Sommeren vi aldrig glemmer

Coronakrisen har fået Jørgen Leth til at lave en ny aftale med sig selv

Jørgen Leth, journalist, forfatter, filminstruktør, foredragsholder, cykelkommentator, digter etc. Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

Cykelkommentatoren og filmmanden blev revet væk fra sit vinterhi i Haiti, da coronakrisen brød ud. Og siden er meget vendt på hovedet.

Hvordan har coronakrisen ændret din sommer?

Den har ændret meget. En af mine planer var, at min nyeste film 'I Walk' (på dansk 'Jeg går', red.) skulle have haft premiere, men det har vi måttet udskyde til hen i efteråret. Formentlig til oktober, men nu må vi se.

Sommeren, vi aldrig glemmer

Sommeren 2020 blev ikke, som vi troede. Rejser og festlige begivenheder er aflyst. Og verden ser helt anderledes ud end for bare få måneder siden. 

I denne artikelserie interviewes kendte danskere om, hvordan coronakrisen har ændret deres sommer, og hvordan deres liv blev påvirket af virussens indtog. 

Filmen blev vist ved en international dokumentarfilmfestival i Amsterdam i december, hvor jeg fik en hæderspris for det, man kunne kalde mit livsværk, indenfor genren.

Jeg har også planlagt en anden film om jazzguitaristen Jakob Bro, og så skal jeg senere på sommeren undervise på min filmskole Ecole de Leth på Arken sammen med gæstelærere som Lars von Trier, Pernille Fischer Christensen og Thomas Vinterberg.

Jørgen Leth befandt sig i Haiti, da coronapandemien brød ud, men har fundet sig til rette i Danmark.

Hvordan havde du det med det, lige da det stod klart, at du måtte ændre dine planer – og hvordan har du det med det nu?

Jeg blev så at sige revet væk fra Haiti. Jeg fulgte det hele meget intenst, da coronaepidemien begyndte at brede sig, læste New York Times, så CNN og fulgte alle time-for-time opdateringerne på min computer. Jeg var sammen med min søn Asger, og vi blev klar over, at vi måtte flytte os.

Vi kørte så til Den Dominikanske Republik, og det var heldigt, for allerede dagen efter lukkede Haiti grænserne. Det var i midten af marts måned. Det var blevet nødvendigt at flygte fra Haiti, fordi hospitalsvæsenet ikke virker, og det ville være for stor en risiko for mig at blive.

Allerede efter en uge i Den Dominikanske Republik begyndte tingene også at stramme til der. Det hyggelige hotel, vi var på, lukkede ned. Personalet blev simpelthen sendt hjem, og så er der jo ikke noget hotel længere. Derefter flyttede vi til nogle venner, som havde et hus, vi kunne være i.

Hvordan oplevede du den aften, hvor Danmark blev lukket ned?

Jeg befandt mig jo langt væk fra Danmark, så det var ikke tæt på som sådan. Men det er klart, at coronapandemien som sådan går hen og bliver et vilkår. Et fælles vilkår. Det kan man jo ikke brokke sig over.

Da jeg kom til Danmark i slutningen af april, undrede det mig, at man ikke bar ansigtsmaske. I Den Dominikanske Republik blev man arresteret, hvis man ikke havde maske på. Der var en følelse af undtagelsestilstand. Jeg kom til Danmark via lufthavne, som lå helt underdrejet. JFK-lufthavnen i New York, for eksempel. Spøgelsesagtigt stille med kun KLM til at flyve.

Da jeg kom hjem til Danmark, var der meget få mennesker i gaden.

Har du fundet et nyt “lyspunkt” på trods af, at du måtte ændre dine planer?

Jeg besluttede mig for at kaste mig ud i et projekt med daglige oplæsninger af dansk litteratur og digte, som foregår live på Facebook hver aften klokken 19.

Det begyndte allerede, da jeg var i Den Dominikanske Republik. Nu er vi oppe på mere end 100 dage. Det har givet mig kontakt med et publikum, som er vilde med det, og som kommenterer undervejs på det, jeg læser op, og som jeg så kan svare.

Jeg har ikke nogen god hukommelse, så jeg er nødt til at fange det hele i farten. Det har sine egne spilleregler, det kan jeg godt lide, selv om det er hårdt. Men for mig har det været vigtigt, at man skal beskæftige sig med noget. Det er ikke kommercielt, jeg tjener ingen penge, men har været en god terapi for mig.

Posted by Jørgen Leth on Saturday, June 6, 2020

Hvilken oplevelse har været den mest skelsættende for dig de seneste måneder?

Når man som jeg følger meget med i cykelsporten, er det skelsættende, at sæsonen pludselig forsvinder. Alle de løb, man forbinder med måneders og årstidens rytme.

Jeg så Nairo Quintana være tilbage i det tidlige forår, lige inden det hele lukkede ned, og det var enormt glædeligt, og set i det lys glædede jeg mig enormt meget til årets Tour de France. Jeg er også voldsomt spændt på, hvad der sker internt på Team Ineos og rivaliseringen mellem Chris Froome og Egan Bernal. Nu får vi det måske at se i slutningen af august, men det kommer til at ændre sporten, når sæsonen bliver pakket ned til tre måneder.

Det er sgu mærkeligt, og jeg kan ikke regne ud, hvordan det hele kommer til at forme sig.

Hvad har du lært om dig selv under coronakrisen?

Selvom jeg har prøvet meget, er der stadig noget at lære. Noget om at udholde, for eksempel. Man kan lære at adaptere eller tilpasse sig nye forhold. Det synes jeg er blevet bevist med min lange oplæsningsrække på Facebook. At man finder en ny måde at udtrykke sig på.

Jeg er forfatter og filmmand og stadig i stand til at lave noget, som giver mening for mig. Jeg har lært, at afsavn og at sige nej til noget kan være en god ting. En opdragende ting.

Det er lige som at lave en film og stille en regel op for sig selv om, at kameraet ikke må panorere. Det kan jeg direkte relatere til en situation som den her. Man indretter sig efter forholdene og tager ved lære af det. Filosofien eller lærestregen bag det hele kan man godt give videre.

Jeg er grundlæggende ret depressiv og vågner tit ret formørket, men under coronakrisen her har jeg sat mig selv stævne klokken 16 hver dag for at finde ud af, hvad jeg vil læse op om aftenen. Det er stramt, men jeg kan lide, at modet er forrest, og at jeg sætter mig selv under pres.