Millionsvindel i Socialstyrelsen

Sagen mod Britta Nielsens børn dag 11

Hvad er der sket? Torsdag var det tid til de første procedurer i sagen mod Samina, Jamilla og Jimmy Hayat. De tre er tiltalt for særlig groft hæleri for samlet omkring 51 millioner kroner.

Anklagerne og den ene forsvarer procederede.

Stil spørgsmål

Tak for i dag

Tak for i dag og for de mange gode spørgsmål. Jeg har desværre ikke nået at svare på alle - men en del spørgsmål har været sammenfaldne, og jeg har nået så mange, som jeg kunne.

Retten er sat igen i morgen klokken 9, hvor de sidste to forsvarere skal procedere. 

Vi er igen til stede og dækker sagen i Glostrup fredag.

Spørgsmål

Henrik Kostow:

Hvor usædvanlig er denne sag i dansk retshistorie? Det drejer sig om fra anklagerens side at løfte bevisbyrden mod nogle dengang børn, der fik penge af moren. Hvordan kan anklageren bevise, at de rent faktisk vidste, hvor pengene kom fra, når de nærmest er vokset op med så mange penge til rådighed som en naturlig ting?

Svar:

@Henrik Kostow: Det er en meget usædvanlig sag - netop fordi, det er børn, der har fået penge af deres mor. Og fordi der ikke foreligger nogle klare beviser på, at de vidste eller bestemt burde formode, der var tale om penge fra kriminalitet. Så dit spørgsmål er meget relevant - dommeren og domsmændene skal forsøge at finde ind i de tiltaltes hoveder i de år, hvor de modtog millionerne. Både anklagere og forsvarer har i dag haft gode argumenter for henholdsvis straf og frifindelse.

Spørgsmål

Bente Koch:

Samina Hayat må da have vidst, hvor mange penge, der var i firmaet? Vh Bente Koch.

Svar:

@ Bente Koch: Det er et spørgsmål, som mange læsere stiller. Selv har hun sagt, at hun ikke selv var inde over driften af firmaet - det var Britta Nielsen, der stod for det hele. Anklagemyndigheden har slået på, at Samina Hayat underskrev regnskaberne - mens hendes forsvarer fastholder, at hun ikke var bekendt med de økonomiske detaljer og dispositioner. Der er ikke noget klart bevis - dommeren og domsmændene skal selv vurdere, hvad de finder er bevist.

Søstre blev rørt

På vej ud af retten talte jeg med de to søstre Samina og Jamilla Hayat. Begge har været tydeligt påvirket af følelser i dag.

- Man er jo kun et menneske, sagde den yngste datter, Samina Hayat, hvis forsvarsadvokat procederede efter anklagerne.

Mens den ældste datter også måtte tørre tårer væk, da Samina Hayats forsvarer procederede for frifindelse.

- Det er første gang, der er en, som virkelig har sagt, hvordan det har været, sagde Jamilla Hayat. 

Hun synes, det har været hårdt af følge mediernes fremstilling af sagen - derfor blev hun rørt, da forsvarsadvokat Christian Buhl Bjerrehuus redegjorde for, hvordan Britta Nielsens børn ikke vidste noget om morens kriminalitet.

Alle tre tiltalte nægter sig skyldige i tiltalen om groft hæleri.

Vi bliver bedt om at forlade retslokalet, og jeg skal interviewe forsvarere. Herefter vil jeg svare på spørgsmål.

Retten er hævet

- Mange tak. Så blev vi færdige for i dag og mødes igen i morgen klokken 9, siger dommeren.

Anklager Kia Reumert bryder ind. 

- Jimmy blev anholdt 30. oktober 2018 i Sydafrika. 8. november blev han overført til dansk politi, siger hun.

Den tid, han har siddet varetægtsfængslet i Sydafrika, skal tages med i udmålingen af den endelige straf.

- Tak. Så ses vi i morgen, siger dommeren.

Retten er hævet, sagen er slut for i dag.

De tre tiltalte bliver stående. Alle taler med deres forsvarsadvokater.

Forsvarers ide om straf langt lavere

- Skal man være realistisk, må man også se på, at tiltalte har særdeles gode personlige forhold, og at hun er aldrig tidligere straffet, siger Christian Buhl Bjerrehuus om Samina Hayat.

- Manglende indsigt og letsind er en formildende.

- Hun har et liv, der er lagt fuldstændig i ruiner. Fuldstændig og direkte smadret.

- Det er to år, der har været et helvede. Familien er blevet splittet, hendes bror har siddet i fængsel, hun har ikke set sin mor, siden hun rejste til Sydafrika. Hun har søvnproblemer, angst og koncentrationsbesvær. Det skal man også tage med, siger forsvareren.

Hans forslag til straf er tæt på det halve af anklagernes, der krævede 3,5 til 4 års fængsel.

- Efter min opfattelse ligger man i omegnen af 2 til 2,5 års fængsel, siger Christian Buhl Bjerrehuus.

Ligesom forsvareren mener, at hele eller en del af dommen kan være betinget.

