere være forbud mod, at TV 2 viser dokumentaren om kritisable forhold på danske plejehjem.
Sådan lyder indstillingen mandag fra borgmester Jacob Bundsgaard (S) og rådmand for sundhed og omsorg Jette Skive (DF) i Aarhus Kommune.
Det sker på baggrund af en ny juridisk vurdering foretaget af borgmesterens juridiske afdeling, der finder, at Aarhus Kommune lovligt kan ophæve forbuddet helt eller delvist.
Via skjulte optagelser påviser dokumentaren omfattende plejesvigt, nedværdigende tale og sundhedsfarlig hygiejne på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.
Optagelserne viser, at 90-årige Else udsættes for forhold, der af eksperter kaldes uhyrlige og sundhedsskadelige.
Indstillingen skal besluttes på møde
Oprindeligt skulle dokumentaren have været sendt tidligere på året. Men Aarhus Kommune valgte at gå til domstolene for at få nedlagt et forbud mod visningen.
Retten i Aarhus nedlagde et forbud, som TV 2 ankede, men som 30. juni blev stadfæstet af Vestre Landsret. Indstillingen og det nye notat skal nu torsdag drøftes på et møde i Magistraten, der skal vedtage indstillingen.
I en mail til TV 2 skriver Jette Skive:
- Det har ikke været muligt for mig at trække fogedforbuddet tilbage før nu. Som myndighed har vi handlepligt. Den handlepligt har både byretten og landsretten bekræftet – og jeg har fulgt juristernes og rettens dom. Nu er der det, at borgmesterens afdeling har udarbejdet et juridisk notat – det giver mulighed for, at vi kan hæve fogedforbuddet.
Kommunen har desuden sendt indstillingen og notatet til Ankestyrelsen med henblik på at give tilsynet mulighed for at underkende beslutningen, hvis tilsynet vurderer, at beslutningen er ulovlig.
Nyhedsdirektør: Vil se det, før jeg tror det
Nyhedsdirektør på TV 2, Mikkel Hertz, hæfter sig ved, at det ikke er første gang, Aarhus Kommune meddeler, at forbuddet mod TV 2s optagelser droppes. Den 14. juli meddelte Jette Skive således, at hun ønskede at droppe forbuddet.
- Jeg følte mig som Komiske Ali, da jeg udtrykte glæde over beslutningen dengang, så nu vil jeg gerne se det, før jeg tror det, siger Mikkel Hertz med henvisning til, at indstillingen endnu ikke er endeligt vedtaget og yderligere er sendt til Ankestyrelsen.
Skulle indstillingen blive endeligt besluttet, er beskeden fra Mikkel Hertz klar:
- Vores mål har hele tiden været at sende den fulde dokumentar på et lovligt grundlag, og hvis vi kan gøre det efter næste mandag, så er det klart, at så sender vi.