Sommeren vi aldrig glemmer

Livet for Jesper Steinmetz ændrede sig fuldstændig, da coronaen ramte

På vej på arbejde igen, sammen med fotograf Thomas Hass TV 2

Livet i Washington ændrede sig fuldstændigt, da det blev umuligt at rejse. I hovedstaden anså man hinanden som "potentielle sygdomsbomber".

Hvordan har coronakrisen ændret din sommer?

Den har fuldstændigt ødelagt min sommer. Jeg skulle have været hjemme i maj til en rund fødselsdag, jeg skulle have været på ferie i Danmark og til en anden rund fødselsdag i august. Men alle mine ferieplaner er skrinlagt.

Det har ikke noget med situationen i Danmark at gøre. Som dansk statsborger kan jeg godt rejse til Danmark, men så kan jeg ikke få lov til at rejse ind i USA igen. Det går jo ikke, når jeg skal passe mit arbejde.

Man begyndte at se andre mennesker som potentielle sygdomsbomber. Det var uhyggeligt

Jesper Steinmetz

Hvordan ser dine sommerferieplaner så ud nu?

Jeg holder ikke ferie, før indrejseforbuddet her i USA er ophævet, og jeg kan rejse hjem til Danmark. Hvornår det sker, kan man ikke sige noget om. Måske kommer forbuddet til at gælde året ud.

Jeg var sidst hjemme i Danmark til jul, så i værste fald kan der altså komme til at gå et helt år, uden jeg kommer hjem til Danmark.

Det er lidt surt, for jeg kommer til at gå glip af noget. Min far fylder 80 i år, og min bror fylder 50, og når der sker sådan noget, så plejer jeg bare at tage en smuttur til København.

Normalt er jeg hjemme i Danmark cirka hver anden måned, så det er noget, jeg har vænnet mig til at tage for givet.

Jesper Steinmetz på arbejde igen, efter at det amerikanske samfund igen er lukket op. Døden lurer i baggrunden - i form af en udklædt aktivist.

Hvordan oplevede du den aften, hvor Danmark blev lukket ned?

Jeg fulgte med i det på TV herovre i Washington. Men faktisk var det ikke det mest vigtige for mig på det tidspunkt.

I de dage gik der allerede rygter om, at Det Hvide Hus havde planer om at lukke USA's grænser, så jeg var allerede meget optaget af, om det ville forhindre mig i at rejse frem og tilbage mellem USA og Danmark.

Da Danmark lukkede ned 11. marts, kom det oven i alt det andet. USA lukkede først ned dagen efter, men som sagt, rygterne havde allerede gået længe, så den danske beslutning betød ikke den store forskel for mig.

Så snart jeg kunne se, at jeg ikke kunne rejse frem og tilbage mellem USA og Danmark, måtte jeg ringe hjem med en aflysning. Jeg skulle have været vært på TV 2 Charlies Hjertegalla, og der blev jeg nødt til at sige, at det kunne jeg ikke. I sidste ende blev Hjertegallaen også udskudt til engang i efteråret, så det gjorde ikke så meget.

I første omgang lød meldingen fra den amerikanske regering, at der var tale om et 30 dages indrejseforbud. Så i starten tænkte jeg, at ”det klarer jeg sagtens”. Det var først en måned senere, da det blev påske, tanken slog ned i mig: ”Gud ved, om jeg kommer hjem til jul?”.

Jesper Steinmetz, journalist og USA-korrespondent på TV2.

Hvilken oplevelse har været den mest skelsættende for dig de seneste måneder?

Jeg tror, at det var oplevelsen af, at der blev indført udgangsforbud i Washington.

Det er på en måde hele verdens hovedstad, der lukkede ned. Vi skulle blive hjemme, medmindre vi havde en meget god grund til at gå ud, og vi måtte ikke besøge hinanden. Der ligger nogle sportsbaner lige ved siden af det sted, hvor jeg bor. De blev spærret af med plastikbånd. Det var uhyggeligt at se.

Man kunne se det på ansigterne på gaden, når man vovede sig udenfor. Den måde de skræmte ansigter kiggede på hinanden: ”Har du sygdommen?”.

Senere - på et tidspunkt hvor jeg havde mulighed for at løbe en tur - oplevede jeg den olme måde, folk kiggede på mig, fordi jeg ikke havde maske på, når jeg løb. Og når folk kom imod mig på gaden, så gik de over på det andet fortov for ikke at møde mig. Eller stillede sig ind i en carport eller sådan noget og ventede på, at jeg passerede dem.

Man begyndte at se andre mennesker som potentielle sygdomsbomber. Det var uhyggeligt.

Sommeren, vi aldrig glemmer

Sommeren 2020 blev ikke, som vi troede. Rejser og festlige begivenheder er aflyst. Og verden ser helt anderledes ud end for bare få måneder siden. 

I denne artikelserie interviewes kendte danskere om, hvordan coronakrisen har ændret deres sommer, og hvordan deres liv blev påvirket af virussens indtog. 

Hvad er det sværeste valg, du har stået overfor under coronakrisen?

Rent arbejdsmæssigt var det, da vi skulle i gang med at arbejde igen. Jeg og en fotograf var på vej til Florida for at lave en reportage.

Under en mellemlanding blev vi pludseligt i tvivl om, om vi skulle i karantæne, fordi vi bevægede os fra den ene stat til den anden. Vi blev pludseligt bange for, om vi brød loven? Om vi skulle i karantæne? Om vi skulle opgive og vende om? Vi var virkelig usikre på, om vi var i gang med at gøre noget helt forkert. Men det viste sig heldigvis, at det var vi ikke.

Privat tror jeg, at det var usikkerheden om, hvornår man kunne begynde at se sine venner igen og begynde at invitere hinanden hjem til middage.

Da vi mødtes til de første aftaler, vidste vi ikke rigtigt, hvordan vi skulle hilse på hinanden. Vi stod der overfor hinanden som japanere og bukkede, uden at røre hinanden. Det var temmelig kejtet.

Min erfaring er dog, at når vi senere på aftenen havde fået et par drinks og skulle sige farvel til hinanden igen, så kunne vi godt finde ud af at give knus!

Den normalt så travle Pennsylvania Avenue i Washington 13. marts i år umiddelbart efter at landet var lukket ned.

Hvad har du lært om dig selv under coronakrisen?

Jeg er imponeret over, hvor omstillingsparate vi mennesker er. Efter det første chok havde lagt sig, var det bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt man vænner sig til en ny situation og forsøger at få det bedste ud af det.

Mit normale liv er meget at rejse, og det var svært at vænne sig til, at jeg ikke skulle det. I stedet har jeg fået læst nogle bøger og set nogle tv-serier.

De seneste måneder er nok det nærmeste, vi nogensinde kommer på at opleve, hvordan det var at leve bag mørklægningsgardiner. Året 2020 har nærmest ikke eksisteret i vores sociale liv. Men jeg er positivt overrasket over, hvordan jeg har håndteret det.

Det værste er nok, at jeg ikke ved, hvor længe det skal vare, før jeg kan rejse hjem til Danmark. Er det en uge? En måned? Eller til jul? Jeg ved det ikke.