Kræver frifindelse

Forsvareren går videre til at tale om ubevidst uagtsomhed. Hvilket er hans argument for, at Samina Hayat skal frifindes.

- Min påstand er, at vi ligger udenfor forsætsgraderne, siger Christian Buhl Bjerrehuus.

- Derfor skal min klient frifindes.

I fald hun ikke frifindes, gennemgår han nu den straf, hun i så fald skal idømmes. 

Han mener, det er en formildende omstændighed, at Samina Hayat ikke var bekendt med det faktiske beløb, hun har modtaget fra Britta Nilelsen.

At hun altså ikke vidste, der var tale om 37 millioner kroner.

En juridisk forelæsning

Christian Buhl Bjerrehuus procedure er nu meget teknisk og handler om de finere detaljer i Straffeloven i forhold til det kriminelle forsæt.

Han gennemgår en række domme, hvor dolus eventualis har været i spil.

- Det er sådan, at generelt bør man udvise varsomhed om anvendelsen af dolus eventualis, siger Christian Buhl Bjerrehuus med henvisning til en Højesteretsdom.

Anklagemyndigheden mener, at Samina Hayat med vilje har undgået at søge oplysninger om pengene for at undgå en ubehagelig overraskelse - der ryster forsvareren på hovedet af.

Han gentager sit tidligere argument om, at hverken banker eller andre professionelle aktører fattede mistanke. 

Derfor er Samina Hayats forklaring om, at hun heller ikke gjorde, troværdig, mener han.

Bevis for tanker

- Hvis retten siger, at anklagemyndigheden godt kan påråbe sig dolus eventualis, skal man se på, om hun har indset sandsynligheden, og at hun vidste, at pengene kom fra et strafbart forhold, siger Christian Buhl Bjerrehuus om sin klient Samina Hayat, der er tiltalt for groft hæleri af 37 millioner kroner.

De tiltalte skal altså have accepteret den mulighed, at pengene stammede fra et strafbart forhold. 

Ellers kan de ikke dømmes efter dolus eventualis.

- Det er et svært bevis at føre. Men kan man ikke føre bevis for, at man psykologisk har forholdt sig til, der var tale om kriminelle penge, så skal man frifindes, procederer forsvareren.

Beviset skal altså føres for, at man har tænkt noget specifikt, mener han.

Rejser tvivl om tiltalen

Forsvarer Christian Buhl Bjerrehuus mener ikke, at den mellemste grad af sandsynlighed kan komme på tale i denne sag.

Det, man kalder sandsynlighedsforsæt.

- Det ville kræve, at retten fandt det bevist, at der er mere sandsynligt, at Samina Hayat vidste, pengene kom fra kriminalitet, end at hun ikke gjorde, siger forsvareren.

Herefter går han videre til 'dolus eventualis' - den laveste grad af forsæt. 

Han mener, at tiltalen er udarbejdet på en måde, så anklagemyndigheden faktisk er afskåret fra at påråbe sig netop et laveste grad af forsæt.

- Anklagemyndigheden vil sikkert rynke på næsen af det, jeg nu siger, siger han - mens anklager Lisbeth Jørgensen ser på ham med hovedet på skrå.

Spørgsmålet er nyt i denne sag - forsvareren citerer fra en Højesteretsdom, han mener, underbygger hans påstand.

Kan de tiltalte reelt ikke dømmes efter dolus eventualis, skal de dømmes efter sandsynlighedsforsæt.

Ingen hemmelige konvolutter

- Det er jo ikke fordi, hun har fået konvolutter med penge i, "og så taler vi ikke mere om det". Det er penge, der er gået ind og er blevet brugt, siger Christian Buhl Bjerrehuus.

Pengene er kommet via kontooverførsler.

- Det er normalt ikke et modus, man ser, når det er penge, der er blevet stjålet, siger forsvareren.

Han henviser til, at Samina Hayat har fået diagnosticeret en 'svær akut belastningsreaktion' på noget, der fandt sted i efteråret 2018. 

- Ville det være sket, hvis hun vidste, at Britta Nielsen svindlede sin arbejdsplads?, spørger forsvareren.

Han vil ikke udelukke det, men han mener det ikke. 

Forsvareren kan ikke finde rundt i sine papirer, og retten holder ti minutters pause.

Forsæt eller faktisk vildfarelse

Christian Buhl Bjerrehuus går videre til at tale om principperne for det kriminelle forsæt.

- Det er voldsomt interessant, hvad man kræver i den situation, siger han.

Forsvareren mener selvsagt ikke, der er tale om strafbar uagtsomhed. Derimod kan der være tale om ubevidst uagtsomhed. 

- Det mener jeg er en relevant vurdering for retten at tage her, siger Samina Hayats forsvarer.

I forhold til spørgsmålet om forsæt mener han, at Samina Hayat kan have været i en faktisk vildfarelse om, hvor pengene kom fra. 

Fra arv, pension, investering eller andet.

- Jeg mener, at Samina har befundet sig i en faktisk vildfarelse. Og det udlukker forsæt, siger han.

