Sommeren vi aldrig glemmer

Anders Antonsen stod over for kæmpe højdepunkt, da statsministeren lukkede Danmark ned

Antonsen var 1000 kilometer hjemmefra og stod over for et stort valg, da Danmark lukkede ned. Olafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix

Badmintonstjernen Anders Antonsen stod over for et af karrierens største højdepunkter, da statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede Danmark ned.

Hvordan har coronakrisen ændret din sommer?

Det har ændret tingene ret drastisk. Jeg skulle have været ude og spille en masse turneringer, så det har givet mig en lang periode i Danmark, og det har jeg ikke prøvet i meget lang tid.

Det er jeg lidt ked af og frustreret over, for jeg elsker at rejse, spille og konkurrere.

På den anden side går vi til tider og brokker os over, at vi ikke har lange nok træningsforløb, så det er svært at bygge på sit spil og fysikken, når man hele tiden bliver revet ud af træningslokalet for at komme til turneringer.

Man må virkelig sige, hvis man tager den positive hat på, at vi har fået et langt træningsforløb nu, så forhåbentlig kommer jeg ud som en stærkere spiller, når alting åbner igen.

Sommeren, vi aldrig glemmer

Sommeren 2020 blev ikke, som vi troede. Rejser og festlige begivenheder er aflyst. Og verden ser helt anderledes ud end for bare få måneder siden. 

I denne artikelserie interviewes kendte danskere om, hvordan coronakrisen har ændret deres sommer, og hvordan deres liv blev påvirket af virussens indtog. 

Hvordan oplevede du den aften, hvor Danmark lukkede ned?

Jeg var i Birmingham i England, hvor jeg spillede All England, men jeg har faktisk svært ved at huske aftenen, fordi jeg spillede første runde ved All England og var i zonen. Jeg husker, at folk lagde op på Instagram, at statsministeren holdt pressemøde og lukkede Danmark ned.

Men det var svært at forholde sig til, for mine tanker var et helt andet sted.

Generelt havde jeg i den uge primært fokus på at spille badminton, men samtidig fik vi hele tiden ny info hjemmefra.

Det var mærkeligt at skulle balancere det, at jeg skulle fokusere på All England, med, at det her kørte i medierne, og at folk kontaktede mig. I mit hoved var jeg et helt andet sted.

Det internationale badmintonforbund fandt det forsvarligt at færdigspille turneringen, hvor Antonsen - ligesom alle andre spillere - spillede videre.

Fredag kom meldingen om, at de anbefalede danskere at komme hjem. Jeg fik den nogle timer før, at jeg spillede kvartfinale. Jens Meibom (sportschef i Badminton Danmark, red.) ringede og fortalte, hvad der var blevet sagt. Jeg havde muligheden for at tage hjem.

Omvendt kunne jeg også blive og leve i uvisheden om, at jeg måske ikke kunne komme hjem foreløbig. Jeg var ikke klar til at droppe det hele, og hvis jeg så skulle blive derovre i lang tid, så måtte det være sådan.

Det er i højere grad gået op for mig, at man først sætter pris på noget, når man ikke kan gøre det længere

Anders Antonsen

Jeg stod over for et af karrierens højdepunkter med en All England-kvartfinale, mens Danmark var ved at lukke helt ned.

Derhjemme virkede det til at være kaos, og man læste, at folk hamstrede. I England gik folk stadig i byen, og der var publikum i hallen. Jeg læste også kommentarer fra folk, der mente, at vi skulle komme hjem.

Jeg fik lidt dårlig samvittighed over det, for hvad var det rigtige at gøre? Det var svært at navigere i, og det var som at leve og agere i to forskellige verdener. Ud over at vi ikke gav hånd efter kampene, så var alt som normalt i England. Det var en mærkelig uge.

Anders Antonsen forlod All England i kørestol og med krykker, efter han forstuvede sin ankel i semifinalen om lørdagen.

Hvilken oplevelse har været den mest skelsættende for dig de seneste måneder?

