Nyheder

Endnu en amerikansk by fjerner omdiskuteret statue - og det var på høje tid, mener borgmester

Konføderationens hovedstad under den amerikanske borgerkrig vil fjerne mindesmærker, som hylder slaveriets forkæmpere.

Den amerikanske sydstatsby Richmond i delstaten Virginia vil fjerne statuer og andre mindesmærker fra den amerikanske borgerkrig.

Onsdag er en statue af general Thomas Jackson, som kæmpede for bevarelse af slaveri, blevet fjernet i Richmond, der var konføderationens hovedstad under borgerkrigen fra 1861 til 1865.

- Det er på høje tid, siger byens borgmester, Levar Stoney.

Debatten om hvorvidt monumenter fra blandt andet borgerkrigen skal blive stående eller fjernes er blusset op i forbindelse med Black Lives Matter-demonstrationer i USA.

- Som hovedstaden i Virginia har vi haft behov for at lægge det bag os i årtier, siger borgmester Levar Stoney.

Jubel brød ud ved fjernelsen

Han mener, at Richmonds omdømme er "tynget af arven" fra borgerkrigen.

- Den største vægt af den byrde er blevet pålagt vores sorte indbyggere. Selvom disse statuer er symbolske, så har de kastet en skygge over de drømme, som vores sorte børn har, siger borgmesteren.

- Ved at fjerne statuerne kan vi begynde at hele (såret, red.) og rette vores opmærksomhed mod fremtiden, tilføjer han.

Da statuen af general Thomas Jackson til hest blev løftet ned fra sin sokkel med en kran, udbrød der jubel fra flere hundrede personer, som overværede det historiske øjeblik.

En statue i nærheden, der forestiller konføderationens øverstkommanderende militærperson, general Robert E. Lee, er blevet et samlingssted for protester i Richmond mod racisme og politivold mod sorte personer.

Statuen er dækket af slagord som eksempelvis 'Black Lives Matter'.

Personer pisket ved blok frem til 1952

Også i delstaten Delaware har man fjernet en stenblok, der er blevet brugt til at piske forbrydere ved. Det skriver CNN.

Ifølge en talsperson for staten blev stenblokken senest brugt til afstraffelse med pisk i 1952, og den blev siden anbragt uden for en retsbygning i byen Georgetown i 1993.

Stenblokken blev brugt til at piske personer helt ned til ti år, og både hvide og sorte indbrudstyve og andre forbrydere blev straffet her. Begik sorte kvinder kriminalitet, blev de pisket ved stenblokken, mens hvide kvinder blev straffet andetsteds, skriver CNN.

Delaware var den sidste stat til at afskaffe brugen af ​​pisk som straf, da straffen blev fjernet fra statsloven i 1972.

Trump imod fjernelse af monumenter

USA's præsident, Donald Trump, har modsat sig, at statuer bliver fjernet, og Ministeriet for Indenlandsk Sikkerhed meddelte onsdag, at det har oprettet en særlig enhed, som har til opgave at beskytte historiske monumenter over hele USA.

Ligeledes onsdag blev Mississippi den sidste delstat, som stoppede med at anvende et sydstatsflag som del af statens officielle flag. Det skete, efter at et stort flertal i delstatens kongres, hvor republikanerne har flertallet, i sidste uge stemte for at ændre flaget.

En kommission skal nu komme med forslag til et nyt flag, som vælgerne i Mississippi skal stemme om til november i forbindelse med det kommende præsidentvalg.