Forsvarsadvokaten læser op af passager fra forskellige lærebøger om det kriminelle forsæt. Spørgsmålet om, hvorvidt de tiltalte vidste eller bestemt måtte formode, der var tale om penge fra kriminalitet, er helt centralt i sagen.

Tvivl skal komme tiltalt til gode

Forsvareren beder retten huske på, at enhver tvivl skal komme den tiltalte til gode. Og derfor må retten lægge et forsigtigt skøn til grund, når det handler om de penge, Samina Hayat har modtaget.

- Jeg lægger ikke til grund, at hun ikke vidste noget. Men hun vidste ikke noget om hverken 37 eller 35 millioner kroner, siger Christian Buhl Bjerrehuus.

I virkeligheden har hun højest vidst noget om få millioner kroner, mener han.

Hvad vidste datteren?

Det er væsentligt for forsvareren at redegøre for, at Samina Hayat ikke havde med den daglige drift af hesteselskabet at gøre. Selvom hun skrev under på bilag og regninger - ligesom hun skrev under på regnskaberne.

Men det var reelt Britta Nielsen, der stod for forretningerne, mener Christian Buhl Bjerrehuus.

Kan han overbevise retten om det, kan han rejse tvivl om, hvorvidt Samina Hayat havde kendskab til de store summer, der er brugt på hestene.

- Kan det passe med Saminas opfattelse, at det godt kunne løbe rundt, når der jo også blev solgt af hestene? Ja, det kan det godt, siger forsvareren.

Var det reelt Brittas konto?

- Så kommer vi til den tyske privatkonto, der er overført syv millioner kroner til, siger forsvareren.

Anklageren mener, der tegner sig et mønster af, at Samina Hayat ikke interesserede sig for økonomien i hesteselskabet, hun officielt stod i spidsen af.

Han mener, at det var Britta Nielsen, der reelt rådede over kontoen - selvom det var Samina Hayats privatkonto.

- Vi kan se, at Britta Nielsen i to omgange er inde og bede om, at der bliver overført penge, siger Christian Buhl Bjerrehuus.

- Kunne det være fordi, at Samina ikke har noget med kontoen at gøre, men kun har et hævekort til den?, siger forsvareren.

Det mener han.

Forsvarer: Hestene var et arbejde

- At sige, at hun aldrig har haft et arbejde, det er forkert. Hun har altså ikke ligget hjemme i hængekøjen, hun har knoklet hver eneste dag, mener forsvareren.

Det var bare et arbejde, Samina Hayat godt kunne lide.

Forsvarer Christian Buhl Bjerrehuus har sin procedure liggende i en printet udgave foran sig, men han ser på dommerne og ikke ned i papirerne, mens han taler. 

Samina Hayat drikker en tår fra en karton. 

- Der er ingen tvivl om, at Samina godt vidste, der var heste for flere millioner kroner. Det bestrides ikke, siger forsvareren. 

Men han mener ikke, det er bevist, at hun kendte til omfanget af de hesterelaterede udgifter.

Hestene var også Brittas Nielsens drøm

Forsvareren taler nu om de 14 millioner kroner, der er overført fra Britta Nielsen til det eksklusive tyske stutteri Schockemöhle. 

Han stiller spørgsmål til, om ikke datteren kunne tro, at pengene også handlede om Britta Nielsen selv.

- Jeg siger ikke, at Samina ikke interesserede sig for heste. Det gjorde hun bestemt, siger Christian Buhl Bjerrehuus.

Men det gjorde Britta Nielsen også, hun levede sin drøm gennem datteren, mener han.

Og det vidste Samina Hayat godt. 

- Det er jo ikke sådan, at hun sidder og udtænker store planer og selv sætter det i værk, siger Christian Buhl Bjerrehuus.

Slettede sociale medier

Efter sagen begyndte at rullede, slettede familien sine sociale medier. Opmærksomheden fra presse og offentlighed var for stor.

Forsvareren forklarer, at det ikke var for at skjule noget. Der var billeder af heste og rejser, der var billeder af familiens liv.

- Når man ser på normen for, hvornår man skal reagere, så skal man se på de otte professionelle aktører, jeg har nævnt, siger forsvareren med henvisning til en række banker og offentlige myndigheder. 

Hvoraf ingen opdagede svindelen, før en regnskabsmedarbejder i Roskilde fattede mistanke. 

Når ingen andre opdagede noget - hvordan skulle børnene så?

Stolede på Britta Nielsen

- Hun var stolt af sin mor, der fik en medalje af dronningen for 40 års tro tjeneste, siger Christian Buhl Bjerrehuus.

Der var tale om en opvækst, hvor der aldrig manglede noget.

Hun troede, at faren havde et vigtigt arbejde med folk under sig. At moren havde en vigtig og ledende stilling i Socialstyrelsen, forklarer forsvareren.

I virkeligheden var faren ansat i en almindelig stilling på Carlsberg, mens Britta Nielsen var ansat på nedsat tid.

- Synden her er, at man har stolet på sine forældre. På sin mor, siger forsvareren.

En mor, der sagde, at der var penge nok. Insisterede på, der var penge nok.

Den ældste datter tørrer sig under øjnene. Hun snøfter diskret.