Millionsvindel i Socialstyrelsen

Sagen mod Britta Nielsens børn - dag 9

Nadia Samina Hayat (til venstre) og Karina Jamilla Hayat (til højre) har valgt at stå frem i offentligheden, og derfor bringer TV 2 billeder af dem.

Hvad sker der? Det var dag ni i sagen mod Samina, Jamilla og Jimmy Hayat. De tre er tiltalt for særlig groft hæleri for samlet omkring 51 millioner kroner.

Livebloggen opdateres ikke længere.

Retsmøde er slut for i dag

Retsmødet er slut for i dag. Næste gang er på onsdag. Her er det meningen, at det sidste vidne skal afhøres. Det er en hollænder, som skulle have vidnet i dag via videolink, men det bliver i stedet på onsdag.

Derefter er der procedurer, hvor først anklagerne og derefter forsvarerne skal argumentere for, hvilken straf de tiltalte bør have, hvis retten finder dem skyldige.

Hvis planen holder, skal anklagerne procederer onsdag og forsvarerne torsdag.

Fredag kan også tages i brug, hvis det bliver nødvendigt, men ellers er det meningen, at dommer og domsmænd trækker sig tilbage for at votere. Og så bliver der afsagt dom 9. juli.

SU og kontanthjælp

Om de tiltaltes personlige forhold kom det også frem, at Samina Hayat bor hos sin søster og dennes familie i en lejlighed i Hvidovre.

Hun læser jura og får SU. Jamilla Hayat er på kontanthjælp.

Også Jimmy Hayat, som for nylig blev løsladt fra sin varetægtsfængsling, får kontanthjælp, oplyste hans forsvarer, Jan Schneider.

Egnet til samfundstjeneste

Der har lige været gennemgang af de tiltaltes personlige forhold. Det gik stærkt, så her kommer opsummeringen.

Kriminalforsorgen har foretaget en såkaldt 808-undersøgelse af de to søstre.

De konkluderer, at de begge er egnet til at modtage helt eller delvist betinget domme med vilkår om samfundstjeneste.

Til sidst gav Christian Bjerrehuus ordet til sin klient, Samina Hayat.

Hun fortalte, at hele sagen har haft store konsekvenser for hende, og hun måtte flere gange stoppe op og tage luft ind.

- Jeg vidste ikke, hvem jeg var mere, jeg var meget chokeret, over hvad der var sket, sagde hun.

Hun fortalte også, at hun er blev diagnosticeret med en akut belastningsreaktion.

Bank indberettede Britta Nielsen for hvidvask i 2012

Bagmandspolitiet, SØIK, fik i 2012 en underretning fra Danske Bank vedrørende mistanke om hvidvask i forhold til Britta Nielsen.

Det fremgår af forsvarer Christian Bjerrehuus’ dokumentation.

Han gennemgår en række overførsler fra Socialministeriet til Britta Nielsens private konto og en konto tilhørende Britta Nielsens selskab Stutteri Hayat. I alt godt fem millioner kroner fra ultimo juni til ultimo september.

I underretningen undrer banken sig over, at Britta Nielsen modtager store beløb på de to konti, "som efterfølgende bliver hævet kontant".

Britta Nielsens bedrageri mod Socialstyrelsen, hvor hun arbejdede, fortsatte indtil 2018.

Forsvarer dokumenterer

Anklageren er færdig med sin dokumentation i forhold til Samina Hayat, og nu har forsvarer Christian Bjerrehuus også noget at dokumentere.

Dokumentation fortsætter

Pausen er slut, og anklager Lisbeth Jørgensen fortsætter dokumentationen i forhold til Samina Hayat.

Det handler nu om indsættelser på Samina Hayats hollandske konto. Det er eksempelvis beløb på 13.000, 15.000 og 26.000 euro, der bliver overført.

Frokostpause

Det er nu blevet besluttet efter lidt snak frem og tilbage, at der skal være en frokostpause.

Den blev i første omgang droppet, men det har nu vist sig, at det tager lidt længere tid end ventet, før vi er færdige.

Der er pause til klokken 13.30. Derefter fortsætter dokumentationen, og så skal der gennemgås personlige forhold for de tiltalte. 

Over 7000 sider

Der er rigtig mange siders bilag i en sag som denne. Over 7000 sider har anklager Lisbeth Jørgensen tidligere anslået. Det er dem, hun er i gang med at gennemgå en lille del af.

Der bliver nævnt mange beløb og mange detaljer. Lige nu dokumenterer anklageren oplysninger, som hun har fået fra en tysk bank. Det er blandt andet oplysninger om, at Samina Hayat i 2012 har søgt om og fået et MasterCard/Business til sit firma, S Hayat Sporthorses.

Store interne overførsler

Anklageren er ved at gennemgå en række interne overførsler på Samina Hayats konto i Holland. Det er ganske store beløb i størrelsesordenen 50.000 til 200.000 euro.

Forsvarer Chrisitan Bjerrehuus bryder indimellem ind. Imens sidder Samina Hayat og noterer lidt ned og hvisker også noget til sin forsvarer.

