Dagens overblik: Britta Nielsen udnyttede sine børn koldt og kynisk, sagde forsvarer

16x9
Britta Nielsen udnyttede sine børn, mener forsvarer. Foto: Phill Magakoe / Ritzau Scanpix

Festlejr lukker efter henstilling fra politiet, muteret udgave af coronavirussen spreder sig, og FC Midtjylland får bøde for fans' homofobiske sange.

Velkommen til nyhedsoverblikket på en dag, hvor mange danskere er gået på ferie, og hvor TV 2s meteorolog Thomas Mørk fortalte os, at der er et godt stykke tid til næste sommerdag.

Men det skal ikke ødelægge stemningen, når vi her gennemgår nogle af denne fredags nyheder:

Forsvarer: Britta Nielsen udnyttede sine børn totalt egoistisk

Jan Schneider er Britta Nielsens søns forsvarsadvokat.
Jan Schneider er Britta Nielsens søns forsvarsadvokat. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Britta Nielsen udnyttede på kold og kynisk facon sine egne børn som uvidende medhjælpere, mens hun i årevis svindlede for 117 millioner kroner i Socialstyrelsen.

Det var i grove træk forsvarsadvokat Jan Scheiders konklusion, da han i dag procederede på vegne af Britta Nielsens søn, 40-årige Jimmy Hayat, i sagen mod de tre børn.

Forsvarsadvokaten argumenterede for, at hans klient skal frifindes i den sag, hvor de tre børn er tiltalt for groft hæleri for omkring 51 millioner kroner. Der ventes at falde dom 9. juli.

Jetsetter lokkede unge piger hjem til rigmand for at blive misbrugt, mener politiet

Ghislaine Maxwell er anklaget for at have lokket tre piger hjem til sin daværende kæreste, Jeffrey Epstein.
Ghislaine Maxwell er anklaget for at have lokket tre piger hjem til sin daværende kæreste, Jeffrey Epstein. Foto: Laura Cavanaugh / Scanpix Denmark

Videre til en helt anden retssag.

Ghislaine Maxwell, der i mange år var kærester med den afdøde voldtægtsmand og finansmand Jeffrey Epstein, skal nu selv på anklagebænken.

Den 58-årige jetsetter er tiltalt for mellem 1994 og 1997 at have lokket tre mindreårige piger til at lade sig misbruge af Epstein. Dømmes hun, risikerer hun 35 års fængsel.

Ghislaine Maxwell er datter af den tidligere engelske mediemogul Robert Maxwell, og efter hans død flyttede hun i begyndelsen af 90’erne til USA, hvor hun mødte Jeffrey Epstein.

Arrangør lukker festlejr efter politiets opfordring

Skyland Beach Camp i Øster Hurup er lukket.
Skyland Beach Camp i Øster Hurup er lukket. Foto: Claus Bjørn Larsen / Ritzau Scanpix

Skyland Beach Camp i Øster Hurup nåede akkurat at være i gang i fem dage, inden festlejren er blevet stoppet af arrangøren selv.

I formiddags rådede Nordjyllands Politi folkene bag til at lukke, fordi man i praksis ikke kunne efterleve forsamlingsforbuddet på maksimum 50 personer. Arrangørerne reagerede dog ved at sige, at man hældte til at trodse henstillingen og fortsætte.

Men midt på eftermiddagen valgte man at lukke helt, og Bjørn Pedersen, der står bag festen, sagde, at nu skulle han skrive ud til alle dem, som har købt billet, og aflyse deres ferie ”på grund af at der er gået politik i den”.

Muteret coronavirus spreder sig hurtigere, men er ikke farligere

En ny muteret version af coronavirussen spreder sig verden over.
En ny muteret version af coronavirussen spreder sig verden over. Foto: Lasse Kalhauge

Et amerikansk studie viser, at en ny muteret version af coronavirussen spreder sig verden over.

G614, som den nye udgave hedder, ser ud til at være væsentlig mere smitsom end den oprindelige, men til gengæld er den hverken farligere eller mere sygdomsfremkaldende.

Danmark har ikke haft tilfælde af den oprindelige version af coronavirussen siden 26. maj - kun muterede udgaver - mens man i Europa ikke har set den siden 27. maj.

FCM får bøde for tilhængeres homofobiske sange

FC Midtjylland får en bøde på 40.000 kroner, fordi en gruppe af klubbens fans har sunget sange af homofobisk karakter.
FC Midtjylland får en bøde på 40.000 kroner, fordi en gruppe af klubbens fans har sunget sange af homofobisk karakter. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

Superligaens førerhold, FC Midtjylland, har fået en bøde på 40.000 kroner af Fodboldens Disciplinærudvalg, fordi nogle af holdets fans under to kampe har sunget sange af homofobisk karakter.

”Bøsserne i grønt …”, lød det fra nogle af de 300 tilskuere, der med coronarestriktioner havde fået lov til at komme ind til kampen på hjemmebane mod AGF 21. juni.

Dem i grønt var ifølge DBU dommertrioen.