Samfund

Dagens nyheder 4. juli

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Bøger af demokratiaktivister forsvinder fra biblioteker i Hongkong

Bøger, der er skrevet af fremtrædende demokratiaktivister i Hongkong, er begyndt at forsvinde fra den asiatiske storbys biblioteker.

Bøgerne kan ikke længere lånes og er ikke at finde på hylderne, skriver nyhedsbureauet AFP. Det sker, få dage efter Kina har indført en streng ny sikkerhedslov.

Mand med falske 50 euro-sedler anholdt

Fyns Politi har i dag anholdt en mand i Svendborg med falske 50 euro-sedler på sig.

Ifølge politiet der kan være flere sedler i omløb, og derfor bliver forretningsdrivende opfordret til at være opmærksomme.

DF-formand åbner debat om partiets arvefølge

Når DF næste gang skal have ny formand, bør det ske på en anderledes måde og ikke ved blot at overdrage stafetten til en kronprins.

Det siger partiformand Kristian Thulesen Dahl, der selv fik posten uden modkandidater, til Jyllands-Posten.

- Det er måske sundt nok for DF med 25 år på bagen, at det ikke bare sker på tilsvarende vis næste gang, siger Thulesen Dahl.

Det seneste døgn er det højeste antal coronasmittede registreret i verden

På et enkelt døgn er 212.326 mennesker rundt om i verden bekræftet smittede med coronavirus. Det er det højeste antal bekræftede smittetilfælde, der hidtil er registreret på en enkelt dag, rapporterer Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Knap 130.000 af disse tilfælde er bekræftet i Nord- og Sydamerika.

Antallet af døde på verdensplan ligger stabilt på omkring 5000 om dagen, skriver Reuters.

Dyrepasser dræbt af sibirisk tiger i Schweiz

En sibirisk tiger har lørdag angrebet og dræbt en dyrepasser i zoologisk have i den schweiziske by Zürich.

Den 55-årige kvinde døde på stedet på trods af redningsmandskabs forsøg på at redde hende.

Det oplyser myndigheder i Schweiz ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Cirka 5000 asylansøgere mangler ydelse – minister beklager

I omegnen af 5000 beboere på landets største asylcenter, Modtagecenter Sandholm, har ikke fået den særlige tillægsydelse, som de ellers har ret til.

Ydelsen er ikke udbetalt siden 1. juli 2017. Det skyldes, at der ikke er indgået kontrakter med de pågældende beboere, som der skulle have været.

Fejlen fremgår af en orientering fra ministeren til Folketinget. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye kalder det en "meget beklagelig fejl."

Tre færdselsuheld på samme strækning efter store mængder regn

Sen lørdag eftermiddag er der sket tre færdselsuheld på samme strækning i Slagelse. Ifølge vagtchefen ved Sydsjællands Politi skal årsagen højst sandsynligt findes i store mængder regn, området fik.

Ingen er kommet alvorligt til skade, men politiet advarer om glatte veje.

Ammoniakdampe sporet ved toiletter, der har gjort flere dårlige

Hvad der har været skyld i, at flere personer er blevet dårlige efter et toiletbesøg på en rasteplads ved Søby, er endnu uvist. Men ifølge Kim Wemmelund, der er indsatsleder ved Brand og Redning Midtvest, har man kunne spore ammoniakdampe.

Det fortæller han til TV Midtvest.

- Men hvor de kommer fra, er der nogle andre, der finder ud af nu. Der skal både tjekkes kloakker og septiktanke, siger han.

Danskere indkaldes til coronatest

Et repræsentativt udsnit af befolkningen vil igen blive indkaldt til coronatest landet over.

Det nye er, at man vil teste den samme kontrolgruppe for aktuel smitte og for antistoffer.

Det siger Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff.

- Så vi skal ulejlige færre mennesker og slå to fluer med et smæk, siger han.

Regeringen er også på vej med nogle initiativer, der skal gøre det nemmere for folk at deltage.

Restaurant brændt ned i Helsingør

Den voldsomme brand i Helsingør har udbrændt restauranten Axelbar.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Jakob Tofte, som fortæller, at det tyder på, at ilden begyndte i restauranten.

Politiet opfordrer stadig beboere i nærliggende gader til at gå indenfor og lukke vinduer.

44 dræbt efter sammenstød mellem IS og den syriske hær

Sammenstød mellem Islamisk Stat og den syriske hær har kostet mindst 44 liv på begge sider i løbet af to døgn.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der overvåger situationen i Syrien, til nyhedsbureauet AFP.
Kampene har fundet sted i den centrale Homs-provins siden torsdag aften. 18 syriske soldater og 26 IS-medlemmer er dræbt.
 

Redningsaktion sat i værk for at redde storkeunge i livsfare

Tre storkeunger i Flynder vest for Holstebro er så mærket af det våde sommervejr, at en redningsaktion er blevet sat i værk.

Det skriver TV Midtvest.

Den yngste af ungerne er i livsfare, og den er nu blevet lagt i en kasse indenfor, hvor den får tilbudt mad. Ifølge ejeren af den ejendom, storkereden befinder sig på, er det usikkert, om den overlever.

Advarsel om kø

Sund og Bælt advarer på Twitter om kø i retning mod Fyn.

Ingen forbrydelse bag ægtepars død

En endelig obduktionsrapport viser, at der ikke lå en forbrydelse bag, da et ældre ægtepar - en kvinde og en mand i 60'erne - blev i april fundet døde i deres hjem i Rindum ved Ringkøbing. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Handske kan oversætte tegnsprog

Forskere på det amerikanske universitet UCLA har udviklet en handske, der kan oversætte tegnsprog til tale i realtid. Dermed gør handsken det muligt for døve at kommunikere direkte med andre, der ikke forstår tegnsprog, skriver CNN.

Flere syge efter besøg på rasteplads

Sundhedspersonale og redningsberedskab er lige nu til stede på rasteplads Søby vest på Herning Midtjyske motorvej. Flere personer er blevet dårlige efter toiletbesøg på rastepladsen, oplyser Midt- og Vestjylland Politi på Twitter. Vagtchef Ole Vanghøj oplyser til TV 2, at man er ved at foretage prøver, ligesom toiletterne bliver spulet.

Læge går om bord på norsk skib

En italiensk læge er gået om bord på det norskejede skib Ocean Viking, der har taget cirka 180 immigranter fra både i Middelhavet om bord. Skibet meldte fredag om en nødssituation, og ifølge NRK skal flere immigranter have forsøgt selvmord om bord. Skibet har bedt om lov til at lægge til land seks gange i Italien og på Malta, men er blevet afvist.

Brand i Helsingør udvikler stadig røg

Branden i Bjergegade i Helsingør udvikler fortsat røg og derfor skal døre, vinduer og ventilation fortsat være lukkede, oplyser Nordsjællands Politi. Slukningsarbejdet fortsætter nogle timer endnu, lyder det.

Netværk med børneporno optrevlet i Italien

De italienske myndigheder har optrevlet et landsdækkende netværk, som har delt nøgenbilleder af børn, herunder nyfødte. Tre personer er anholdt, og 50 personer bliver lige nu efterforsket, skriver nyhedsbureauet AP.