Fortsætter dokumentation

Anklager Lisbeth Jørgensen er i gang med at dokumentere i forhold til Samina Hayat, der er tiltalt for godt 37 millioner kroner.

Hun viser blandt andet et dokument over køb- og salgspriser for 54 heste, der har tilhørt Samina Hayats hollandske selskab. 

Samina Hayat har afvist at afgive forklaring i dag. Anklageren ville ellers gerne have stillet hende nogle spørgsmål i forbindelse med dokumentationen.

Pause i retten

Der er lige nu en kort pause i retten, inden anklagemyndigheden fortsætter med dokumentation vedrørende Samina Hayat.

Huskeliste med havearbejde

Forsvarer Peter Secher viser en besked, Britta Nielsen har sendt til Jamilla Hayat i juli 2016. Det er en huskeliste over en række ting, der skal gøres ved Britta Nielsens hus, mens hun er i Sydafrika.

Det er blandt andet toiletter, der løber, og Jimmys køkken, der skal laves færdigt.

Der er også opgaver i haven, som Britta Nielsen oplister på følgende måde:

  • Græsset slås
  • Urkrudt fjernes
  • Mine træer MÅ IKKE BESKÆRES
  • Fliserne fejes
  • De bunker af grus og småsten fjernes

Jamilla Hayat har tidligere forklaret, at hun nogle gange fik penge af sin mor til at dække udgifter, fordi hun og hendes mand har lavet havearbejde og haft andre udgifter for Britta Nielsen.

Forsvarer: Forstår ikke, vi skal høre om det

Anklageren gennemgår kontantindsættelserne for at illustrere, at der er gået 2,5 millioner kroner i kontanter ind på Jamilla Hayats konti, men at der kun er rejst tiltale for 1,4 millioner kroner.

Forsvarer Peter Secher gør indsigelse, fordi han ikke mener, de penge er relevante for sagen, da der ikke er bevis for, at de kommer fra Britta Nielsen.

- Jeg forstår ikke, vi skal høre om dem, siger han.

Over en million i kontanter ikke medtaget i anklageskriftet

Anklagemyndigheden har i anklageskriftet set bort fra lidt over en million kroner i kontantoverførsler til Jamilla Hayat.

Det skyldes, at man har valgt at se bort fra indsættelser fra 2002 til 2006 og alle indbetalinger på under 10.000. Sidtsnævnte løber op i 714.000 kroner. 

Det er altså penge, der er indsat kontant på Jamilla Hayats konti, men som hun ikke er tiltalt for. Hun har selv tidligere i sagen forklaret, at alle kontantindsættelser stammede fra hende selv eller hendes mand.

Jamilla Hayats mand vil ikke vidne

Jamilla Hayats mand er blevet spurgt, om han vil afgive forklaring i retten, men det har hans forsvarer meddelt, at han ikke ønsker, oplyser anklager Kia Reumert. Da manden selv er sigtet i sagen, har han ikke pligt til vidne.

- Det er jo altid rart, der er nogle forsvarer, der kan finde ud af at give den meddelelse på forhånd, tilføjer dommeren tørt.

Han henviser til sidste gang, vi var her på en lørdag, hvor Britta Nielsen var indkaldt som vidne, men mødte op kun for at meddele, at hun ikke ville vidne.

Vil undgå at trække i langdrag

Pausen er slut. Nu begynder Kia Reumert sin dokumentation i forhold til Jamilla Hayat.

Hun har dog brugt pausen på at snakke med forsvarer Peter Secher om at skære ned på tidsforbruget, så anklagemyndigheden ikke skal bruge rettens tid på at dokumentere noget, der ikke bliver bestridt af forsvaret.

Det er lørdag, det er bagende varmt i retslokalet, og der er tydeligvis ingen, der er interesseret i at trække dagens program længere ud end højst nødvendigt.

Ingen spørgsmål til Jamilla Hayat

Der er nu afsat tid til at stille opfølgende spørgsmål til Jamilla Hayat, men hverken anklager eller forsvarer har nogen spørgsmål.

I stedet vil anklageren gennemgå dokumentation vedrørende Jamilla Hayat, og der er ”desværre” en del, meddeler anklager Kia Reumert.

Men det bliver først på den anden side af en kort formiddagspause.

Forsvarer har ingen spørgsmål til klient

Næste punkt på dagsordenen er forsvarets afhøring af Jimmy Hayat. Men forsvarer Jan Schneider oplyser, at han ikke har nogle spørgsmål.

Derfor tager anklager Kia Reumert over og gennemgår nu noget dokumentation i forhold til Jimmy Hayat.

Afhøring slut

Afhøringen af vidnet fra NC3 er overstået, og han forlader lokalet igen. Samina og Jamilla Hayat kommer derfor tilbage i lokalet.

Film med groft indhold

Flere af de film, der fremgår af excelfilerne, og som altså er fundet på Jimmy Hayats computer og eksterne harddisk, indeholder meget groft indhold.

Det er blandt andet en film med en mindreårig pige og en hund, forklarer vidnet. Det er også videoer med vold.

Mange af filerne har også navne, hvor der indgår søgeord, som ifølge vidnet fra Rigspolitiet ofte bliver brugt til at søge på børneporno.