Coronavirus

Mallorca lukker flere populære festgader efter vilde videoer

De populære festgader bliver lukket ned i to måneder for at undgå spredning af coronavirus.

Mallorca lukker nu flere af øens kendte festgader, efter videoer af turister, der fester igennem uden ansigtsmasker, har vakt stor debat i Spanien.

Ifølge det spanske medie Ultima Hora har man valgt at lukke tre berømte festgader i byerne Magaluf og Playa de Palma for at forhindre, at turisternes adfærd i gaderne fører til spredning af coronavirus.

Ifølge avisen The Guardian er det videoer af festende turister, der har fået turistminister for De Baleariske Øer Iago Negueruela til at tage affære.

- Vi kan ikke tolerere den slags billeder, vi har set de seneste dage, og vi vil ikke tolerere det, sagde ministeren ifølge avisen.

Den lokale regering har derfor udstedt et dekret, som skal forhindre "umådeholdende turisme", da man vurderer, det bidrager til spredning af covid-19. Dermed er det blevet forbudt for virksomheder i de påvirkede gader at holde åbent.

I første omgang gælder nedlukningen i to måneder.

Punta Ballena i Magaluf lægger øde hen, siden den lokale regering valgte at lukke ned for al aktivitet i gaden.

Obligatoriske masker

En af de videoer, der viste turisternes meget lidt corona-venlige opførsel i byen Magaluf, blev i weekenden lagt op på det sociale medie Twitter med teksten "Den gamle normaltilstand i Punta Ballena", som er navnet på den ene af festgaderne.

Her ser man en gruppe britiske turister, der danser på biler og står i store grupper uden masker på. På trods af at det er obligatorisk at bære mundbind udendørs på De Baleariske Øer, herunder Mallorca.

De andre gader, der nu lukkes ned, er Calle de Miquel Pellisa og Pare Bartomeu Salvà.

Spanien har med sine over 28.000 dødsfald været hårdt ramt af coronavirus og har haft en af Europas strengeste nedlukninger. Landet åbnede op for europæiske ferierejsende 21. juni, men har flere steder altså indført krav om masker - og bødestraf, hvis kravet ikke bliver efterfulgt.

Festgaden Punta Ballena er især populær blandt britiske turister. Billedet her er fra 2014.

Afhængig af turisme

Selvom turisters opførsel har medført lukning af flere områder, har Spanien også hårdt brug for, at turisterne vender tilbage til landet.

Turisme-sektoren står for over 14 procent af landets BNP, og i områder som De Baleariske Øer er man meget afhængige af turister.

Landets premierminister, Pedro Sanchez, understregede vigtigheden af at få gang i turismen igen på et pressemøde i maj.

Her lagde ministeren vægt på, at turismen skulle tilbage - men at det skulle ske med sikkerheden i højsædet.

- Spanien har brug for turisme, og turismen har brug for sikkerhed både i oprindelseslandet og destinationen. Vi vil garantere, at turister ikke løber nogen risiko eller bringer risiko til vores land, lød det fra premierministeren.