For mig handler det mest om, at det er megafrustrerende ikke at vide, hvornår vi kan spille igen. Det er et år i mit liv, fra jeg er 23, til jeg er 24. Det er en rigtig god tid for mig at dyrke min sport, og det er et års tid siden, at jeg virkelig fik fat og brød igennem, hvor jeg kontinuerligt har kunnet ligge med helt fremme.

Det er rimelig frustrerende, at der bliver revet et år ud lige nu, for jeg har måske ti år i alt til at gøre det her. Så det er ikke så lang tid, jeg har til at udleve drømmen.

Men det er også et meget egoistisk perspektiv på det, for der er ting, der er vigtigere. Folk dør rundt omkring i verden, så hvem gider at høre på mig klage over, at jeg ikke kan komme ud at spille badminton?

Jeg har det næsten lidt mærkeligt med at klage alt for meget, for det allerstørste og vigtigste problem er, at hele verden er på den anden ende, og at folk dør i voldsomme tal rundt omkring i verden.

Hvad er det sværeste valg, du har stået over for de seneste måneder?

Jeg har ikke stået over for nogle virkelig tunge beslutninger. Vi er helt nede i bagateller i hverdagen. Jeg er meget socialt anlagt, og jeg hænger normalt ud med venner og besøger familien, så tit jeg kan. Så de første to måneder var selvfølgelig frustrerende, når man skulle distancere sig fra alle.

I starten af coronakrisen gav det sig selv, at Antonsen skulle sidde derhjemme med sin forstuvede ankel.

Men det var hårdt for alle sammen, og jeg var alligevel mere eller mindre bundet til sofaen de første seks uger, fordi jeg kom hjem fra All England med en forstuvet ankel, så det gav lidt sig selv, at jeg havde ikke muligheden for at gøre alt muligt.

Hvad har været den største konsekvens for dig afledt af coronakrisen?

Det er uden tvivl, at alle turneringer i badmintonkalenderen er blevet aflyst i et halvt år. Vi lever af at komme ud at spille, men heldigvis er jeg et godt sted økonomisk, så jeg ikke er ved at gå fra hus og hjem.

Samtidig havde jeg nok været i en afgørende fase i forberedelsen op til OL i Tokyo, men i og med at jeg forstuvede anklen, betyder OL-udsættelsen bare, at jeg står stærkere næste år.

Her sluttede Antonsens All England i år. Når han vender tilbage i kamp, håber han at stå stærkt fysisk.

Hvad har du lært om dig selv under coronakrisen?

Jeg har mest af alt lært, at der er en masse ting, jeg pludselig ikke kan, som jeg plejede at kunne.

Det hænger også lidt sammen med, at det faktisk berørte mig ret meget, da Jan Ø. stoppede karrieren. Også mere end jeg var klar over, at det ville. Også spillere som Mathias Boe, Mads Conrad, Carsten Mogensen og Lin Dan er stoppet.

Det er specielt, og det er i højere grad gået op for mig, at man først sætter pris på noget, når man ikke kan gøre det længere. Jeg tænker meget over, hvor fedt det var, da vi kunne rejse verden rundt og bare spille badminton og leve af det. Bare leve i den der fantasiverden på en eller anden måde.

Når folk stopper eller bliver skadet og ikke kommer tilbage, så fortæller det mig, at vi lever på lånt tid, og alting har en ende. Der har coronakrisen virkelig lært mig, at jeg skal få så meget ud af hvert eneste øjeblik som overhovedet muligt.

Alt, der er fedt, kommer til at stoppe på et tidspunkt, og førhen har jeg ikke værdsat det nok.

Sejren i Indonesia Masters 2019 står som den største bedrift i Antonsens karriere sammen med VM-sølvet samme år.

Det er trist at se, at tingene slutter en dag. Og så vil det være hårdt og frustrerende, hvis man står tilbage med en følelse af, at man ikke har været nærværende og sat pris på det.

Der føler jeg, at corona har vist, at der er en lektie at hente. Det er lige nu, det sker, og det kommer ikke tilbage igen.